Spm. nr. S 2300

6) Til økonomi- og erhvervsministeren af:
Morten Messerschmidt (DF):
»Føler ministeren sig tryg ved, at Europa-Kommissionens forslag til servicedirektivets artikel 5, stk. 2 (»Når medlemsstaterne anmoder en tjenesteyder eller en tjenestemodtager om et certifikat, en attest eller ethvert andet dokument som bevis for opfyldelsen af et krav, accepterer de ethvert dokument fra en anden medlemsstat, der tjener samme formål, eller hvoraf det fremgår, at det pågældende krav er opfyldt. De kræver ikke dokumenter fra en anden medlemsstat i form af originaler, bekræftede kopier eller bekræftede oversættelser, undtagen i tilfælde, der er omhandlet i andre fællesskabsinstrumenter, eller i undtagelsestilfælde, som er objektivt begrundet i et tvingende alment hensyn.«), forbyder medlemsstaterne at stille krav til udformning og indhold af certifikater, attester eller andre dokumenter fra et af de 24 andre EU-lande, når dokumentet efter dansk ret er påkrævet for at udføre en aktuel tjenesteydelse?«

Skriftlig begrundelse

Der henvises til begrundelsen for spørgsmål nr. S 2297.

Det falder i forlængelse af den gode diskussion, som vi sådan set har kørende nu, nemlig om artikel 5, stk. 2, om, at Danmark ikke længere må stille særlige krav til certifikater, eksamensbeviser og al den slags dokumentation fra de 24 andre EU-landes serviceydere. Vi skal bare lægge os ned fremover og anerkende alle de beviser og certifikater og attester, der kommer fra andre lande.
     Det er klart, at alle, der har kendskab til den danske servicebranche, ved, at vi har meget høje standarder. Vi gør tingene utrolig godt. Det er i øvrigt også derfor, at vi har mulighed for at konkurrere så godt internationalt, fordi vi simpelt hen er gode. Derfor har jeg meget svært ved at forstå, hvordan man som dansk økonomi- og erhvervsminister ikke kan advare imod at lave den her regel i artikel 5, stk. 2, som vil gøre, at Danmark uden nogen som helst indvendinger bliver tvunget til at anerkende de attester, eksamensbeviser, certifikater og lignende, der kommer fra andre EU-lande.

Der bliver spurgt til, om ministeren føler sig tryg ved Kommissionens forslag til servicedirektiv artikel 5, stk. 2. Jeg har den 10. januar 2006 svaret skriftligt på et spørgsmål om artikel 5, stk. 2, og jeg er nødt til at understrege endnu en gang, at jeg fremhævede, at der gælder undtagelser fra bestemmelsen. Med det kendskab, der er til dansk lovgivning, er svaret ja.

Jeg kan starte med at kvittere for de mange svar fra ministeriet, som jeg har modtaget. Det vil jeg gerne starte med at gøre, det er nok også fair. Jeg noterer mig så også, at i omkring halvdelen af dem fremgår det, at man ikke rigtig ved, hvordan den endelige udmøntning kommer til at se ud. Derfor er det vanskeligt at forstå, at man ikke klart har udtrykt skepsis over for det fra ministerens side, når han nu
i hvert fald to gange i den her samling har haft lejlighed til at debattere servicedirektivet her i salen. Når nu ministeren nævner, at der er muligheder for undtagelser inden for artikel 5, stk. 2, hvor hovedreglen jo ellers er, at vi skal anerkende alle certifikater fra andre EU-lande, kunne jeg da godt tænke mig at høre, om ministeren ville nævne, hvad det præcis er, han tænker på. Det her vil jo åbne for en liberalisering inden for sundhedsområdet, inden for undervisningsområdet, rådgivningssektoren, forsikringssektoren og en lang række andre områder. Hvad er det præcis for nogle områder inden for de her sektorer, ministeren kunne forestille sig, at man ville ønske at bruge undtagelsen på?

Ifølge undtagelsen gælder bestemmelsen ikke for dokumenter, som nævnes i direktivet for gensidig anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer. Det er et direktiv, der blev vedtaget i efteråret 2005, og det vil altså sige, at det faktisk er gældende ret. I korte træk regulerer EU-direktivet statsborgernes adgang til at udøve lovregulerede erhverv i et andet EU-land. Med andre ord sikrer det, at personer, der har erhvervet deres erhvervsmæssige kvalifikationer i en medlemsstat, frit kan tage til en anden medlemsstat og udøve deres erhverv der.
     Servicedirektivet har altså ingen indflydelse på, hvilke dokumenter vi må kræve i relation til de lovregulerede erhverv.

