Endelig besvarelse af spørgsmål nr. S 6206 fra medlem af Folketinget Morten Messerschmidt (DF).

 

Spørgsmål:

 

”Hvad vil ministeren gøre for at sikre, at de alt for lange ventetider i retssystemet - jf. begrundelsen - forkortes?”

 

Svar:

 

I begrundelsen for spørgsmålet er der henvist til Århus Stiftstidendes omtale fra den 14. juli 2006 af en voldtægt, der blev begået i Århus den 3. september 2005, men hvor Statsadvokaten i Viborg først rejste tiltale i sagen den 13. juli 2006.

 

Jeg har derfor til brug for besvarelsen indhentet en udtalelse fra Statsadvokaten i Viborg, der har oplyst følgende:

 

”Jeg har den 13. juli 2006 rejst tiltale ved nævningeting for bl.a. voldtægt og forsøg på manddrab i den sag, der har givet anledning til spørgsmålene. Sagen er berammet til den 20. - 22. november 2006 i Vestre Landsret.

 

Tidslinie:

 

3. september 2005 Gerningstidspunkt

4. september 2005 Varetægtsfængsling

8. september 2005 Kendelse om mentalundersøgelse

 

6. oktober 2005                                                Politimesteren i Århus sendte sagen til Psykiatrisk Hospital med anmodning om mentalundersøgelse

 

21. oktober 2005                        Psykiatrisk Hospital meddelte Politimesteren i Århus,

at mentalundersøgelsen forventes færdig medio januar 2006.

 

25. oktober 2005                                              Politimesteren i Århus forelagde sagen for Statsadvokaten i Viborg med indstilling om, at der rejses tiltale ved nævningeting. Mentalundersøgelsen forelå endnu ikke.

 

14./21. november 2006               Politimesteren i Århus fremsendte yderligere efterforskningsmateriale til Statsadvokaten i Viborg.

 

30. marts 2006                                                  Mentalundersøgelsen – dateret den 13. marts 2006 – blev modtaget ved Politimesteren i Århus. Mentalundersøgelsen blev sendt til Statsadvokaten i Viborg, hvor den blev modtaget den 3. april 2006.

 

21. april 2006:                                                   Statsadvokaten sendte sagen til Psykiatrisk Hospital med anmodning om en udtalelse vedrørende spørgsmålet om forvaring, jf. straffelovens § 70.

 

8. maj 2006                                                      Statsadvokaten modtog udtalelsen – dateret den 2. maj 2006 - fra Psykiatrisk Hospital.

 

9. maj 2006                                                      Statsadvokaten sendte sagen til Retslægerådet med anmodning om en udtalelse.

 

23. juni 2006                               Statsadvokaten modtog sagen fra Retslægerådet

 

13. juli  2006                               Anklageskrift

 

 

Siden februar 2006 har såvel Politimesteren i Århus og jeg gentagne gange pr. telefon rykket Psykiatrisk Hospital for mentalundersøgelsen.

 

Sagen var færdigefterforsket i slutningen af november 2005. Den efterfølgende sagsbehandlingstid er blevet anvendt på mentalundersøgelse og forelæggelse for Retslægerådet.

 

I sager vedrørende drab og voldtægt foretages stort set uden undtagelse en mentalundersøgelse.

 

Mentalundersøgelsen og Retslægerådets udtalelse – herunder spørgsmålet om, hvorvidt den tiltalte skal idømmes forvaring – har afgørende betydning for, hvilken påstand, der skal nedlægges under straffesagen, og om straffesagen skal behandles af byretten eller af landsretten i første instans.

 

På baggrund af den foreliggende sag har jeg henledt Politimesteren i Århus’ opmærksomhed på, at det ved fremsendelse af anmodninger om mentalundersøgelser til Psykiatrisk Hospital nøje bør overvejes, om der er anledning til at anmode om, at der ved mentalundersøgelsen tillige tages stilling til et evt. behov for at idømme forvaring.

 

Jeg har tillige anmodet politimesteren om – og tilsvarende foreskrevet her ved embedet – at Psykiatrisk Hospital i fremtiden som udgangspunkt skal rykkes skriftligt for mentalundersøgelsen og evt. anmodes om en nærmere begrundelse for undersøgelsens varighed, således som det er foreskrevet i aftale af 26. januar 2001 mellem Justitsministeriet og Fyns amt, Nordjyllands Amt, og Århus Amt om ambulante mentalundersøgelser.”

 

Jeg kan i øvrigt oplyse, at Rigsadvokaten den 29. juni 2005 – i forlængelse af Folketingets vedtagelse af 4. juni 2004 af forslag til folketingsbeslutning nr. B 82 om forbedring af voldtægtsofres retsstilling før og under retssagen – bl.a. fastsatte målsætninger for politiets og anklagemyndighedens sagsbehandlingstid i voldtægtssager.

 

Efter disse målsætninger må det samlede tidsforbrug fra sigtelsen til sagens indbringelse for retten ikke overstige 4 måneder i de tilfælde, hvor der gennemføres mentalundersøgelse af sigtede og eventuelt tillige sker forelæggelse for Retslægerådet.

 

Jeg har noteret mig, at den konkrete sag har givet Statsadvokaten anledning til en opstramning af anklagemyndighedens procedure i forbindelse med gennemførelse af mentalundersøgelse.