PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Retsudvalget 2005-06
KOM (2006) 0174 Bilag 3
Offentligt

Justitsministeriet

Civil- og Politiafdelingen

Kontor:

Sagsnr.:

Dok.:

Det Internationale Kontor

2006-305-0309

CHA40702

GRUNDNOTAT

vedrørende Kommissionens grønbog om uskyldsformodningen (KOM(2006)174 endelig)

Resumé

Kommissionen har fremlagt en grønbog om uskyldsformodningen (dvs. princippet om, at man er

uskyldig indtil andet er bevist). Grønbogen indeholder en række spørgsmål (i alt 9) og overvejel-

ser, der skal gøre det muligt for Kommissionen – på baggrund af de reaktioner og kommentarer,

som modtages vedrørende grønbogen – at fremkomme med en udtalelse om, hvorledes uskylds-

formodningen opfattes i medlemslandene i EU, og hvilke rettigheder der kan udledes heraf. Hvis

høringen viser, at der er behov for det, vil Kommissionen overveje at inkludere disse rettigheder

i et forslag til en rammeafgørelse om retssikkerhedsgarantier i forbindelse med indsamling og

håndtering af bevismateriale. Grønbogen rejser ikke i sig selv spørgsmål i forhold til nærheds-

princippet, og den vil i sig selv ikke have lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Hvis der efterfølgende som led i opfølgningen på grønbogen bliver fremsat forslag til nye EU-

retsakter, vil disse retsakter kunne medføre statsfinansielle og lovgivningsmæssige konsekvenser,

som det på nuværende tidspunkt er vanskeligt at angive nærmere. Eventuelle forslag til nye EU-

retsakter på området vil også skulle overvejes i forhold til nærhedsprincippet. Der ses ikke at

foreligge offentlige tilkendegivelser om andre medlemsstaters holdninger til grønbogen. Fra

dansk side finder man på nuværende tidspunkt – hvor den igangsatte høring ikke er endelig af-

sluttet – ikke at burde tage stilling til de væsentlige spørgsmål, som grønbogen giver anledning

til.

1. Baggrund

Slotsholmsgade 10

DK 1216 København K

Telefon: + 45 33 92 33 40

Telefax: + 45 33 93 35 10

E-post: [email protected]

Internet: http://www.jm.dk

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Med henvisning til, at EU har sat som mål at sikre borgerne et højt tryghedsniveau i et område

med frihed, sikkerhed og retfærdighed (artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union) har

Kommissionen den 26. april 2006 fremlagt en grønbog om uskyldsformodningen. Grønbogen er

modtaget i dansk sprogversion i Rådet den 17. maj 2006.

Formålet med grønbogen er at iværksætte en omfattende høring af interesserede parter om

spørgsmål i relation til uskyldsformodningen, herunder bl.a. for at undersøge, om uskyldsfor-

modningen opfattes på samme måde i hele EU, og hvilke rettigheder der kan udledes heraf, om

grænseoverskridende tilfælde udgør et særligt problem på dette område, og om en eventuel EU-

lovgivning vil kunne styrke den gensidige tillid.

Grønbogen indeholder i den forbindelse en række spørgsmål (i alt 9) og overvejelser, der skal

gøre det muligt for Kommissionen – på baggrund af de reaktioner og kommentarer, som modta-

ges vedrørende grønbogen – at fremkomme med en udtalelse om, hvorledes uskyldsformodnin-

gen opfattes i medlemslandene i EU, om grænseoverskridende tilfælde udgør et særligt problem

på dette område, samt om hvorvidt EU-lovgivning vil kunne styrke den gensidige tillid. Hvis

høringen viser, at der er behov for det, vil Kommissionen overveje at inkludere disse rettigheder

i et forslag til en rammeafgørelse om retssikkerhedsgarantier i forbindelse med indsamling og

håndtering af bevismateriale.

2. Grønbogens indhold

Grønbogen er delt op i to afsnit. Det første afsnit ”Hvorfor beskæftiger EU sig med uskyldsfor-

modningen?” indeholder bl.a. en beskrivelse af baggrunden for og retsgrundlaget for grønbogen.

I det andet afsnit ”Hvad er uskyldsformodningen?” gennemgår Kommissionen indholdet af arti-

kel 6, stk. 2, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention samt den retspraksis fra Menne-

skerettighedsdomstolen, som vedrører uskyldsformodningen.

Kommissionen gennemgår i den forbindelse en række af de faktorer, som udgør eller har tilknyt-

ning til ”uskyldsformodningen”, herunder bl.a. muligheden for varetægtsfængsling, bevisbyrden,

retten til ikke at afgive belastende vidneudsagn mod én selv, retten til ikke at udtale sig, retten til

ikke at fremlægge belastende beviser, udeblivelsessager, terrorisme samt uskyldsformodningens

ophør.

I det følgende redegøres der nærmere for indholdet af de to afsnit.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

2.1. Grønbogens første afsnit – Hvorfor beskæftiger EU sig med uskyldsformodningen?

Kommissionen redegør i grønbogens afsnit 1 (side 3-5) for baggrunden for og formålet med

fremlæggelsen af en grønbog om uskyldsformodningen.

Kommissionen anfører bl.a., at EU på det Det Europæiske Råds møde i Tammerfors i 1999 fast-

lagde sine prioriteter på det retslige område for de følgende fem år. Det var i den forbindelse af

afgørende betydning, at gensidig anerkendelse blev ”hjørnestenen” i dette område og den vigtig-

ste for det retligt samarbejde. Gensidig anerkendelse af retsafgørelser og domme involverer straf-

feretlige systemer på alle niveauer, og det kan efter Kommissionens opfattelse kun fungere ef-

fektivt, hvis der er tillid til andre retssystemer, og hvis den enkelte person, der bliver berørt af en

udenlandsk retsafgørelse eller dom, føler sig sikker på, at den er truffet på et retmæssigt grund-

lag.

Et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed betyder efter Kommissionens opfattelse, at

EU-borgere bør kunne forvente en retssikkerhedsgaranti af samme standard i hele EU. Kommis-

sionen anfører bl.a., at der i programmet for foranstaltninger med henblik på gennemførelse af

princippet om gensidig anerkendelse fra 2001 blev udpeget områder, hvor EU-lovgivning om

gennemførelse af gensidig anerkendelse var ønskelig. Heraf fremgår det, at gensidig anerkendel-

se ikke kun skal gøre det muligt at styrke samarbejdet mellem medlemsstaterne, men også be-

skyttelsen af personers rettigheder.

