Spm. nr. S 740

14) Til indenrigs- og sundhedsministeren af:
Lise von Seelen (S):
»Hvad er ministerens kommentar til, at det af lederen i Dagens Medicin fredag den 28. oktober 2005 fremgår, at det kan koste menneskeliv, at landets sygehuslæger ikke har tilgang til de elektroniske medicinprofiler?«

Vi har jo i den sidste tid snakket landsdækkende elektroniske patientjournaler, og et modul i dem er medicinprofilerne, som der ser ud til at være de allerallerstørste vanskeligheder med at implementere, så vi kan få systemerne til at tale sammen og udveksle de informationer, der skal til for at undgå fejlmedicinering og opnå det, vi alle sammen gerne vil have, nemlig patientsikkerhed.
     I Dagens Medicin fra fredag den 28. oktober er der en leder, hvor vi kan læse, at man på grund af det vanskeligt implementerbare modul er i en situation, hvor der går menneskeliv tabt, fordi informationerne ikke udveksles godt nok, og hele systemet er meget tidrøvende. Derfor har jeg bedt om sundhedsministerens kommentar til denne del af det vanskelige forhold med elektroniske patientjournaler.

Jeg kan ikke bekræfte, at vi har de allerallerstørste problemer med at rulle den elektroniske patientjournal ud, men jeg kan bekræfte, at vi i 2003 vedtog en lovgivning, der muliggjorde, at vi fik systemet op at stå et års tid senere, altså medio 2004. Systemet har altså virket et år nu, det er rullet pænt ud i almen praksis, og det, der er udfordringen nu, er at rulle det ud i sygehusvæsenet.
     Jeg nævnte ordet balance i forbindelse med et tidligere spørgsmål, og det tror jeg også skal på bordet her. Nu refererer fru Lise von Seelen til Dagens Medicin, men jeg kunne så referere til TV 2-nyhederne, som havde et indslag for 14 dage siden, der problematiserede de sikkerhedsmæssige aspekter ved systemet: Det er meget personfølsomme oplysninger, og kan man trygt stole på, at de ikke kommer i forkerte hænder?
     Det, der er udfordringen, er altså på den ene side at sprede informationerne i de elektroniske patientjournaler og på den anden side at få det til at gå hånd i hånd med patientsikkerheden. Derfor har vi i den model, der er rullet ud - og det fremgår også klart af den lovgivning, der er vedtaget - lagt op til, at der skal iagttages de allerhøjeste sikkerhedsmæssige krav, og derfor er det baseret på den digitale signatur. Den digitale signatur skaber nogle tekniske problemer, når man som bruger skal ind på forskellige edb-maskiner, og det er nok det, der gør, at sygehuslægerne endnu ikke har taget systemet i brug i noget videre omfang.
     Jeg ved fra Amtsrådsforeningen, som jeg har konsulteret
i sagen, at man her i efteråret har testet forskellige tekniske løsninger, f.eks. etablering af centrale servere på sygehusene, sådan som man har gjort i Århus Amt. Jeg forstår, at den tekniske platform sådan set er skabt, og at Amtsrådsforeningen og amterne for tiden overvejer et centralt udbud. Derfor forudser jeg sådan set, at de tekniske problemer, der har været, fordi vi har valgt et højt sikkerhedsniveau, principielt er afklaret, og at der derfor ikke er noget til hinder for, at systemet nu kan rulles mere effektivt ud.

Skal jeg forstå ministeren sådan, at det alene er hensynet til at bevare en høj sikkerhed i forbindelse med udveksling af informationer, der begrunder, at modulet er så svært implementerbart?

Der er vel i virkeligheden to problemstillinger. Det er meget svært at komme til bunds i sagen her inden for spørgetidens rammer, men vi kan måske fortsætte dialogen bagefter.
     Den ene problemstilling handler om at fodre systemet med de rigtige informationer. Al den receptpligtige medicin, der kan købes på apotekerne, er lagt ind, og det, der nu tilbagestår, er at få den medicin, der udskrives på sygehusene, lagt ind, altså sygehusapotekets
  udskrivninger. I bekendtgørelsen, der følger op på lovgivningen, er fristen for indberetning af de informationer sat til den 1. januar 2007, og det skal ses i lyset af, at de tekniske løsninger skal være afklaret. Derfor satte vi en frist, som vi var trygge ved at alle kunne leve op til.
     De tekniske problemer, hvad angår Lægemiddelstyrelsen, altså at få informationerne ind, er afklaret, og derfor er der ikke noget til hinder for, at andre begynder at indberette. Det siger sig selv, at når det handler om at få sygehuslægerne til at bruge systemet, er det selvfølgelig helt centralt, at man får alle informationer ud, når man går ind i systemet, og det er der altså nu skabt mulighed for kan komme til at ske.
     Den anden indfaldsvinkel er det sikkerhedsmæssige aspekt. Jeg er ikke edb-ekspert, men når man vil bruge den digitale signatur fordrer det altså, at man logger ind på en bestemt edb-maskine, eller at man har e-token eller andre sikkerhedssystemer, så man kan logge ind på forskellige maskiner. Det har været en barriere på sygehusene, fordi man jo typisk som sygehuslæge ikke sidder ved den samme pc hele dagen, men bevæger sig rundt, men jeg forstår, at de tekniske løsninger nu principielt er fundet, og at man i amterne overvejer et fællesudbud for at få tingene bragt på plads. Derfor er svaret vel nærmest, at den væsentligste problemstilling er det sikkerhedsmæssige aspekt, men at det nu burde være afklaret.

Jeg opfatter det ikke sådan, at det skal være en konkurrence om tekniske detaljer og om, hvad systemet kan indeholde, for så ville jeg i hvert fald også meget hurtigt komme til kort.
     Men når jeg dykker lidt ned i teksterne, kan jeg forstå, at man har valgt en model, hvor man som læge kun kan betjene én maskine, selv om vi ved, hvordan læger arbejder i en travl hverdag. De vil fysisk ofte bevæge sig rundt mellem forskellige steder, og så virker det jo fuldstændig forældet at lave et system, hvor man ikke kan arbejde fleksibelt, uanset hvor man nu måtte befinde sig.
     Derfor vil jeg vende mit spørgsmål fra før en lille smule på hovedet og spørge: Har man valgt et nutidigt system, som gør, at vi kan opnå den effektivitetsfremme, som sundhedsministeren ønsker?

Jeg er da meget ked af, hvis fru Lise von Seelen synes, at spørgsmålet hviler på en forældet tankegang, for det udspringer sådan set af den lovgivning, som jeg erindrer, at også Socialdemokratiet støttede.
     Det handler om, hvilket sikkerhedsniveau man vil have, og i princippet var der to muligheder. Man kunne f.eks. lave et system med en form for kode, hvor man kunne logge sig på alle mulige maskiner med angivelse af f.eks. en firecifret pinkode, eller man kunne vælge et system med et højere sikkerhedsniveau. Det er det, der er beskrevet i den lovgivning, der ligger til grund, fordi der er tale om meget personfølsomme oplysninger, der hviler på den digitale signatur.
     Angående den digitale signatur er det jo fuldstændig det samme som med home banking. Man kan kun gå på sin bank fra én bestemt computer, så hvis man er ude at rejse og skal ind fra en anden computer, skal man have en sikkerhedsnøgle med. Hvis man er almindelig bankkunde, kan man ikke kobles på en hvilken som helst computer, så det er sådan set sammenligneligt.
     Det er klart, at det er en udfordring at få det til at virke i praksis. Den alment praktiserende læge vil jo typisk sidde i sit konsultationsværelse med én computer og kan derfor let komme ind i systemet, mens sygehuslægen typisk vil bevæge sig rundt på sygehuset. Derfor vil der være det praktiske problem, at sikkerhedskoderne i princippet skal være etableret på alle computere, eller at man på anden vis skal løse problemet med en central server eller e-token, eller hvad der nu findes af devices på området. Jeg er heller ikke ekspert, men jeg ved, at man har afprøvet nogle tekniske løsninger her i løbet af efteråret, og at der ikke er noget teknisk til hinder for, at systemet nu kan rulles ud.

Fru Lise von Seelen for et sidste spørgsmål.

Jeg bliver ved teknikken, for jeg synes, at det, der må være pointen ved at indføre elektronikken, vel er at effektivisere sygehusvæsenet, så vi kan frigive nogle flere ressourcer til at behandle nogle flere mennesker.

     Derfor synes jeg, det er trist, at det skal tage så lang tid at implementere de her ting, så vi ikke opnår den gevinst at få behandlet nogle flere mennesker for de samme ressourcer. Det ved jeg jo at sundhedsministeren går meget op
i. Vi hører fra fagfolk, at i den mellemliggende periode går der menneskeliv til, fordi vi ikke implementerer det, og det synes jeg jo er helt forfærdeligt.

Med al respekt synes jeg, at fru Lise von Seelen behandler det her med en helt urimelig lethed i forhold til det engagement og politiske ansvar, Socialdemokratiet selv har haft for de løsninger, vi har valgt.
     Det her system hviler på en lovgivning, der er vedtaget af Folketinget, hvor vi afvejede to hensyn mod hinanden, nemlig adgang til de her informationer, let adgang for den enkelte læge til at kunne se den samlede medicinprofil. Det var det ene hensyn. Det andet hensyn var respekten for de meget personlige oplysninger, det er, at man kan se folks samlede medicinprofil. Der valgte vi i den lovgivning at lægge til grund, at det her system skulle udvikles på basis af den digitale signatur.
     Vi kunne jo også have valgt noget andet. Vi kunne have valgt at sige: Nå ja, man skal bare have et password, og det er i øvrigt det samme for alle danske læger, så kan man komme ind på systemet, og så var det hurtigere rullet ud. Men så ville fru Lise von Seelen ikke tage mig i salen med henvisning til lederen i Dagens Medicin, men med henvisning til et indslag i TV 2 Nyhederne for 14 dage siden, der handlede om, at det var alt for uhåndterbart, at en hvilken som helst læge kunne få adgang til de her informationer.
     Vi skal afbalancere de her to synspunkter, det skaber et teknisk problem, det er afklaret, og det her system kan nu rulles ud.

Hermed sluttede spørgsmålet.