Spm. nr. S 579

20) Til beskæftigelsesministeren af:
Per Clausen (EL):
»Vil ministeren redegøre for, om der ikke er et betydeligt sammenfald mellem de personer, som siden indførelsen af kontanthjælpsloftet og den nedsatte ydelse for ægtepar på langvarig kontanthjælp er blevet fattigere, og de personer, som ifølge aftalen om »en ny chance til alle« vil miste retten til kontanthjælp, hvis de pågældende ikke har haft 300 timers ordinært arbejde inden for 2 år?«

Det her spørgsmål handler jo om, at det ikke er første gang, man gennemfører nogle forringelser eller skærer nogle hjørner fra, som ministeren siger, inden for kontanthjælpsområdet. Det, som jeg gerne ville have oplyst, er, om det i virkeligheden ikke er sådan, at hvis vi kigger på de mennesker, som bliver ramt af kontanthjælpsloftet og den nedsatte ydelse for ægtepar på langvarig kontanthjælp, er det så ikke i stor udstrækning de samme mennesker, som nu kan forvente at blive ramt af den her ordning, hvor de kan miste retten til kontanthjælp?

Der er to forskellige regelsæt på det her område med to forskellige formål. Der er loftet over kontanthjælp, og så er der 300-timers-reglen for ægtepar på kontanthjælp. De to regelsæt er forskellige, og det vil være sådan, at der er nogle, der rammes af kontanthjælpsloftet, og andre, som rammes af 300-timers-reglen, som vi diskuterer. Indretningen af de to ordninger er forskellig, men for begge ordninger gælder det, at vi skal lave et system, hvor der er incitamenter til at påtage sig et arbejde.
     Jeg vil gerne understrege igen, at det for mig er vigtigt, at vi indretter vores systemer sådan, at det kan betale sig at arbejde. Jeg tror, det vil være utænkeligt, at et Folketing anno 2005 vil lave systemer, hvor det ikke kan betale sig at arbejde.

Nu er der flere måder at sikre på, at det kan betale sig at arbejde. Det Radikale Venstre har nævnt deres. Vi har også stillet en række forslag omkring det. Så det er ikke, fordi vi er uenige om det. Spørgsmålet er, om man når frem til, at det skal kunne betale sig at arbejde ved at forringe vilkårene for de dårligst stillede i Danmark. Det er det, regeringen gør, og det synes vi ikke om.
     Det, der er mit spørgsmål, er, om ministeren ikke bare kan bekræfte, at folk, der er ramt af kontanthjælpsloftet og af nedsatte ydelser på kontanthjælp, i en rimelig stor udstrækning faktisk også er mennesker, der vil blive ramt af den regel, man nu indfører om de 300 timers arbejde inden for
2 år, medmindre man skal tabe retten til kontanthjælp.

Jeg kan bare gentage, at det er jo to forskellige regelsæt, der gælder på det her område. Begge regelsæt tilsigter, at det kan betale sig at arbejde.
     Må jeg ikke godt bare prøve igen at vende tilbage til en politiker og minister, som jeg synes var en meget kompetent og dygtig minister.

Det er tidligere minister Karen Jespersen, som også havde en kronik i Berlingske Tidende den 10. september under overskriften »Passiv forsørgelse gavner ikke de svage«. Der vil jeg gerne have lov at læse slutningen af hendes kronik, som er meget tankevækkende: Passiv hjælp er desværre igen blevet en mærkesag. Det kan godt være, at talerne for denne tankegang regner med, at det vil styrke dem i vælgernes bevidsthed, men de svage grupper på arbejdsmarkedet ville være bedre hjulpet med at bruge de mange penge på en mere målrettet indsats for at komme i arbejde. Intet skaber så store uligheder som arbejdsløshed.

     Og må jeg så sige, at vi afsætter 500 mio. kr. til over de næste 2 år at vende bunken af sager over kontanthjælpsmodtagere, som har fået lov at gå, uden at nogen har foretaget sig noget.

Nu har jeg lidt svært ved at forstå, hvordan Karen Jespersen kan være sådan et sandhedsvidne i den her sag. Med hensyn til det, beskæftigelsesministeren siger om, hvordan man har ladet folk gå, har beskæftigelsesministeren jo flere gange været inde på, at hovedårsagen til, at det her problem eksisterer, faktisk er, at systemet har svigtet.
     Så vidt jeg kan huske, har Karen Jespersen i sin tid som socialminister og også som politisk ordfører herinde for Socialdemokraterne vel et stort ansvar for, at vi har haft et system, der har svigtet. Så jeg ved ikke rigtig, hvordan hun kan blive sådan en slags sandhedsvidne i denne sag.
     Men mit spørgsmål er sådan set stadig væk bare, om ikke det er rigtigt, at det i stor udstrækning er de samme grupper, som rammes af de her to ordninger. Jeg er godt klar over, at der er tale om to forskellige ordninger, men jeg er sikker på, at i det meget omfattende udvalgsarbejde og forhandlingsforløb, der har været i forbindelse med den her ordning, må nogle da på et eller andet tidspunkt have stillet det spørgsmål, om man ikke i stor udstrækning rammer de samme mennesker to gange.
     Det har jo lidt betydning for, synes jeg, hvor meget man nu tror på, at den her pisk, som muligvis også vil blive fulgt op af en gulerod, virker.