Kommissionen anfører videre, at Kommissionen gennem en række høringer har identificeret

rettigheder, hvor en øget synlighed ville kunne styrke den gensidige tillid mellem medlemssta-

terne. Således blev der i 2003 vedtaget en grønbog om retssikkerhedsgarantier (KOM(2003) 74),

efterfulgt af et forslag til rammeafgørelse i 2004 (KOM(2004) 328), og det er hensigten, at rets-

sikkerhedsgarantier i forbindelse med indsamling og håndtering af bevismateriale – et emne som

ikke er behandlet i de nævnte tekster – skal undersøges i en kommende høring.

Som et supplement til rammeafgørelsen om den europæiske bevissikringskendelse – som der

blev opnået politisk enighed om på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 1.-2. juni 2006

– har Kommissionen således planer om yderligere en grønbog senere i 2006, der særligt vil foku-

sere på indsamling/håndtering af bevismateriale og kriterier for bevismaterialets lovlighed med

henblik på at opnå en viden om, hvorvidt retssikkerhedsgarantier i forbindelse med indsamling

og håndtering af bevismateriale er af afgørende betydning for gensidig tillid, når det gælder ud-

veksling af bevismateriale på tværs af grænserne.

I relation til retsgrundlaget anfører Kommissionen, at EU’s beføjelser på det strafferetlige områ-

de er hjemlet i artikel 29 og 31 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), hvoraf det bl.a. af

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

artikel 31, stk. 1, litra c) fremgår, at fælles handling vedrørende retligt samarbejde i kriminalsa-

ger omfatter ”sikring af foreneligheden mellem medlemsstaternes gældende regler, i det omfang

det er nødvendigt for at forbedre samarbejdet”.

Efter Kommissionens opfattelse indebærer det faktum, at det retlige samarbejde i stadig højere

grad sker ud fra princippet om gensidig anerkendelse, at det er nødvendigt at undersøge, om fæl-

les retssikkerhedsgarantier i forbindelse med indsamling og håndtering af bevismateriale vil

kunne bidrage til at sikre, at medlemsstaternes regler er forenelige, samt til at styrke tilliden og

dermed forbedre samarbejdet.

2.2. Grønbogens andet afsnit – Hvad er uskyldsformodningen?

Grønbogen indeholder i afsnit 2 (side 5-11) en gennemgang af de forskellige elementer, som er

indeholdt i uskyldsformodningen.

Uskyldsformodningen er nævnt i artikel 6, stk. 2, i Den Europæiske Menneskerettighedskonven-

tion (retten til en retfærdig rettergang): ”Enhver, der anklages for en lovovertrædelse, skal anses

for uskyldig, indtil hans skyld er bevist i overensstemmelse med loven” og i artikel 48 i EU-

chartret om grundlæggende rettigheder (Uskyldsformodning og forsvarets rettigheder): ”1. En-

hver, der anklages for en lovovertrædelse, skal anses for uskyldig, indtil hans/hendes skyld er

bevist i overensstemmelse med loven, og 2. Respekt for forsvarets rettigheder er sikret enhver,

der er anklaget for en lovovertrædelse.”

Kommissionen anfører, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis giver ret-

ningslinier for, hvad der forstås ved uskyldsformodningen. Heraf fremgår det bl.a., at uskylds-

formodningen kun kan komme en person til gode, som er ”anklaget for en strafbar handling”.

Den anklagede skal behandles, som om han/hun ikke har begået et strafbart forhold, indtil staten,

via anklagemyndigheden, fremfører tilstrækkelige beviser til at overbevise en uafhængig og

uvildig domstol om, at den anklagede er skyldig.

Ifølge Kommissionen kræver uskyldsformodningen videre, at medlemmer af en domstol ikke må

have den forudfattede mening, at den anklagede har begået det strafbare forhold, han/hun er an-

klaget for. Domstolen bør ikke udtale sig om vedkommendes skyld, før den faktisk har fastslået

denne skyld. Videre bør en person ikke varetægtsfængsles, medmindre der foreligger vægtige

grunde hertil. Hvis der foretages varetægtsfængsling, skal fængslingsvilkårene være i overens-

stemmelse med formodningen om uskyld. Anklagemyndigheden skal bevise den anklagedes

skyld, og enhver tvivl bør komme den anklagede til gode. Den anklagede skal kunne nægte at

besvare spørgsmål og anklagedes ejendom må ikke konfiskeres uden en retfærdig rettergang.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Kommissionens spørgsmål 1 vedrører dette emne.

2.2.1. Udtalelse om skyldsspørgsmålet, inden der foreligger dom

Kommissionen anfører, at en domstol eller en embedsmand ikke må fremsætte udtalelser om, at

den anklagede har gjort sig skyldig i et strafbart forhold, hvis den anklagede ikke er blevet stillet

for retten og dømt for det. Formodningen om uskyld krænkes, hvis en retsafgørelse, der vedrører

en anklaget person, afspejler en holdning om, at han/hun er skyldig, uden at den anklagede for-

inden er kendt skyldig i overensstemmelse med loven, og uden at den anklagede har haft mulig-

hed for at udøve sine forsvarsrettigheder, jf. sag Minelli mod Schweiz, A62, præmis 38 (1983)”.

2.2.2. Varetægtsfængsling

I relation til spørgsmålet om varetægtsfængsling henviser Kommissionen til, at tilbageholdelse af

en sigtet ikke krænker formodningen om uskyld. Videre anfører Kommissionen, at dette emne er

behandlet i grønbogen om gensidig anerkendelse af ikke-frihedsberøvende kontrolforanstaltnin-

ger forud for domsafsigelse (KOM(2004) 562), hvorfor emnet ikke vil blive omtalt i nærværende

grønbog.

Kommissionens spørgsmål 2 vedrører dette emne.

2.2.3. Bevisbyrden

Kommissionen anfører, at Menneskerettighedsdomstolen har statueret, at bevisbyrden ligger hos

anklagemyndigheden, og enhver tvivl bør komme den anklagede til gode. Heraf følger også, at

det er anklagemyndigheden, som skal fremlægge tilstrækkelige beviser for at få den anklagede

dømt.

Ud fra Menneskerettighedsdomstolens retspraksis har Kommissionen identificeret nedenstående

tre situationer, hvor bevisbyrden ikke udelukkende ligger hos anklagemyndigheden:

a) Strafbare forhold med objektivt ansvar: I disse situationer skal anklagemyndigheden fremlæg-

ge bevis for, at den anklagede har begået gerningen i det strafbare forhold, men behøver ikke at

bevise, at den pågældende har handlet således eller frembragt dette resultat forsætligt. Sådanne

situationer er i overensstemmelse med menneskerettighedskonventionen, selv om anklagemyn-

digheden ikke behøver at bevise, at den anklagede handlede med forsæt. Efter Kommissionens

opfattelse har Menneskerettighedsdomstolen anerkendt, at strafbare forhold med objektivt ansvar

indgår i medlemsstaternes strafferet, jf. sag Salabiaku mod Frankrig, A 141-A, præmis 28

(1988). I disse tilfælde er det tilstrækkeligt at bevise, at den anklagede har begået gerningen.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Hvis dette bevises, består der en formodning om, at den anklagede er skyldig. Ifølge Menneske-

rettighedsdomstolen bør sådanne formodninger være inden for rimelige grænser, som tager hen-

syn til, hvad der er på spil, og som opretholder forsvarsrettighederne.

b) Strafbare forhold med omvendt bevisbyrde: Når der er tale om forhold med omvendt bevis-

byrde, skal anklagemyndigheden bevise, at den anklagede har handlet på en bestemt måde, og

den anklagede skal bevise, at der findes en fornuftig forklaring på hans/hendes handlinger. Men-

neskerettighedsdomstolen har udtalt, at dette kun er acceptabelt for "mindre alvorlige" forseelser.

Kommissionen anfører, at undersøgelsen om bevismidler viste, at bevisbyrden i EU som hoved-

regel ligger hos anklagemyndigheden. Undtagelsesvis, f.eks. ved dokumentfalsk/-svig eller min-

dre alvorlige lovovertrædelser, skal anklagemyndigheden dog kun bevise, at der består en pligt

til at handle på en bestemt måde. Det er da op til den anklagede at bevise, at den pågældende har

opfyldt denne pligt. Der er også tilfælde, hvor den anklagede selv skal fremføre frifindelsesgrun-

de (f.eks. nødværge, utilregnelighed eller alibi), der så vil skulle modbevises af anklagemyndig-

heden.

c) Når der afsiges en konfiskationskendelse: Det fremføres af Kommissionen, at i forbindelse

med beslaglæggelse af aktiver fra en anklaget eller tredjemand kan der være omvendt bevisbyr-

de, når det antages, at der er tale om udbytte fra strafbare forhold. Ejeren af de pågældende akti-

ver må da modbevise denne antagelse. Den normale bevisbyrde (om bevis ud over enhver tvivl)

kan også reduceres til en ”sandsynlighedsafvejning”. Enhver beslaglæggelse af aktiver skal være

rimelig, forholdsmæssig og kunne anfægtes i retten. Dette gælder naturligvis også for beslaglæg-

gelse af aktiver på tværs af grænserne. Krav, der fremsættes af en

godtroende

tredjemand, skal

tages alvorligt, når vedkommendes ejendomsret sættes på spil. Staterne skal derfor sørge for, at

der findes beskyttelsesmekanismer i den henseende.

Kommissionens spørgsmål 3 a) - b) vedrører dette emne.

2.2.4. Retten til ikke at afgive belastende vidneudsagn mod én selv

Kommissionen påpeger, at uskyldsformodningen omfatter retten til ikke at afgive belastende

vidneudsagn mod én selv, hvilket vil sige retten til ikke at udtale sig (afsnit 2.2.5.) og retten til

ikke at blive tvunget til at fremlægge bevismateriale, der belaster én selv (afsnit 2.2.6.).

Det anføres af Kommissionen, at Menneskerettighedsdomstolen har statueret, at selv om menne-

skerettighedskonventionen ikke specifikt nævner retten til ikke at afgive belastende vidneudsagn

mod én selv, er den en alment anerkendt international standard, som udgør "kernen i begrebet en

retfærdig rettergang". Anklagemyndigheden må således bevise sin sag uden anvendelse af be-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

vismidler, der opnås ved tvang eller undertrykkelse. At blive tvunget til at samarbejde med myn-

dighederne i fasen forud for en retssag kan ligeledes krænke retten til ikke at afgive belastende

vidneudsagn mod én selv og i givet fald underminere retten til en retfærdig rettergang.

2.2.5. Retten til ikke at udtale sig

Kommissionen anfører, at retten til ikke at udtale sig gælder ved politiafhøringer og i retten. Den

anklagede bør have ret til ikke at vidne og endog ret til ikke at afsløre arten af sit forsvar inden

retssagen. Det følger af grønbogen, at medlemsstaternes love anerkender retten til at nægte at

udtale sig i undersøgelsesfasen, når politiet eller undersøgelsesdommeren foretager afhøringer.

Måden, hvorpå den anklagede informeres om denne ret, varierer dog fra en medlemsstat til en

anden. For at beskytte denne ret finder Kommissionen det vigtigt, at den anklagede informeres

herom. Ifølge Kommissionens undersøgelse om bevismidler er der i de fleste medlemsstater en

pligt til at underrette den anklagede om hans/hendes ret til at nægte at udtale sig. Denne pligt er

forankret i lovgivning, retspraksis og forfatninger, men Kommissionen anfører dog, at der ikke

tale om en absolut ret.

Kommissionen anfører bl.a., at Menneskerettighedsdomstolen i sag nr. 18731/91 af 8. februar

1996 Murray mod Det Forenede Kongerige konkluderede, at hvis der er tale om en sag, hvor der

foreligger en begrundet mistanke om, at tiltalte er skyldig (en ”prima facie-sag”), og bevisbyrden

hviler på anklagemyndigheden, kan der drages ugunstige slutninger, hvis tiltalte ikke vidner.

