Folketingets Socialudvalg

Christiansborg

1240 København k

 

Dato        13.  august 2007

J. nr.           004-u16-2

Deres ref.

  

 

I brev af 5. juli 2007 stiller Socialudvalget mig følgende spørgsmål nr. 20 vedrørende B 130: Forslag til folketingsbeslutning om en handlingsplan for blindes og svagsynedes deltagelse i alle samfundsforhold, som jeg herved skal besvare:

 

Spørgsmål 20:

 

Ministeren bedes redegøre for, hvordan den økonomiske kompensation for seende ledsagelse på indenrigsfly har udviklet sig over de sidste 5 år, sammenlignet med de andre nordiske lande.

 

Svar:

 

Transport- og Energiministeriet yder ikke økonomisk kompensation til seende ledsagelse af blinde/svagtseende på indenrigsfly.

 

Derimod kan blinde/svagtseende hos de fleste luftfartsselskaber, på baggrund af aftaler mellem Dansk Blindesamfund og luftfartsselskaberne, under nærmere bestemte vilkår medtage en ledsager til reduceret pris på flyrejser i Danmark samt til Grønland og Færøerne.

 

Dansk Blindesamfund har oplyst, at der i 2006 blev udstedt ca. 140 rekvisitioner i forbindelse med denne ordning.

 

Da aftalerne om særlige vilkår for ledsagere til blinde/svagtseende er indgået mellem Dansk Blindesamfund og luftfartsselskaberne har Transport- og Energiministeriet i sagens natur ikke indblik i deres indhold. Dansk Blindesamfund har overfor Transport- og Energiministeriet tilkendegivet, at de mener, at vilkårene for billetter til seende ledsagere til blinde/svagtseende på indenrigsruter i Danmark i de senere år er blevet forringet.

 

Cimber Air har oplyst, at der på de fleste af deres indenrigsruter findes en prisklasse for seende ledsagere af blinde/svagtseende, således at ledsageren betaler en pris svarende til en børnebillet. Desuden har Cimber Air oplyst at ordningen benyttes i meget begrænset, og faldende omfang.

 

SAS har oplyst, at der på billetter til seende der ledsager blinde/svagtseende på indenrigsruter i Danmark ydes:

 

 

SAS har ligeledes oplyst, at der på svenske indenrigsruter kun gives 50 pct. rabat på den dyreste booking-klasse, og at der på norske indenrigsruter ikke gives rabatter til seende ledsagere til blinde.

 

SAS og Cimber har desuden oplyst, at der ikke opkræves betaling for at medbringe en førerhund i kabinen.

 

Synskadades Riksförbund i Sverige har adspurgt om forholdene for seende ledsagere til blinde/svagtseende på indenrigsflyvninger i Sverige henvist til SAS.

 

Norges Blindeforbund har oplyst, at der indtil for få år siden var en ordning hvor seende ledsagere til blinde/svagtseende fik særlige vilkår (halv pris) på indenrigsflyvninger. Ifølge Norges Blindeforbund gives der i dag ikke særlige vilkår til seende ledsagere til blinde/svagtseende på indenrigsflyvninger i Norge.

 

Det bemærkes, at der i EU er vedtaget forordning nr. 1107/2006 af 5. juli 2006 om handicappede og bevægelseshæmmede personers rettigheder, når de rejser med fly. Forordningen fastsætter regler for beskyttelse af og bistand til handicappede og bevægelseshæmmede, når de rejser med fly, både for at beskytte dem mod forskelsbehandling, og for at sikre, at de får den fornødne bistand i lufthavnen og flyet. Bestemmelserne vedr. ret til nærmere specificeret bistand finder anvendelse fra 26. juli 2008. Retten til bistand omfatter bl.a. at en eventuel ledsager skal sikres adgang til at yde den fornødne bistand i lufthavnen og ved ombordstigning mv. samt så vidt mulig skal sikres siddeplads i flyet ved siden af den handicappede.

 

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen