Bilag til forsvarsministerens

skrivelse af 5. september 2006

(S 6752)

 

 

 

Spørgsmål S 6752:

"Vil ministeren kommentere artiklen i Jyllands-Posten den 25. august 2006 omkring omstændighederne i forbindelse med Arne Zieglers tragiske dødsfald under tjeneste ved de danske styrker i Irak og orientere om, hvad der skete i hvilken rækkefølge, og hvor bl.a. Arne Zieglers niece, Lene Vestergaard, fremsætter kritik af hele sagshåndteringen herunder spørgsmålet omkring manglende obduktion?"

 

Svar:

Arne Zieglers dødsfald blev samme dag anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen. Dødsfald der sker på en arbejdsplads skal - uanset årsag - inden for 48 timer anmeldes pr. telefon til Arbejdsskadestyrelsen. Obduktion kan foretages, såfremt der er tvivl om dødsårsagen. Obduktion kan i arbejdsskadesager forlanges af Arbejdsskadestyrelsen og ved dødsfald i forsvaret af Forsvarets Auditørkorps. Forsvarskommandoen har oplyst, at der ikke forelå mistanke om anden årsag end den på dødsattesten angivne, hvorfor obduktion ikke blev begæret. Dødsårsagen blev stadfæstet af ligsyn, hvorfor Forsvarets Auditørkorps ikke fandt anledning til at begære obduktion.

 

Med hensyn til hændelsesforløbet fremgår det af den udfærdigede militærpolitirapport, at Arne Ziegler angiveligt havde holdt pause under en løbetur samme dag og havde set utilpas ud. På en sygeplejerskes forespørgsel havde Arne Ziegler udtrykt, at han var okay. Samme sygeplejerske så senere Arne Ziegler, som da så frisk ud.

 

Det fremgår ikke af militærpolitirapporten, at en sygeplejerske skulle have tilset Arne Ziegler kl. 13.10. Derimod konstaterede et andet vidne lidt over kl. 13.00, at Arne Ziegler sov, og da han havde pause, ville vidnet ikke forstyrre. Jyllands-Postens oplysninger om, at Arne Ziegler blev tilset af en sygeplejerske kl. 13.10, ses således ikke at være korrekte.

 

Endvidere fremgår det bl.a. af militærpolitirapporten, at da Arne Ziegler efter pausen ikke mødte kl. 14.30, gik et vidne over på Arne Ziegler værelse og fandt ham livløs på sengen. Vidnet påbegyndte straks hjertemassage og kunstigt åndedræt, men uden held. Vidnet hentede naboen til hjælp og fortsatte selv hjertemassagen, mens naboen gav kunstigt åndedræt. En person mere, der var kommet til, løb efter hjælp. Herefter kom en sygeplejerske og lidt efter yderligere en sygeplejerske samt en læge. Lægen havde en defibrillator med, der blev forsøgt benyttet, men uden held. Kl. 15.38 blev Arne Ziegler erklæret død.

 

Forsvarets Auditørkorps har oplyst, at man ikke finder grundlag for at kritisere indsatsen beskrevet i militærpolitirapporten i forbindelse med Arne Zieglers død.