Krav om, at tiltalte skal vidne, ansås ikke for at være uforeneligt med menneskerettighedskon-

ventionen, men en dom, som udelukkende eller primært ville være baseret på, at tiltalte nægter at

vidne, ville ikke være forenelig med konventionen. For at afgøre, hvorvidt retten til uskyldsfor-

modning krænkes, hvis det faktum, at tiltalte nægter at udtale sig, fører til ugunstige slutninger

for denne, tages der hensyn til, hvor stor vægt de nationale domstole lægger på slutningerne, når

de bedømmer beviserne og graden af tvang.

Omvendt gælder, at hvis anklagemyndighedens beviser er så svage, at der ikke kan kræves noget

svar, kan et manglende svar ikke berettige til at drage en slutning om, at tiltalte er skyldig. Men-

neskerettighedsdomstolen påpeger, at det faktum, at der drages rimelige slutninger af tiltaltes

adfærd, ikke bevirker, at bevisbyrden lægges over på forsvaret, hvilket ville krænke dette aspekt

af princippet om uskyldsformodning.

Kommissionens spørgsmål 4 a) – c) vedrører dette emne.

2.2.6. Retten til ikke at fremlægge belastende beviser

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Menneskerettighedsdomstolen har i sin retspraksis afgrænset rækkevidden af princippet om, at

en domstol bør have adgang til alt bevismateriale. Kommissionen anfører, at dette princip kan

tilsidesættes af retfærdighedskravet og nødvendigheden af at mindske risikoen for, at tiltalte bli-

ver dømt på grundlag af sit eget vidneudsagn.

Kommissionen anfører, at da Menneskerettighedsdomstolen afgrænsede rækkevidden af oven-

nævnte princip, skelnede domstolen mellem bevismateriale, som fremskaffes med tvang, og be-

vismateriale, der eksisterer uafhængigt af tiltaltes vilje. Ifølge Kommissionen drejer retten til

ikke at afgive belastende vidneudsagn mod én selv sig primært om at respektere den anklagedes

ønske om ikke at udtale sig.

Efter den almindelige opfattelse omfatter denne ret ikke anvendelse af bevismateriale i straffesa-

ger, som kan skaffes fra den anklagede ved hjælp af tvangsforanstaltninger, men som eksisterer

uafhængigt af tiltaltes vilje, f.eks. dokumenter, der kræves udleveret på grundlag af en retsken-

delse, prøver af ånde, blod og urin samt væv med henblik på en dna-analyse. Når der er afsagt

kendelse om udlevering af et dokument eller om ransagning og/eller beslaglæggelse af genstan-

de, bør det i kendelsen specificeres, hvad genstandens formål er, for at undgå, at begæringer af

generel karakter anvendes til ”at fiske efter noget”, hvis der blot foreligger en svag mistanke.

Spørgsmålet er, om retten til ikke at fremlægge belastende beviser også gælder for juridiske per-

soner. Kommissionen påpeger, at Fællesskabsdomstolene (EF-Domstolen og Retten i Første In-

stans) har statueret, at dette ikke er tilfældet.

Kommissionens spørgsmål 5 a) – c) vedrører dette emne.

2.2.7. Udeblivelsessager

Artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention giver en anklaget ret til ”at forsvare

sig personligt”. Kommissionen anfører, at definitionen af ”udeblivelse” varierer i de enkelte

medlemsstater. Flere medlemsstater har en lovgivning, som tillader, at retssager kan finde sted i

den anklagedes fravær. I andre medlemsstater er det obligatorisk for den anklagede at være til

stede under retssagen, og en overtrædelse af denne forpligtelse kan straffes. Kommissionen på-

peger i den forbindelse, at Kommissionen vil udarbejde en grønbog om udeblivelsessager og

ønsker i mellemtiden at fastlægge, under hvilke omstændigheder sådanne retssager kan være

forenelige med uskyldsformodningen.

Kommissionens spørgsmål 6 a) - b) vedrører dette emne.

2.2.8. Terrorisme

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Det følger af grønbogen, at øget terrorisme i EU har ført til ny national lovgivning om terrorbe-

kæmpelse i flere medlemsstater. En sådan lovgivning skal være i overensstemmelse med Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention. I juli 2002 vedtog Europarådets Ministerkomité

retningslinjer vedrørende menneskerettigheder og bekæmpelse af terrorisme og opfordrede sta-

terne til at sikre, at retningslinjerne når ud til alle myndigheder med ansvar for bekæmpelse af

terrorisme. Specielt blev opmærksomheden henledt på, at en person, der anklages for terrorvirk-

somhed, er omfattet af uskyldsformodningen.

Retningslinjerne fra Europarådet angiver nærmere, hvilke begrænsninger af forsvarsrettigheder-

ne der er forenelige med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og i overensstemmelse

med uskyldsformodningen. Ifølge grønbogen drejer det sig om begrænsninger af adgangen til

advokatbistand og kontakten med denne advokat og mulighederne for at få adgang til sagens

akter og for at anvende anonyme vidneudsagn. Sådanne begrænsninger skal dog stå i nøje for-

hold til deres formål, og der skal træffes kompensationsforanstaltninger til at beskytte den ankla-

gedes interesser, således at princippet om en retfærdig rettergang opretholdes, og det garanteres,

at de processuelle rettigheder ikke udvandes.

2.2.9. Uskyldsformodningens ophør

Kommissionen anfører i grønbogen, at uskyldsformodningen normalt ophører, når en domstol

har afgjort skyldsspørgsmålet, men at det er uafklaret, om skyldsspørgsmålet anses for afgjort,

når der er afsagt dom i 1. instans, eller først når alle appelmuligheder er udtømt.

Kommissionens spørgsmål 8 – 9 c) vedrører dette emne.

3. Gældende ret

3.1. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der er fra 1950, blev ratificeret af Danmark i

1953. Siden er der vedtaget en række tillægsprotokoller til Menneskerettighedskonventionen.

Enhver stat, der har ratificeret konventionen, er forpligtet til at rette sig efter Domstolens afgø-

relse i enhver sag, som de er parter i, jf. konventionens artikel 53.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er inkorporeret i dansk ret ved lov nr. 285 af 29.

april 1992, som ændret ved lov nr. 1080 af 20. december 1995. jf. lovbekendtgørelse nr. 750 af

19. oktober 1998, og konventionen er således en del af dansk ret. Dette indebærer, at danske be-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

stemmelser i bl.a. retsplejeloven altid skal fortolkes og ses i lyset af Den Europæiske Menneske-

rettighedskonvention.

Uskyldsformodningen, som fastlagt i artikel 6, stk. 2, i Den Europæiske Menneskerettigheds-

konvention, er ikke lovfæstet i dansk ret, men er et grundlæggende princip i dansk strafferetsple-

je. Nogle af de af Menneskerettighedsdomstolen udledte fortolkninger af artikel 6, stk. 2, er dog

lovfæstet i dansk ret, jf. bl.a. pkt. 3.2. nedenfor.

3.2. Udtalelse om skyldsspørgsmålet

Det følger af retsplejelovens § 1016 a, at ingen, som i embeds medfør er beskæftiget med en

straffesag, må, så længe sagen ikke er pådømt eller bortfaldet, udtale sig uden for retten til of-

fentligheden angående skyldsspørgsmål.

Bestemmelsen gælder efter forarbejderne bl.a. dommere, anklagere, politi og den valgte forsva-

rer. Bestemmelsen udelukker dog ikke, at politiet giver pressen faktiske oplysninger, f.eks. for at

rense en person for urigtige rygter, men oplysningerne må ikke være ledsaget af en skyldbe-

dømmelse.

3.3. Varetægtsfængsling

Reglerne om varetægtsfængsling findes i retsplejelovens kapitel 70 (§§ 762 – 778).

Varetægtsfængsling efter dansk ret kræver altid at der er tale om en begrundet mistanke, samt at

der er tale om en lovovertrædelse af en vis grovhed.

Efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1, kan en sigtet varetægtsfængsles, når der er begrundet

mistanke om, at han har begået en lovovertrædelse, såfremt lovovertrædelsen kan medføre fæng-

sel i 1 år og 6 måneder eller derover, og der efter det oplyste er bestemte grunde til at antage, at

han vil unddrage sig forfølgningen eller fuldbyrdelsen (unddragelsesfare).

Retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, indebære, at en sigtet kan varetægtsfængsles, når der er be-

grundet mistanke om, at han har begået en lovovertrædelse, såfremt lovovertrædelsen kan med-

føre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, og der er bestemte grunde til at frygte, at den på-

gældende på fri fod vil begå en lovovertrædelse (gentagelsesfare).

Endelig kan der ske varetægtsfængsling, når der er begrundet mistanke om, at han har begået en

lovovertrædelse, såfremt lovovertrædelsen kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller der-

over, og der er bestemte grunde til at antage, at sigtede vil vanskeliggøre forfølgningen i sagen,

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

navnlig ved at fjerne spor eller advare eller påvirke andre (kollisionsfare), jf. retsplejelovens §

762, stk. 1, nr. 3.

Retsplejelovens § 762, stk. 2, omhandler ”retshåndhævelsesarrest” og indebærer, at en sigtet kan

varetægtsfængsles, når der foreligger en særligt bestyrket mistanke om, 1) at den pågældende har

begået en meget alvorlig lovovertrædelse (som efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller der-

over), og hensynet til retshåndhævelsen efter forholdets grovhed skønnes at kræve, at sigtede

ikke er på fri fod, eller 2) at den pågældende har begået en overtrædelse af straffelovens § 119,

stk. 1, § 123, § 134 a, §§ 144-246, § 250 eller § 252, såfremt lovovertrædelsen på grund af for-

holdets grovhed kan ventes at ville medføre en ubetinget dom på fængsel i mindst 60 dage og

hensynet til retshåndhævelsen skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod.

En varetægtsfængsling kan efter retsplejelovens § 762, stk. 3, ikke anvendes, hvis lovovertrædel-

sen kan ventes at ville medføre straf af bøde eller fængsel i højst 30 dage, eller hvis frihedsberø-

velsen vil stå i misforhold til den herved forvoldte forstyrrelse af sigtedes forhold, sagens betyd-

ning og den retsfølge, som kan ventes, hvis sigtede findes skyldig (proportionalitetshensynet).

3.4. Bevisbyrden og bevisbedømmelsen

I straffesager gælder principperne om bevisumiddelbarhed og mundtlighed. Endvidere er grund-

sætningen om bevisbedømmelsens frihed for strafferetsplejens vedkommende fastslået i retsple-

jelovens § 896, 2. pkt., hvoraf det fremgår, at bedømmelsen af bevisernes vægt ikke er bundet af

lovregler. Dommeren skal frit kunne skønne over bevisværdien af det bevismateriale, der lovligt

er blevet forelagt under domsforhandlingen. Dette gælder såvel vægten af hvert enkeltbevis i

sagen som den samlede afvejning af alle de fremlagte beviser.

Ved beviskrav forstås efter dansk ret den grad af sikkerhed, der på grundlag af bevisførelsen skal

være opnået, for at et bestemt forhold kan anses for bevist. Hovedreglen i straffesager er, at tiltal-

tes skyld skal være sandsynliggjort i en sådan grad, at der ikke består nogen rimelig tvivl om

herom. Såfremt der efter bevisførelsen og bevisvurderingen består en rimelig tvivl om tiltaltes

skyld, skal der således ske frifindelse (in dubio pro reo).

I straffesager påhviler bevisbyrden anklagemyndigheden, hvilket vil sige, at anklagemyndighe-

den skal føre bevis for, at den pågældende er skyldig. Heri ligger også, at det er anklagemyndig-

hedens opgave at sørge for en så udtømmende bevisførelse som muligt. Grundsætningen om, at

anklagemyndigheden har bevisbyrden, er dog ikke uden modifikationer. Tiltalte kan komme i en

situation, hvor bevisbyrden reelt bliver rykker over på vedkommende. Som et fremgår nedenfor

under pkt. 3.5.1. kan der opstå situationer, hvor anklagemyndigheden har fremlagt faktuelle be-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

viser, som indebærer, at tiltaltes undladelse af at afgive en rimelig forklaring på tilstedeværelsen

af disse beviser efter omstændighederne tillægges betydning som bevis.

3.5. Sigtedes rettigheder

Sigtede er i straffeprocessen tillagt særlige rettigheder, som rækker ud over de egentlige partsbe-

føjelser. Disse rettigheder udøves i det væsentligste i samarbejde med eller direkte af forsvare-

ren.

