Dato:            24. august 2006

Kontor:         Sundhedspolitisk kt.

J.nr.              2006-12105-99

Sagsbeh.:   tfp

Fil-navn:       Dokument 2

 


 

 

Besvarelse af spørgsmål nr. S 6108, som medlem af Folketinget Birthe Skaarup (DF) har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 14. juli 2006

 

Spørgsmål S 6108:

"Vil ministeren oplyse, om det kan have sin rigtighed, at der ikke i forbindelse med Kastrup Lufthavn, som er en stor international lufthavn med mange rejsende og mange medarbejdere, findes et lægeligt beredskab, der kan tage sig af akut opståede alvorlige sygdomme – såsom hjertetilfælde?"

 

Svar:

Som nævnt i min foreløbige besvarelse af spørgsmålet den 19. juli 2006 har jeg har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Københavns Amt.

 

Amtet er ansvarlig for det generelle sundhedsberedskab i Københavns Lufthavn i Kastrup. Det er amtets opfattelse, at der i lufthavnen findes et godt og tilstrækkeligt sundhedsmæssigt beredskab, som fuldt ud opfylder standarden for moderne præhospital behandling af hjertepatienter. Det er ifølge amtet ikke rigtigt, som anført i begrundelsen for spørgsmålet, at ambulancerne i lufthavnen er bemandet med ”samaritter”, som hverken har det nødvendige udstyr eller den tilstrækkelige uddannelse, og at de ”rigtige” ambulancer ikke fuldt ud tilstrækkeligt kan varetage den nødvendige behandling af patienter med hjertestop.

 

Amtet henviser til, at dets sundhedsberedskab består af sygehusenes akutbetjening og det præhospitale beredskab i form af ambulancetjenesten, som udover de almindelige ambulancer også omfatter en lægebil, der kan udsendes til ulykker. Lægebilen bemandes fleksibelt med læger og sygeplejersker i forhold til behovet. Ifølge amtet anvendes lægebilen ikke som ”hjerteambulance”, idet de almindelige ambulancer i kraft af udstyr og reddernes uddannelse er rustet til at varetage akut behandling af hjertepatienter.

 

De almindelige ambulancer er alle bemandet med to reddere, hvoraf minimum én har gennemgået uddannelsen som ambulancebehandler. Alle ambulancer er udstyret med hjertestartere med såkaldt telemetri og andet livreddende udstyr. Udstyret anvendes bl.a. til at etablere direkte kontakt mellem ambulancerne og kardiologisk afdeling ved Amtssygehuset i Gentofte med henblik på at vurdere, om patienten skal køres direkte til Gentofte for at få foretaget en akut ballonbehandling.

 

Ambulancerne i Københavns Amt betjener også Københavns Lufthavn i kraft af lufthavnens beliggenhed i amtet.

 

Københavns Lufthavn har endvidere sit eget interne beredskab, som supplerer amtets generelle sundhedsberedskab. Københavns Luftehavne A/S har i en udtalelse til Indenrigs- og Sundhedsministeriet redegjort herfor. Det fremgår bl.a. heraf, at man siden 2003 har styrket det beredskab, der skal sikre livreddende førstehjælp for de passagerer eller ansatte, der har behov for det, herunder i forbindelse med hjertetilfælde.

 

Københavns Amt finder sammenfattende, at der i Københavns Lufthavn i Kastrup findes et sundhedsmæssigt beredskab, som giver mulighed for den nødvendige hurtige assistance til alle former for akut sygdom, inkl. hjertesygdomme.

 

Jeg skal henholde mig til amtets oplysninger.