Uanset hvor mange andre direktiver ministeren henviser til, kan ministeren jo ikke komme uden om, at servicedirektivet i hvert fald omhandler så centrale sektorer som sundhedssektoren, undervisningssektoren, forsikringssektoren, investeringssektoren, rådgivningssektoren, rekrutteringssektoren og en lang række andre områder. Her er det bare et faktum, når man læser det direktiv - som jeg dog kan forstå at ministeren er sådan lidt på retræte fra et forsvar for - at vi vil blive påtvunget at anerkende alt, hvad der er af certifikater på det her område, og det er da dybt problematisk.

     Det vil jeg gerne have at ministeren i hvert fald fremover, når ministeren skal ud og sige noget om servicedirektivet, som det ligger i dag, også nævner i stedet for kun at forholde sig til oprindelseslandsprincippet, for der er jo stort set enighed om herinde på Christiansborg, at det er noget skidt. Så hvorfor ikke nævne alle de andre områder, som vi så febrilsk har prøvet at få økonomi- og erhvervsministeren til at forholde sig til?

Det er jo egentlig en ganske speciel dag: Vi står her igen og diskuterer et servicedirektiv, som vi ikke kender den endelige udformning af. Det har vi gjort snart mange gange efterhånden.
     Det, det drejer sig om i den her sag, er, at vi nu afventer, hvad der sker i næste uge. Så forventer vi, at der kommer et servicedirektiv fra Kommissionen, og så er det, vi hører fra det østrigske formandskab, at så vil det gå stærkt.
     Derfor er jeg nødt til at sige til hr. Morten Messerschmidt, at det jo var rart, at man fik en diskussion om det endelige resultat. Der er ingen, der ved, hvor meget det kommer til at indeholde. Hr. Morten Messerschmidt diskuterer nu, at det kommer til at få betydning for det og det og det. Både hr. Morten Messerschmidt og undertegnede ved, at vi sidder og diskuterer noget, hvor vi ikke engang aner, om det kommer med i direktivet.

Nu er økonomi- og erhvervsministeren ud over at være økonomi- og erhvervsminister jo også vicestatsminister, og det er sådan lidt besynderligt at høre en vicestatsminister stå og have den her indstilling til EU-samarbejdet.
     Er det ikke den danske regering, der altid i EU-debatten taler om, hvor vigtigt det er at være med på banen, og hvor vigtigt det er, at den danske stemme bliver hørt, og hvor vigtigt det er, at vi sidder med ved bordet, og jeg ved snart ikke hvad? Det er i hvert fald det argument, man bruger, hver gang man skal have overbevist befolkningen om at sige ja til et eller andet projekt.
     Hvordan kan det så være, at det nu er regeringens indstilling, at vi nu bare skal læne os tilbage og vente på, at de andre nede i Bruxelles klarer arbejdet, og så må vi i øvrigt se, hvad de andre beslutter sig for? Det harmonerer da overhovedet ikke med den linje, man normalt lægger for dagen. Det vil jeg gerne have en forklaring på.

Nu tager hr. Morten Messerschmidt jo ikke med økonomi- og erhvervsministeren rundt, og så sent som i sidste uge, kan jeg så sige til hr. Morten Messerschmidt, var jeg nede at tale med den tyske økonomiminister, Glos, for at høre deres holdninger til, hvordan vi får det mest optimale resultat på baggrund af det politiske flertal, der er til stede her i Folketinget og andre steder.
     Jeg er altså nødt til at sige til det der med, at vi ikke forholder sig til, at direktivet er under udvikling: Vi følger det her nøje. Og hr. Morten Messerschmidt ved jo også, at Harbour holder pressemøde i eftermiddag. Det forholder vi os også til.

Hermed sluttede spørgsmålet.

Spørgsmålet er afsluttet, og dermed siger vi tak til økonomi- og erhvervsministeren. Derefter går vi over til spørgsmål til familie- og forbrugerministeren, og det første er stillet af fru Mette Gjerskov til ministeren, værsgo.