Nogle af de væsentligste beføjelser er retten til ikke at udtale sig (selvinkrimineringsforbuddet),

retten til at få kendskab til sagens bevisligheder i form af dokumenter og øvrigt materiale (akt-

indsigt), retten til at udtale sig om processtoffet (kontradiktion) samt retten til at være til stede i

retsmødet (partsoffentlighed)

3.5.1. Retten til ikke at udtale sig (selvinkrimineringsforbud) og retten til ikke at afgive

belastende vidneudsagn mod én selv

Forbuddet mod selvinkriminering er lovfæstet i dansk ret. Det følger af retsplejelovens 752, stk.

1, at sigtede – inden politiet afhører den pågældende – udtrykkeligt skal gøres bekendt med sig-

telsen og med, at vedkommende ikke har pligt til at udtale sig. Politiet kan foretage afhøringer,

men kan ikke pålægge nogen at afgive forklaring. Ved afhøring i retten under efterforskningen

finder § 752 tilsvarende anvendelse, jf. retsplejelovens § 754, stk. 1. Under afhøringer i retten

under domsforhandlingen finder bestemmelsen ligeledes anvendelse, og tiltalte skal spørges om

vedkommende er villig til at forklare nærmere om de forhold, som tiltalen angår, jf. retsplejelo-

vens § 868, § 928, stk. 2, og § 939.

Denne rettighed skal ses lyset af, at det er anklagemyndigheden, der har bevisbyrden i straffesa-

ger, og at sigtede således ikke har og ikke kan pålægges nogen bevisbyrde. Sigtede har ikke pligt

til at udtale sig eller på anden måde frivilligt bidrage med oplysninger til sagens opklaring, men

udtaler sigtede sig under sagen, kan udtalelserne bruges som bevis eller til sandsynliggørelse af

sigtedes skyld over for denne.

At sigtede vælger ikke af udtale sig indebærer ikke et bevis for skyld. I praksis vil det dog kunne

skabe formodningen for skyld i de tilfælde, hvor anklagemyndigheden har bevist et faktum, som

sigtede naturligt ville være den eneste til at imødegå ved at afgive forklaring eller fremlægge

oplysninger.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Endvidere fremgår det af retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1, om vidnepligt, at pligt til at afgive

forklaring som vidne i retten bl.a. ikke foreligger, hvis forklaringen antages at ville udsætte vid-

net selv for straf eller tab af velfærd.

3.5.2. Retten til ikke at fremlægge belastende beviser

Som nævnt ovenfor er det et grundlæggende princip i dansk ret, at anklagemyndigheden har be-

visbyrden. Den tiltalte kan således ikke tvinges til selv at fremlægge bevismateriale, der kan ska-

de den pågældendes sag. Derimod er der intet til hinder for, at anklagemyndigheden fremlægger

beviser, som er indhentet ved hjælp af tvangsindgreb, f.eks. ved hjælp af telefonaflytning, ved

legemsindgreb eller legemsundersøgelse, ransagning, beslaglæggelse m.v.

Reglerne om tvangsprocessuelle tvangsindgreb er indeholdt i retsplejelovens kapitel 71 (indgreb

i meddelelseshemmeligheden, observation og dataaflæsning), kapitel 72 (legemsindgreb), kapitel

73 (ransagning) og kapitel 74 (beslaglæggelse og edition). Fælles for de tvangsprocessuelle

tvangsindgreb er, at afgørelsen om det enkelte indgreb skal træffes af retten – eller forelægges

for retten efterfølgende.

3.5.3. Aktindsigt

Reglerne om aktindsigt under efterforskningen er udformet i tilknytning til bestemmelserne om

forsvarerens aktindsigt, jf. kapitel 66 i retsplejeloven.

Det følger af retsplejelovens § 729 a, stk. 2, at retten udleverer kopi af indførelser i retsbøgerne

vedrørende sagen til forsvareren. Forsvareren kan gøre sigtede bekendt med kopierne, medmin-

dre andet følger af § 748 og § 848. Retten kan pålægge forsvareren ikke at udlevere kopierne til

sigtede eller andre, hvis det må befrygtes, at kopierne vil blive benyttet på retsstridig måde.

Forsvareren har ligeledes ret til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har tilveje-

bragt til brug for den sag, som sigtelsen angår, jf. § 729 a, stk. 3. Endvidere skal forsvareren have

udleveret kopi af materialet, i det omfang det uden ulempe kan kopieres. Forsvareren må ikke

uden politiets samtykke overlevere det modtagne materiale til sigtede eller andre, men politiet

skal give samtykke, hvis det findes ubetænkeligt.

Hvis det er nødvendigt af hensyn til fremmede magter, til statens sikkerhed, til sagens opklaring,

til tredjemand eller til efterforskningen af en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som

efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller som udgør en forsætlig overtrædel-

se af straffelovens kapitler 12 eller 13, kan politiet give forsvareren pålæg om ikke at videregive

de oplysninger, som forsvareren har modtaget fra politiet, jf. § 729 a, stk. 4.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Hvis en sigtet er uden forsvarer, skal den pågældende efter anmodning have adgang til hos poli-

tiet at gøre sig bekendt med indførsler i retsbøgerne vedrørende sagen, medmindre andet følger

af §§ 748 og 848. Politiet udleverer efter anmodning kopi af indførslerne til sigtede, medmindre

det må befrygtes, at kopierne vil blive benyttet på retsstridig måde. Der henvises til § 729 b, stk.

En sigtet uden forsvarer skal endvidere efter anmodning have adgang til at gøre sig bekendt med

det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen angår. Politiet kan

dog afslå anmodningen af de i § 729 a, stk. 4, nævnte grunde. En begrænsning i sigtedes aktind-

sigt bortfalder senest inden domsforhandlingen eller et retsmøde med henblik på sagens behand-

ling i medfør af § 922 eller sagens afslutning ved tiltalefrafald. Politiet udleverer efter anmod-

ning kopi af materialet til sigtede, hvis det findes ubetænkeligt, jf. § 729 b, stk. 2.

