Folketingets Socialudvalg

Christiansborg

1240 København k

 

Dato         13.   august 2007

J. nr.           004-u16-2

Deres ref.

  

 

I brev af 5. juli 2007 stiller Socialudvalget mig følgende spørgsmål nr. 33 vedrørende B 130: Forslag til folketingsbeslutning om en handlingsplan for blindes og svagsynedes deltagelse i alle samfundsforhold, som jeg herved skal besvare:

 

Spørgsmål 33:

 

Ministeren bedes redegøre for, hvordan telebusordninger fungerer i tyndt befolkede områder.

 

Svar:

 

Telebusser er behovsreguleret personbefordring efter princippet om, at bussen kun kører, når der er behov for den pågældende kørsel. Telebuskørsel sker således efter forudgående bestilling. Telebus anvendes typisk som et tilbud til borgere i landområder, hvor der ikke er passagergrundlag for traditionel rutedrift.

Telebusdrift kan ske på faste ruter, hvor af- og påstigning sker ved stoppesteder langs ruten eller som fleksibel dør-til-dør-betjening, hvor alle adresser i et nærmere defineret geografisk område i princippet betjenes efter aftale ved bestillingen af telebusturen.

De to nævnte betjeningsformer kan kombineres. Således kan det være hensigtsmæssigt at lade en telebusrute, der både betjener et landområde og et byområde, køre på en fast rute i byen og med dør-til-dør-betjening uden for byen.

Telebusordninger med dør-til-dør-betjening anvendes ofte i tilfælde, hvor almindelig kollektiv trafikbetjening er kombineret med forskellige former for visiteret kørsel, der f.eks. kan indbefatte kørsel med handicappede. Telebuskørsel udføres i disse tilfælde ofte med mindre busser, der også er indrettet med lift til kørsel med kørestolsbrugere.

For at give en ensartet og god service er der normalt udarbejdet retningslinier for ordningerne, som f.eks. frister for bestilling og betjening af større grupper.

Derudover lægger trafikselskaberne vægt på, at ordningen varetages af chauffører, der kan yde en ekstra service, udvise konduite og samtidig have en god fornemmelse for kørslens planlægning og afvikling.

 

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen