J.nr.  3034-0273

 

Den 5. april 2006

 

 

 

 

 

Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. S 3576 stillet af folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S)

 

 

Spørgsmål 3576

Vil ministeren kommentere artiklen "EU-regler kan koste lokale job" i Nordjyske Stiftstidende 27. marts 2006.

 

Svar

Artiklen indeholder nogle misforståelser, som jeg med dette svar vil forsøge at rede ud.

 

WEEE-system er ikke dannet af producenterne for at håndtere elektronikaffald. Folketinget har med lovændring til Miljøbeskyttelsesloven vedtaget hjemmel til oprettelse af WEEE-system. WEEE-systems opgave er at varetage de administrative opgaver i forbindelse med producentansvaret, som er trådt i kraft den 1. april 2006. Jeg har som miljøminister udpeget bestyrelsen for WEEE-system.

 

Kommunernes opgaver med hensyn til indsamling af elektronikaffald fra husholdninger er uændret i forhold til den hidtidige elektronikaffaldsbekendtgørelse. Ansvaret for håndteringen af affaldet, når det er samlet ind, er den 1. april overgået fra kommunerne til producenterne. WEEE-systems opgave har i denne sammenhæng været at fordele elektronikaffaldet fra de ca. 400 kommunale indsamlingssteder mellem producenterne hhv. deres kollektive ordninger, som bliver ansvarlige for at afhente affaldet og transportere det til særskilt håndtering.

 

Elektronikaffald indsamlet i kommunerne må hverken nu eller i fremtiden sendes til Ghana. Producenterne har fremover, ligesom kommunerne har haft indtil nu, pligt til at sørge for, at elektronikaffaldet bliver håndteret miljømæssigt korrekt. Langt de fleste producenter har slået sig sammen i nogle kollektive ordninger for at løfte denne opgave.

 

Med lovændringen og udmøntningen i den nye elskrotbekendtgørelse er der regler, der sikrer, at kommunale anlæg må fortsætte med at håndtere elektronikaffald på lige fod med andre affaldshåndteringsvirksomheder. Hvis de vil fortsætte efter 31. december 2006 skal kommunalbestyrelsen dog sikre, at behandlingsanlægget udskilles til et selvstændigt aktie- eller anpartsselskab. Dette krav er stillet af hensyn til de konkurrenceretlige regler.  

 

Fremover kan AVV (Affaldsselskabet Vendsyssel Vest) håndtere elektronikaffald i konkurrence med andre virksomheder.

 

Når virksomheder skal af med deres elektronikaffald, skal de ikke længere henvende sig til kommunen. Virksomheden skal enten selv sørge for at komme af med elektronikaffaldet, eller de kan aflevere det til de virksomheder, der leverer nyt udstyr til dem. Alle producenter eller importører, der er ansvarlige for at håndtere elektronikaffaldet i henhold til producentansvaret, har også mulighed for at indgå kontrakt med AVV om aflevering og håndtering af affaldet.

 

WEEE-system sørger for, at der bliver en liste over miljøgodkendte virksomheder, hvor elektronikaffaldet kan afleveres. WEEE-system har skrevet til AVV og orienteret dem om, at de kan komme på denne liste.