Personer, der mister retten til kontanthjælp, fordi de ikke har haft 300 timers arbejde inden for 2 år, er ikke nødvendigvis, som hr. Per Clausen prøver at udtrykke det, sammenfaldende med de personer, der er omfattet af loft over kontanthjælp.
     Det hænger sammen med, at der er helt forskellige kriterier for, hvornår ægtefæller omfattes af den ene og den anden regel, f.eks. hvor lang tid parret har fået hjælp, eller om parret overhovedet får boligstøtte. Formålet med loftet over kontanthjælp er et led i indsatsen for at sikre, at det kan betale sig at arbejde.
     Det er så også væsentligt at slå fast, at loftet betyder en begrænset nedsættelse af de ydelser, der kan opvejes ved ganske få timers arbejde om ugen.
     Med 300-timers-reglen ønsker regeringen at sætte en streg under, at det er afgørende for regeringen, at ledige, der har en arbejdsevne, står til rådighed, og at det kan betale sig for den enkelte at arbejde. Det er ikke og har aldrig været det offentliges opgave at kompensere for en arbejdsdeling i hjemmet, hvor den ene er hjemmegående og den anden udearbejdende.

Så er det hr. Per Clausen for tredje og sidste spørgsmål i denne omgang.

Som jeg tidligere har sagt til beskæftigelsesministeren, mener jeg da at vide, at der er et sæt rådighedsregler i det her land, som også omfatter kontanthjælpsmodtagere. Så jeg forstår ikke, at ministeren er nødt til at tage pengene fra folk, hvis de ellers opfylder de forpligtelser, de i dag har over for systemet.
     Jeg kan vel så bare konstatere, at man har lavet den her aftale uden at undersøge, i hvor stor udstrækning der er sammenfald mellem de folk, der i forvejen bliver ramt af kontanthjælpsloftet, og så dem, der vil blive ramt af den her nye foranstaltning.
     Det tyder i hvert fald på, synes jeg, at seriøsiteten i arbejdet ikke har været så stor, hvorimod man kan konstatere, at der er brugt meget tid på forhandlinger og skænderier mellem politikere. Men det kan de, der bliver ramt af det her, sådan set være ligeglade med.

Jeg tror, jeg må sige, at denne her sag har været undergivet en meget omhyggelig og god behandling med hensyn til indholdet og konsekvenser af det, vi arbejder med her. Og derfor er det, kan man sige, en meget god integrationsaftale, vi har lavet, som tager fat på nogle af de meget ømme tæer, vi har haft i Danmark på politikken på det her område.

     Må jeg så godt sige, at jeg synes, det er lidt mærkeligt, at hr. Per Clausen bruger det argument, at jeg tager Karen Jespersen som sandhedsvidne i denne sag. Jeg har prøvet at beskrive, hvad vores baggrund for nu at tage fat på denne integrationsaftale er, og jeg tror da, at både Karen Jespersen og jeg selv, håber jeg, bliver klogere hen ad vejen, efterhånden som man arbejder med tingene og må lave nogle af de ting om, som man har gennemført. Det synes jeg bare er et led i en normal og ordentlig sagsbehandling.
     Omvendt kunne man sige, at Enhedslisten jo altid har ...

Hermed sluttede spørgsmålet.

Jeg bliver nødt til at stoppe her, den røde lampe har lyst lidt, men jeg kan sige, at de to næste spørgsmål går på det samme emne, så ministeren får god lejlighed til at svare.
     Det her spørgsmål er afsluttet, og inden vi går til det næste spørgsmål - der er stadig væk et par og tyve tilbage - vil jeg godt sige, at det er min agt at være meget strikt med tiden over for både spørgerne og de skiftende ministre. Den eneste undtagelse, jeg vil gøre, er, at jeg selvfølgelig vil tillade, at man bruger mindre end det ene minut, man har - henholdsvis de to minutter, ministeren har - jævnfør Forretningsorden for Folketinget.
     Vi går til spørgsmål nr. 21, og det er igen til beskæftigelsesministeren, og det er fra hr. Per Clausen. Ønsker hr. Per Clausen at begrunde spørgsmålet? Ja, værsgo.