Ifølge retsplejelovens § 729 c, stk. 1, kan retten efter anmodning fra politiet bestemme, at regler-

ne om forsvarerens og sigtedes ret til aktindsigt efter §§ 729 a og 729 b fraviges, hvis det er på-

krævet af hensyn til 1) fremmede magter, 2) statens sikkerhed, 3) sagens opklaring, 4) tredje-

mands liv eller helbred, 5) efterforskning af en anden verserende sag om en lovovertrædelse,

som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller som udgør en forsætlig over-

trædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13, eller 6) beskyttelse af fortrolige oplysninger om

politiets efterforskningsmetoder. En sådan afgørelse kan ikke træffes, hvis det giver anledning til

væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af sigtedes forsvar, jf. § 729 c, stk. 2.

Det følger af retsplejelovens § 729 d, stk. 1, at når sagen er endeligt afsluttet, kan den, der har

været sigtet, forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der vedrører sagen, herunder ind-

førsler i retsbøgerne, efter reglerne i denne paragraf. Retten til aktindsigt omfatter ikke interne

arbejdsdokumenter og retten til aktindsigt kan begrænses, jf. § 729 d, stk. 2.

3.5.4. Kontradiktion m.v.

Retsplejeloven indeholder en lang række forskrifter, der udmønter princippet om sigtedes kon-

tradiktionsret. Sigtede er selv berettiget til at tage ordet til sit forsvar, jf. retsplejelovens 738, stk.

1, 3. pkt. Derudover findes der en række specifikke regler i § 764, stk. 2, § 767, stk. 2, og § 769,

stk. 1, (under retsmøder med henblik på varetægtsfængsling), § 870, stk. 2, (efter bevisførelse,

for så vidt beviset giver anledning dertil), § 872, stk. 1, (afhøring af vidner),

§ 882, 2. pkt.,

(før retten træffer afgørelse under domsforhandlingen) § 883 (om bevisførelsens resultat og rets-

spørgsmålene i sagen) og § 906, stk. 1 (om strafudmålingen m.v.).

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Forsvarerens kontradiktionsret er udtrykkelig fastslået i retsplejelovens § 748, stk. 3, hvor det

anføres, at forsvareren er berettiget til at fremsætte bemærkninger og kort få disse tilført retsbo-

gen.

For så vidt angår den sigtedes ret til yderligere bevisførelse eller yderligere efterforskningsskridt,

forudsættes disse foretaget af forsvareren, men naturligvis i samråd med den sigtede.

3.5.5. Partsoffentlighed

Tilstedeværelsesret

Sigtede er i forbindelse med retsmøder, der afholdes under efterforskningen, som udgangspunkt

berettiget til at være til stede og overvære alle retsmøder, jf. retsplejelovens § 748, stk. 1, 1. pkt.

Dette gælder dog ikke retsmøder, der afholdes med henblik på at opnå rettens forudgående ken-

delse om foretagelse af foranstaltninger i henhold til kapitlerne 69-74 (bestemmelserne om an-

holdelse, varetægtsfængsling, indgreb i meddelelseshemmeligheden m.v., legemsindgreb, ran-

sagning samt beslaglæggelse og edition), jf. § 748, stk. 1, 2. pkt. Hvis sigtede er varetægtsfængs-

let, kan fremstilling af ham undlades, hvis den vil være forbundet med uforholdsmæssigt meget

besvær, jf. § 748, stk. 1, 3. pkt.

Forsvareren underrettes som udgangspunkt om alle retsmøder og er berettiget til at overvære

dem, jf. retsplejelovens § 748, stk. 2, 1. pkt.

Sigtedes tilstedeværelsesret ved retsmøderne under efterforskningen kan i medfør af retsplejelo-

vens § 748, stk. 5, afskæres helt eller delvis. Retten kan på begæring bestemme, at der ikke skal

gives sigtede underretning om et retsmødes afholdelse, eller at sigtede skal være udelukket fra at

overvære et retsmøde helt eller delvist, hvis hensynet til fremmede magter, til statens sikkerhed

eller sagens opklaring eller tredjemand undtagelsesvis gør det påkrævet, jf. retsplejelovens § 748,

stk. 5. Hvis sigtede har været udelukket fra at overvære et retsmøde, skal retten, hvis sigtede er

til stede, og ellers politiet snarest muligt gøre ham bekendt med, hvad der er tilført retsbogen.

Hvis de særlige hensyn, som har begrundet udelukkelsen, fortsat er til stede, kan sigtede dog af

retten afskæres herfra, ligesom retten kan pålægge forsvareren ikke at give sigtede underretning

om, hvad der er passeret i retsmødet. Pålægget kan udstrækkes, indtil tiltalte har afgivet forkla-

ring under domsforhandlingen, jf. retsplejelovens § 748, stk. 6.

Sigtede er under efterforskningen forpligtet til at møde til de retsmøder, hvortil sigtede af retten

er pålagt at indfinde sig, jf. retsplejelovens § 748, stk. 4. Pålægget meddeles mundtligt i et rets-

møde, eller ved skriftlig tilsigelse med mindst aftenens varsel – medmindre retten fastsætter et

andet varsel eller pålægger sigtede at møde straks. Ved tilsigelsen skal sigtede gøres bekendt

med sigtelsens genstand.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Under domsforhandlingen har sigtede altid ret til at være til stede, jf. retsplejelovens § 846, 928,

stk. 1, § 939 og § 965 a, stk. 1, § 956, stk. 1 samt § 965, stk. 1. Dog kan tiltalte i medfør af § 848,

stk. 1, fjernes under afhøring af vidner eller medtiltalte, når særlige grunde taler for, at en ufor-

beholden forklaring ellers ikke vil kunne opnås.

Tilstedeværelsespligt

Under domsforhandlingen i 1. instans, jf. retsplejelovens § 846, jf. § 928, stk. 1, skal tiltalte, så

vidt loven ikke hjemler undtagelse, personligt være til stede under hele domsforhandlingen, så

længe han har adgang til at udtale sig. Dog kan rettens formand efter den tiltaltes afhøring er

sluttet, tillade at den pågældende forlader retten.

3.6. Udeblivelsessager

Som nævnt ovenfor har tiltalte ret til at være til stede under domsforhandlingen og udgangspunk-

tet er, at sagen udsættes, hvis tiltalte udebliver ved begyndelsen af domsforhandlingen.

Retsplejelovens § 847, stk. 2, indeholder regler om sagens delvise fremme med bevisførelse

uden tiltaltes tilstedeværelse. Heraf fremgår det, at retten, i de situationer hvor tiltalte – til trods

for lovlig tilsigelse og uden oplyst lovligt forfald – udebliver, kan bestemme, at der skal ske af-

høring af vidner og syns- og skønsmænd, der er mødt, hvis det findes foreneligt med hensynet til

tiltalte, og hvis udsættelse af afhøringen vil være til væsentlig ulempe for de mødte eller medføre

væsentlig udsættelse af sagen. Afhøring kan dog kun ske, såfremt tiltaltes forsvarer er mødt.

I særlige tilfælde kan domsforhandlingen dog finde sted, og sagen afgøres, selvom tiltalte er

udeblevet. Reglerne om udeblivelsesdomme findes i retsplejelovens § 847, stk. 3. Heraf fremgår

det, at en domsforhandling kan gennemføres i tiltaltes fravær, hvis retten ikke finder tiltaltes til-

stedeværelse nødvendig, 1) når tiltalte er undveget, efter at anklageskriftet er forkyndt for den

pågældende, 2) når tiltalte efter at være mødt ved sagens begyndelse har forladt tingstedet uden

rettens tilladelse, 3) når der under sagen alene er spørgsmål om ubetinget fængselsstraf i 6 måne-

der eller derunder, konfiskation, rettighedsfrakendelse eller erstatning og tiltalte har givet sam-

tykke til sagens fremme, 4) når tiltalte ikke idømmes højere straf end ubetinget fængsel i 3 må-

neder eller andre retsfølger end konfiskation, førerretsfrakendelse eller erstatning, eller 5) når

forhandlingerne skønnes utvivlsomt at ville føre til tiltaltes frifindelse.

Medmindre tiltalte har samtykket heri, kan domsforhandlingen alene fremmes i medfør af stk. 3,

nr. 4, såfremt tiltalte har været lovligt tilsagt, og det fremgår af tilsigelsen, at udeblivelse uden

lovligt forfald kan bevirke, at tiltalte dømmes i overensstemmelse med den rejste tiltale.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Efter retsplejelovens § 934, stk. 1, kan retten – hvis tiltalte udebliver uden oplyst lovligt forfald

eller hvis tiltalte nægter at afgive forklaring – når der ikke under sagen er spørgsmål om højere

straf end bøder, og omstændighederne ikke findes at tale imod, anse den tiltalte som den, der

vedgår det ham påsigtede forhold, og påkende sagen uden videre bevisførelse.

3.7. Terrorisme

Retsplejelovens straffeprocessuelle regler gælder for behandlingen af alle former for straffesager

i Danmark, uanset karakteren af overtrædelsen.

3.8. Uskyldformodningens ophør

Anvendelsesområdet for uskyldsformodningen er efter artikel 6, stk. 2 i den Europæiske Menne-

skerettighedskonvention hele straffesagens forløb, indtil skyldsspørgsmålet er endeligt fastslået.

Hvornår skyldsspørgsmålet efter dansk ret kan anses for endeligt afgjort afhænger af den konkre-

te sags behandling – herunder om der er tale om en tilståelsessag, en domsmandssag eller en

nævningesag, og om tiltalte vælger at anke dommen fra 1. instans for så vidt angår skylds-

spørgsmålet eller kun udmålingen af straffen.

4. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Kommissionens grønbog om uskyldsformodningen vil ikke i sig selv have lovgivningsmæssige

eller statsfinansielle konsekvenser.

Hvis der efterfølgende som led i opfølgningen på grønbogen bliver fremsat og vedtaget nye EU-

retsakter, vil disse retsakter kunne medføre statsfinansielle og lovgivningsmæssige konsekven-

ser, som det på nuværende tidspunkt er vanskeligt at angive nærmere. Umiddelbart er det på det

foreliggende grundlag vurderingen, at en udmøntning næppe vil medføre statsfinansielle konse-

kvenser af betydning.

5. Høring

Grønbogen vil blive sendt til høring hos følgende myndigheder og organisationer:

Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns

Byret, Præsidenten for Retten i Århus, Præsidenten for Retten i Odense, Præsidenten for retten i

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Aalborg, Præsidenten for Retten i Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtig-

foreningen, Domstolsstyrelsen, Rigspolitichefen, Rigsadvokaten, Statsadvokaten for særlig øko-

nomisk kriminalitet, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politi-

fuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Landsforeningen af beskikke-

de advokater, Amnesty International og Institut for Menneskerettigheder, Dansk Retspolitisk

Forening, Retssikkerhedsfonden, Landsorganisationen i Danmark, Dansk Arbejdsgiverforening,

Dansk Industri, Danmarks Fiskeri- og Eksportforening, Rederiforening, Brancheforeningen Te-

lekommunikationsindustrien, Dansk IT og IT-Brancheforeningen.

6. Nærhedsprincippet

Kommissionen har ikke i grønbogen forholdt sig udtrykkeligt til nærhedsprincippet.

Kommissionen har dog – som tidligere nævnt – mere generelt anført, at da det retlige samarbejde

i stadig højere grad sker ud fra princippet om gensidig anerkendelse, er det nødvendigt at under-

søge, om fælles retssikkerhedsgarantier i forbindelse med indsamling og håndtering af bevisma-

teriale vil kunne bidraget til at sikre, at medlemsstaternes regler er forenelige, samt til at styrke

tilliden og dermed forbedre samarbejdet.

Grønbogen rejser ikke i sig selv spørgsmål i forhold til nærhedsprincippet. Om et eventuelt sene-

re forslag til retsakt vil være i overensstemmelse med nærhedsprincippet, er på det foreliggende

grundlag vanskeligt at vurdere. Regeringen finder det derfor rigtigst først at foretage en sådan

vurdering, når der måtte blive fremlagt et forslag til retsakt på området, og det præcise indhold af

et sådant forslag kendes.

7. Andre landes kendte holdning

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om andre medlemsstaters holdninger til

grønbogen.

8. Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side finder man på nuværende tidspunkt – hvor den igangsatte høring ikke er endelig

afsluttet – ikke at burde tage stilling til de væsentlige spørgsmål, som grønbogen giver anledning

til.

9. Orientering af andre af Folketingets udvalg

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Grundnotatet om Kommissionens grønbog om uskyldsformodningen sendes – ud over til Folke-

tingets Europaudvalg – også til Folketingets Retsudvalg.