Undervisningsminister Bertel Haarders skriftlige svar til medlem af Folketinget Martin Henriksen på spørgsmål af 11. maj 2006 (nr. S 4802)

 

”Vil ministeren kommentere artiklen ”Minister stopper hjælp til læsesvage” og samtidig redegøre for ministeriets beslutning, og vil ministeren redegøre for den økonomiske del af beslutningen samt redegøre for, hvilken test der skal afgøre, hvorvidt man har krav på hjælp i uddannelsesmæssig sammenhæng?”

 

 

Svar:

For så vidt angår kommentarer til den nævnte artikel og praksis for tildeling af støtte til ordblinde og elever med læse- og skrivevanskeligheder på erhvervsuddannelserne henvises til mit svar på spm. S 4796.

 

Som det fremgår af svaret, har Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte truffet beslutning om introduktionen af screeningsprogrammet ud fra faglige hensyn. Bortset fra beskedne engangsinvesteringer forventes indførelsen af screeningsprogrammet at være udgiftsneutral.

 

Screeningsprogrammet, som styrelsen i en let tilpasset form vil benytte på erhvervsuddannelserne fra den 1. august 2006, indeholder de samme elementer, som undervisningsministeriet forventer at anvende ved visitation af ordblinde til bl.a. forberedende voksenundervisning (FVU).

 

Det IT-baserede program er udviklet i samarbejde med UNI*C og Dansk Videncenter for Ordblindhed, som er garant for den faglige validitet af de test, der anvendes.

 

 


Bertel Haarder