Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240 København K

Dato             15. januar 2007

J. nr.           553-1

Deres ref.

  

 

Status for arbejdsgruppen vedr. DSB’s sociale rabatter

Som jeg tidligere har oplyst, har jeg nedsat en tværministeriel arbejdsgruppe, der har til formål at analysere en række forhold vedrørende DSB’s sociale rabatter. Jeg forventer, at arbejdsgruppen afleverer sin rapport til mig i februar 2007.

DSB yder forskellige rabatter til pensionister, unge, førtidspensionister samt handicappede, og som kompensation for denne ydelse modtager DSB og Arriva et årligt bloktilskud på ca. 100 mio. kr. Arbejdsgruppen blev nedsat for at analysere forskellige problemstillinger vedr. bloktilskuddet. Det drejer sig bl.a. om en række administrative omlægninger af ordningen, kommunalreformens effekter på de sociale rabatter samt hensigtsmæssigheden af ordningernes sociale profil, herunder adgangen til rabatordning for unge og studerende.

De administrative omlægninger går i væsentlighed ud på, at administrationen af bloktilskuddet overføres fra Socialministeriet til Transport- og Energiministeriet. Arbejdet med at overflytte administrationen af bloktilskuddet er i fuld gang.

Som tidligere nævnt ser arbejdsgruppen også på rabatordningernes sociale profil, herunder adgangen til DSB’s Wildcard-ordning. Arbejdsgruppen analyserer forskellige modeller for, hvordan man kan omlægge ordningen, således adgangen gives til studerende, uanset de studerendes alder. Under forudsætning af, at udgiften til ordningen ikke stiger, ser jeg positivt på, at ordningen i fremtiden omlægges til kun at gælde studerende. Der er dog en række spørgsmål, som i den forbindelse skal belyses. Det drejer sig bl.a. om at lave en fornuftig afgrænsning af gruppen af studerende, hvordan ordningen skal administreres samt afgrænsning af de rejser, hvorpå man kan opnå rabatten. Også på dette område ser jeg frem til arbejdsgruppens overvejelser.

 

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen