Dato:            11. maj 2006

Kontor:         Kommunaladm. kt.

J.nr.:             2006-2400-164

Sagsbeh.:   MWP

 


Besvarelse af spørgsmål nr. S 2902, som Rasmus Prehn (S) har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 28. februar 2006

 

Spørgsmål 2902:

"Finder ministeren det rimeligt, at Rigshospitalets Kollegium i modsætning til Københavns øvrige kollegier betaler fuld ejendomsskat?"

 

Svar:

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet, indhentet følgende udtalelse fra Københavns Kommune:

 

”I skrivelser af 11. juni 2002 og 13. maj 2003 har Plan & Arkitektur meddelt Dansk Almennyttigt Boligselskab (DAB), der er administrator for Rigshospitalets Kollegium, at da kollegiet er beliggende på lejet grund og således ikke står som ejer af den grund, hvorpå kollegiet er beliggende, har forvaltningen ikke fundet, at der kunne ydes tilskud til betaling af grundskyld i henhold til § 12 i bekendtgørelse nr. 480 af 16. august 1982 af lov om midlertidig offentlig støtte til almennyttigt boligbyggeri og statsstøttede kollegier (nu almenboliglovens § 101).

 

Efter fornyede overvejelser og kontakt til socialministeriet er Plan & Arkitektur af den opfattelse, at det afgørende for, hvorvidt der kan ydes tilskud til grundskyld, er, om kollegiet er forpligtet til og rent faktisk betaler grundskyld.

 

På baggrund heraf har Plan & Arkitektur afholdt møde med DAB den 27. april 2006. På mødet fremviste DAB kopi af de vedrørende Den selvejende institution Rigshospitalets Kollegium modtagne opkrævninger af ejendomsskat m.v. Det er i øvrigt oplyst, at det grundareal, hvorpå kollegiet er beliggende, er blevet særskilt udmatrikuleret.

 

Ejendomsskatteopkrævningen for 2006 er tilsendt direkte Den selvejende institution Rigshospitalets Kollegium v/DAB.

 

På grundlag heraf vil Plan & Arkitektur nu foranledige, at der vil blive ydet kollegiet tilskud til dækning af grundskylden for 2006, ligesom kollegiet fremover vil indgå i kommunens dækning af grundskyld i lighed med kommunens andre kollegier/ungdomsboliger.”