Folketingets Socialudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

 

Socialudvalget har i brev af 5. juli 2007 stillet følgende spørgsmål nr. 41 (B 130), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra René Skau Björnsson.

 

 

Spørgsmål nr. 41:

”Ministeren bedes redegøre for blinde og svagsynedes muligheder for at få kompenserende støtte i form af hjælpemidler og særligt tilrettelagte materialer til efter- og videreuddannelse i forbindelse med fastholdelse af job og til opkvalificering fra arbejdsløshed til job.”

 

 

Endeligt svar:

Jeg kan oplyse, at der er følgende muligheder for at få kompenserende støtte i form af hjælpemidler m.v. efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats:

 

Efter § 74 i loven kan der ydes hjælp til arbejdsredskaber og mindre pladsindretninger, når hjælpen har afgørende betydning for, at den pågældende kan fastholde eller opnå ansættelse i fleksjob. Kommunen giver hjælp uden hensyn til ansøgerens eller ægtefællens indtægts- og formueforhold.  

 

Efter § 76 i loven kan der i forbindelse med lediges deltagelse i tilbud efter kapitel 10 (Vejledning og opkvalificering), kapitel 11 (Virksomhedspraktik) og kapitel 12 (Ansættelse med løntilskud) ydes tilskud til hjælpemidler med henblik på at understøtte, at personen kan få og deltage i tilbuddet.

 

Tilskud til hjælpemidler kan gives som tilskud til undervisningsmateriale, arbejdsredskaber og mindre arbejdspladsindretninger. Til personer, der er under revalidering kan tilskud til hjælpemidler tillige gives som tilskud til personlig assistance.

 

Det er en betingelse for at give tilskud til hjælpemidler, at udgiften ligger ud over, hvad arbejdsgiveren henholdsvis uddannelsesinstitutionen forudsættes at afholde, og at hjælpemidlerne ikke er sædvanligt forekommende på arbejdspladsen henholdsvis uddannelsesinstitutionen. Det er en betingelse for at yde tilskud til undervisningsmateriale, at materialet er en nødvendig følge af et tilbud om vejledning og opkvalificering eller af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

 

Efter § 100 i loven kan der, med henblik på at fremme, at personer opnår eller fastholder ansættelse uden løntilskud, eller at personer kan drive selvstændig virksomhed, ydes tilskud til hjælpemidler i form af arbejdsredskaber og mindre arbejdspladsindretninger.

 

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

 

Claus Hjort Frederiksen