Retsudvalget 2006-07
KOM (2006) 0618 Bilag 1
Offentligt
336200_0001.png
.
RÅDET FOR
DEN EUROPÆISKE UNION
Bruxelles, den 27. oktober 2006 (31.10)
(OR. fr)
14583/06
JUSTCIV 237
FØLGESKRIVELSE
fra:
modtaget den:
til:
Vedr.:
Jordi AYET PUIGARNAU, direktør, på vegne af generalsekretæren for
Europa-Kommissionen
24. oktober 2006
Javier SOLANA, generalsekretær/højtstående repræsentant
Grønbog om større effektivitet i fyldbyrdeisen af retsafgørelser i Den
Europæiske Union: Udlæg i bankindeståender
Hermed følger til delegationeme Kommissionens dokument
-
KOM(2006) 618 endelig.
Bilag: KOM(2006) 618 endelig
14583/06
DG H 3A
mh
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
336200_0002.png
*****
* *
*****
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER
Bruxelles, den 24.10.2006
KOM(2006) 618 endelig
GRØN BOG
OM STØRRE EFFEKTIVITET I FYLDBYRDELSEN AF RETSAFGØRELSER I
DEN EUROPÆISKE UNION:
UDLÆG I BANKINDESTAENDER
(forelagt af Kommissionen)
{SEK(2006)
1341}
DA
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
336200_0003.png
GRØNBOG
OM STØRRE EFFEKTIVITET I FYLDBYRDELSEN AF RETSAFGØRELSER
DEN EUROPÆISKE UNION:
UDLÆG I BANKINDESTÅENDER
I
Formålet med denne grønbog er at starte en bred høring af interesserede parter om, hvordan
man kan forbedre fuldbyrdelsen af pengekrav i EU. I grønbogen beskrives de nuværende
vanskeligheder, og det foreslås at indføre en europæisk ordning for udlæg i bankindeståender
som en mulig løsning.
Kommissionen opfordrer de berørte parter til inden 31. marts 2007 at indsende deres
bemærkninger til følgende adresse:
Europa-Kommissionen
Generaldirektoratet for Retfærdighed, Frihed og Sikkerhed
Kontor C l - Civilret
B -1049
Bruxelles
Fax: +32-2/299 64 57
E-mail: [email protected]
Interesserede parter bedes tydeligt anføre, hvis de ikke ønsker deres bemærkninger
offentliggjort på Kommissionens websted.
Kommissionen har til hensigt at afholde en offentlig høring om grønbogen. Alle, der besvarer
spørgsmålene i grønbogen, vil blive inviteret til at deltage heri.
1.
1.1.
INDLEDNING
Mangler i forbindelse med den nuværende situation
Fuldbyrdelseslovgivningen er ofte blevet betegnet som "akilleshælen" i det europæiske
civilretlige område. Selvom der er indført en række fællesskabsinstrumenter, der regulerer
domstolenes kompetence, proceduren for hvordan retsafgørelser anerkendes og erklæres
eksigible samt mekanismer for domstolenes samarbejde i civilretlige processer, er der endnu
ikke fremsat noget lovgivningsforslag for de egentlige fuldbyrdelsesforanstaltninger.
Fuldbyrdelse af en retsafgørelse, efter at den er blevet erklæret eksigibel i en anden
medlemsstat, sker fortsat udelukkende efter de nationale retsbestemmelser.
Den nuværende opsplitning i nationale fuldbyrdelsesregler hindrer i vidt omfang
gældsinddrivelsen på tværs af grænserne. Fordringshavere, der søger at fuldbyrde en kendelse
i en anden medlemsstat, konfrontere s med forskellige retssystemer, procedurekrav og
sprogbarrierer,
som
medfører
yderligere
omkostninger
og
forsinkelser
i
fuldbyrdelsesproceduren. I praksis vil en fordringshaver, der søger at inddrive et pengekrav
i
DA
2
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
336200_0004.png
Europa, oftest forsøge at gøre dette ved at opnå udlæg l i skyldnerens bankindestående(r).
Procedurer for udlæg eksisterer i de fleste medlemsstater, og når de fungerer effektivt, kan de
være et effektivt middel mod genstridige eller svigagtige skyldnere.
Nu til dags er skyldnere imidlertid i stand til nærmest øjeblikkeligt at flytte midler væk fra de
konti, som deres fordringshavere har kendskab til, for at sætte dem ind på andre konti i
samme eller i en anden medlemsstat, hvorimod fordringshaverne ikke kan blokere midlerne i
samme tempo. Det er efter gældende fællesskabsinstrumenter ikke muligt at opnå en kendelse
om udlæg i et bankindestående, der kan fuldbyrde s overalt i Den Europæiske Union. Navnlig
giver forordning nr. 44/2001 (Bruxelles I-forordningeni ikke nogen garanti for, at en ensidigt
opnået kendelse om et sikrende retsmidde1, som f.eks. udlæg i bankindestående, anerkendes
og fuldbyrdes i en anden medlemsstat end der, hvor kendelsen er afsagr3.
Kommissionen nævnte allerede i sin meddelelse fra 1998 om "En mere effektiv opnåelse og
fuldbyrdelse af retsafgørelser i Den Europæiske Union,,4 de vanskeligheder, der opstår ved
grænseoverskridende inddrivelse af gæld. I lyset af den store forskelligartethed i
medlemsstaternes lovgivning og emnets kompleksitet foreslog Kommissionen i første omgang
at begrænse overvejelserne til problematikken omkring udlæg i bankindeståender5.
Programmet for gensidig anerkendelse opfordrede to år senere Kommissionen til at forbedre
mulighederne for udlæg i bankindeståender6. Kommissionen offentliggjorde i 2002 en
indkaldelse af bud med henblik på en undersøgelse
om forbedring af fuldbyrdelsen af
retsafgørelser i Den Europæiske Union.
I undersøgelsesrapporten analyseres situationen i de
daværende femten medlemsstater, og der fremsættes forslag til foranstaltninger, der kan
forbedre fuldbyrdelse af retsafgørelser i Den Europæiske Union, navnlig ved indførelsen af et
europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for udlæg i bankindeståender, et europæisk
dokument for sikrende retsmidler med samme formål og en række foranstaltninger, der skulle
øge gennemsigtigheden omkring skyldners aktiver7. Sidstnævnte emne vil blive behandlet i en
grønbog, der offentliggøres i 2007.
Vanskelighederne ved grænseoverskridende inddrivelse af gæld risikerer at udgøre en
hindring for den frie bevægelighed for betalingspålæg inden for Den Europæiske Union og
dermed for et velfungerende indre marked. Betalingsforsinkelser og manglende betaling
skader såvel virksomhedernes som forbrugernes interesser. Effektivitetsforskellene i
gældsinddrivelsen inden for Den Europæiske Union risikerer også at fordreje konkurrencen
mellem virksomhederne i medlemsstaterne i forhold til, hvor der fmdes effektive systemer for
tvangsfuldbyrdelse af betalingspålæg og der, hvor dette ikke er tilfældet. Et
fællesskabsinitiativ på området bør derfor overvejes.
6
Tenninologisk note: Ved tennen "udlæg" forstås i denne grønbog en procedure, hvorved der foretages
udlæg i eller indefrysning af skyldners løsøre, der er i tredjemands besiddelse, og således forhindrer
tredjemand i at afhænde løsøret.
Forordning (EF) nr. 44/2001 af22. december 2000, EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1.
Dom afsagt af Domstolen den 21. maj 1980 i sag C-125/79
(Denilauer).
Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet, EFT C 33 af 31.1.1998, s. 3.
Se ovennævnte meddelelse (fodnote l), s. 14.
Program med foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af
retsafgørelser på det civil- og handelsretJige område, EFT C 12 af 15.1.200 I, s. I, 5.
Undersøgelse nr. JAI/A3/2002/02. Den endelige rapport findes på:
http://europa.eu.int/comrn/justice_home/doc_centre/civil/studies/doc_civil_studies_en.htm.
DA
3
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
336200_0005.png
2.
EN MULIG LØSNING: EN EUROPÆISKORDNINGFOR UDLÆGI BANKINDESTÅENDER
En mulig løsning ville være at indføre en europæisk kendelse for udlæg i bankindeståender,
hvormed en fordringshaver kan sikre et pengebeløb, som er ham skyldigt, eller som han påstår
at have krav på, ved at forhindre afhændelse eller overførsel af midler, som skyldneren er
krediteret på en eller flere bankkonti på den Europæiske Unions område8. En sådan kendelse
vil kun have en sikrende virkning, dvs. at skyldners midler på en bankkonto blokeres, uden at
midlerne overføres til fordringshaver. Proceduren vil være behæftet med en række betingelser
for udstedelsen af kendelsen, herunder et rimeligt beskyttelsesniveau for skyldneren. En
udlægskendelse udstedt i en medlemsstat vil skulle anerkendes og være eksigibel overalt i
Den Europæiske Union uden behov for en eksigibilitetserklæring.
En sådan ordning kan indføres ved at udforme en ny og særskilt europæisk procedure, som
supplement til de foranstaltninger, der findes i de nationale retsordener, eller ved at
harmonisere medlemsstaternes nationale regler for udlæg i bankindeståender gennem et
direktiv. I sidstnævnte tilfælde vil der være behov for yderligere bestemmelser for at sikre
anerkendelse og eksigibilitet overalt i Den Europæiske Union af en udlægskendelse udstedt i
en af medlemsstaterne.
Hvorvidt der bør træffes et lovgivningsinitiativ på området bør indgå i en konsekvensanalyse
af omfanget af de vanskeligheder, der findes ved grænseoverskridende gældsinddrivelse, og af
hvorvidt mulige alternativer til fælleseuropæiske regler vil kunne være mere effektive. De
forslag, der opstilles i denne grønbog, foregriber på ingen måde resultatet af denne
konsekvensanalyse.
Spørgsmål l:
Mener De, at der er behov for et fællesskabsinstrument for udlæg i
bankindeståender for at forbedre gældsinddrivelsen i EU? I bekræftende fald, bør der så
indføres en særskilt europæisk procedure, eller bør medlemsstaternes lovgivning om udlæg i
bankindeståender harmoniseres?
Spørgsmål 2:
Er De enig i, at et fællesskabsinstrument bør begrænses til sikrende
foranstaltninger, der forhindrer, at midler, der er krediteret kontiene, hæves eller overføres?
3.
3.1.
PROCEDURE FOR OPNÅELSEAF EN UDLÆGSKENDELSE
Omstændigheder,
udlægskendelse
hvorunder
en
fordringshaver
kan
ansøge
om
en
Det bør afgøres, på hvilket stadium fordringshaver i sit forsøg på at få fuldbyrdet et pengekrav
får ret til at ansøge om en udlægskendelse under den europæiske ordning. I forløbet er der
mulighed for fire tidspunkter, hvor fordringshaver kan ansøge om en sådan sikrende kendelse
for at beskytte sine rettigheder:
- forud for indledningen af en retssag med kravet som genstand
- sideløbende med indledningen af hovedsagen
Et sådant europæisk dokument vil også kunne anvendes for civilretlige krav, som svigagtige eller
strafbareforhold har givet anledningtil.
DA
4
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
336200_0006.png
- på et senere tidspunkt i retssagens behandling og
- mellem tidspunktet for udstedelsen af en kendelse i en medlemsstat og udstedelsen af en
eksigibilitetserklæring for kendelsen i den medlemsstat, hvor skyldners konto er placeret.
Det kan argumenteres, at fordringshaver bør have størst mulig fleksibilitet, så han er i stand til
at ansøge om en udlægskendelse på et hvilket som helst stadium i procesforløbet. På dette
grundlag bør det nøje overvejes, hvilken hensigtsmæssig beskyttelse der skal ydes skyldners
interesser, navnlig ved ansøgning om foreløbige foranstaltninger forud for hovedsagen. En
udlægskendelse under den europæiske ordning vil skulle supplere og være forenelig med
eksisterende europæiske civilretlige instrumenter.
Spørgsmål 3:
Bør der kunne opnås en udlægskendelse under alle ovennævnte fire
omstændigheder i punkt
3.1
eller kun i nogle af omstændighederne?
3.2.
Betingelser for udstedelsen
En udlægskendelse vil kunne bevilges af en retsmyndighed inden for rammerne af en
summarisk rettergang på ansøgning fra fordringshaver ved brug af en ansøgningsformular, der
findes på samtlige fællesskabssprog. Fordringshaver vil først skulle overbevise retten om, at
han med største sandsynlighed har et begrundet krav over for skyldner
("fumus boni iuris").
En eksigibel rettighed - en retskendelse eller et officielt bekræftet dokument - skulle være
tilstrækkeligt belæg for kravet. En fordringshaver, der ansøger om en udlægskendelse, inden
han har opnået en eksigibel rettighed, vil således skulle fremlægge yderligere bevis til
understøttelse for kravet.
Dernæst vil fordringshaver skulle påvise den presserende karakter, således at der forelægger
en reel risiko for, at fuldbyrdelsen af kravet kan komme i fare, hvis foranstaltningen ikke
bevilges
("periculum in mora").
Forskellene blandt medlemsstaternes retssystemer bør nøje
indgå i betragtningerne netop i præciseringen af denne betingelse, da det er nødvendigt at nå
til en hensigtsmæssig afvejning af fordringshavers og skyldners interesser.
Sluttelig bør retten være i stand til at kræve, at fordringshaver stiller sikkerhed eller
kautionerer
for at beskytte skyldner mod ethvert tab eller skade, ifald foranstaltningen skulle
blive underkendt i hovedsagen. Her rejser der sig en række spørgsmål om, hvorvidt
fastsættelsen af sikkerhedsstilleisens omfang bør overlades til rettens skøn eller beregnes efter
nationale retsbestemmelser, og også hvorvidt der kan indføres en forpligtelse til at stille
sikkerhed uden at harmonisere fordringshavers ansvarlighed for ethvert tab, som skyldner
måtte lide som følge af uretmæssigt udlæg, hvis fordringshaver ikke kan føre endeligt bevis
for sit krav.
Spørgsmål 4:
l hvor høj grad bør det påhvile fordringshaver at overbevise retten om, at han
har et krav mod skyldner, der er tilstrækkeligt til at begrunde udstedelsen af en
udlægskendelse
?
Spørgsmål 5:
Bør den presserende karakter være en betingelse for udstedelse af
udlægskendelsen forud for udstedelsen af en eksigibilitetserklæring? l bekræftende fald,
hvorledes bør denne betingelse afgrænses?
DA
5
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
336200_0007.png
Spørgsmål 6:
Bør retten ved udstedelsen af en udlægskendelse have skønsbeføjelse til at
kræve sikkerhedsstillelse eller bankgaranti fra fordringshaver? Hvorledes bør beløbet for en
sådan sikkerhedsstillelse/garanti beregnes?
3.3.
Høring af skyldner
I tråd med almindelig praksis i nogle medlemsstater kan det argumenteres, at der ikke bør ske
nogen høring om ansøgningen eller forkyndelse for skyldner forud for tvangsfuldbyrdelsen af
udlægget i bankindeståendet, da dette vil virke mod hensigten om at forhindre midlerne fra at
blive afhændet til eventuel skade for fordringshaver, og da "overraskelsesvirkningen" af
foranstaltningen bør opretholdes. I dette tilfælde vil udlægget blive forkyndt for skyldner på
samme tidspunkt som tvangsfuldbyrdelsen, og skyldner får mulighed for at gøre indsigelse
over for fuldbyrdelsen.
Spørgsmål 7:
Bør der foretages høring af eller forkyndelse over for skyldner forud for
udstedelsen af en udlægskendelse
?
3.4.
Nærmere beskrivelse af de nødvendige kontooplysninger
Det bør overvejes, hvilke og hvor tilbundsgående oplysninger fordringshaver skal opgive om
skyldners konti, når der ansøges om en udlægskendelse. Det siger sig selv, at han skal opgive
skyldners fulde navn, men hvor mange nærmere oplysninger om kontoen er sværere at afgøre.
Især kan der være uenighed om, hvorvidt fordringshaver skal opgive de præcise kontonumre.
Da kendelser om udlæg i bankindeståender i nogle medlemsstater afsiges uden sådanne
oplysninger, og at det ofte vil være umådeligt svært for fordringshaver at få kendskab hertil,
kan det forsvares, at præcise kontonumre ikke bør være et ufravigeligt krav. De oplysninger,
som fordringshaver skal opgive, bør dog være tilstrækkeligt præcise til at sætte banken i stand
til at identificere sin kunde og mindske risikoen for fejlagtigt foretagne udlæg på grund af
identitetsforvekslinger. Det bør overvejes, hvorvidt det ud over skyldners fulde navn er
tilstrækkeligt med navn og adresse på den bankfilial, hvor kontiene er placeret.
Spørgsmål 8:
Hvad bør mindstekravet være til de oplysninger, som skal opgives for at få
udstedt en udlægskendelse?
3.5.
Kompetencespørgsmål
Da de retter, der træffer afgørelse i hovedsager, i de fleste medlemsstater har kompetence til at
træffe afgørelse om sikrende retsmidler, kan det forsvares, at en ret, der i henhold til gældende
fællesskabsret har kompetence til at afgøre sagen, også bør være kompetent til at træffe
afgørelse om sikrende retsmidler under den europæiske ordning.
Ud over den ret, der har kompetence til at pådømme hovedsagen, kunne udlægskendelsen
udstedes af retterne i den medlemsstat, hvor sagsøgte har sin bopæl, hvis forskellig, og/eller
retter i enhver anden medlemsstat, hvor udlægskontoen er placeret.
Da målet med det europæiske instrument er at råde bod på den nuværende situation, hvor
fordringshaver må henvende sig til den medlemsstat, hvor kontoen er placeret, kan det være
nyttigt, om fordringshaver får mulighed for at vælge stedlig kompetence blandt ovenstående.
DA
6
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
336200_0008.png
Spørgsmål 9:
Er De enig i, at de retter, der i henhold til gældende fællesskabsret har
kompetence til at afgøre sagen, og/eller de retter, hvor kontoen er placeret, bør være
kompetente til at udstede udlægskendelsen? Bør retten i sagsøgtes bopælsland også have
kompetence til at udstede udlægskendelsen, selvom den ikke har kompetence i henhold til
forordning nr. 44/2001?
4.
4.1.
BELØB OG BEGRÆNSNINGER FOR EN UDLÆGSKENDELSE I DEN EUROPÆISKE
ORDNING
Det sikrede beløb
Hvis udlægget begrænses til et specifikt beløb snarere end at tillade blokering af hele
skyldners kreditsaldo på den eller de konti, der gøres udlæg i, vil det modvirke misbrug og stå
i rimeligt forhold til det tilsigtede mål. Beløbet bør baseres på det beløb, som fordringshaver
påberåber sig (inklusiv renter og retsafgifter, som skyldes fordringshaver). Det bør overvejes,
hvorvidt yderligere beløb, navnlig fremtidige renter og fordringshavers omkostninger ved
ansøgning om og fuldbyrdelse af udlægget (advokatudgifter, fogedudgifter og bankgebyrer),
bør sikres i udlægget.
Spørgsmål 10:
Er De enig i, at udlægget bør begrænses til et specifikt beløb? I bekræftende
fald, hvorledes bør dette beløbfastsættes?
4.2.
Omkostninger for pengeinstitutterne
Det kan forsvares, at fuldbyrdelsen af et udlæg i bankindestående og overvågningen af
kreditsaldi på skyldners konto medfører visse omkostninger for pengeinstitutterne. Det kan
ligeledes forsvares, at pengeinstitutterne bør foretage udlægget som en offentlig forpligtelse
og påtage sig omkostninger herved som en del af deres driftsomkostninger. Fra tid til anden er
pengeinstitutterne selv fordringshavere, eller har fordringshavere som kunder, således at en
vellykket inddrivelse af pengekrav også er i deres interesse. Det rejser spørgsmålet om,
hvorvidt pengeinstitutterne skal have betaling for at udføre deres opgaver i forbindelse med
udlæg, og i bekræftende fald, hvorvidt det beløb, de eventuelt kan godtgøres, skal fastlægges
på nationalt eller europæisk plan. Det bør også overvejes, hvorvidt fordringshaver skal
forpligtes til at betale pengeinstituttet forud for fuldbyrdelsen af udlægget, eller hvorvidt
pengeinstituttet skal debitere beløbet på udlægskontoen.
Spørgsmål
11:
Mener De, at pengeinstitutterne
bør godtgøres for fuldbyrdelsen
af
udlægsdokumentetP I bekræftende fald bør det beløb, de kan godtgøres, i så fald fastsættes på
forhånd? Bør fordringshaver betale pengeinstituttet på forhånd, eller skal det skyldige beløb
debiteres kreditsaldoen på udlægskontoen?
4.3.
Udlæg i flere konti, fælles konti og mandatarkonti
Hvis fordringshaver på samme tid ønsker at blokere flere konti, der er placeret i en eller flere
medlemsstater, når beløbet på en enkelt konto ikke måtte være tilstrækkeligt til at dække
kravet, rejser der sig det spørgsmål, om og hvordan udlæggene i hver af disse konti kan
begrænses for at hindre, at udlægget udgør to eller tre gange det skyldige beløb. Dette
problem ligner det forhold, der allerede eksisterer i nogle retsordener, hvor et udlæg, der
forkyndes for et pengeinstituts hovedsæde, gælder for samtlige konti i pengeinstituttets lokale
filialer. En mulig løsning på det problem kunne være at fastlægge bestemmelser for overførsel
DA
7
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
336200_0009.png
af det skyldige beløb til en særskilt konto og dernæst frigive de konti, der er gjort udlæg i. Det
bør overvejes, hvordan et sådant system kan fungere mellem forskellige pengeinstitutter og på
tværs af medlemsstaterne.
Det rejser også spørgsmål om udlæg i fælles konti, f.eks. konti i begge ægtefællers navn, og i
mandatarkonti, dvs. konti, hvor kontohaver opbevarer midler på skyldners vegne.
Spørgsmål 12:
Hvis udlægskendelsen bør gælde flere konti, hvordan bør udlægsbeløbet da
fordeles på disse konti?
Spørgsmål 13:
Hvordan bør spørgsmålet om udlæg i fælles konti
og
mandatarkonti
behandles?
4.4.
Beløb, hvori der ikke kan gøres udlæg
For at beskytte skyldners værdighed og familieliv bør visse beløb unddrage s fuldbyrdelse,
navnlig sådanne beløb som skyldner kan beholde til egen og hans husstands forsørgelse. Det
bør derfor overvejes, på hvilket tidspunkt et sådant beløb skal fastsættes, og om det skal
fastsættes af den dommer, der udsteder udlægskendelsen, af fuldbyrdelsesmyndigheden eller
af det pengeinstitut, hvor kontoen er placeret? Bør dette spørgsmål behandles på forhånd eller
kun på anmodning fra skyldner? Sluttelig, hvordan fastsættes og beregnes dette beløb - i
henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor udlægskendelsen blev udstedt, i henhold til
lovgivningen i den medlemsstat, hvor kontoen er placeret, eller i henhold til en harmoniseret
europæisk ordning, som så bør specificere beløbene på hensigtsmæssig vis, f.eks. ved brug af
en generisk eller en indeksreguleret regel?
Spørgsmål 14:
Bør spørgsmålet om, hvorvidt der ikke kan gøres udlæg i visse beløb,
behandles automatisk på tidspunktet for udstedelsenlfuldbyrdelsen af udlægskendelsen, eller
skal det påhvile skyldner at gøre indsigelse med dette for øje? Hvordan
og
af hvem skal det
beløb, der ikke kan gøres udlæg i, beregnes,
og
på hvilket grundlag?
5.
5.1.
UDLÆGSKENDELSENS
RETSVIRKNINGER
Gennemførelse
Når en udlægskendelse er udstedt af en ret i en medlemsstat, rejser der sig dernæst
spørgsmålet om, hvordan det skal gennemføres. På grund af behovet for at handle hurtigt og
på grund af instrumentets rent sikrende karakter, foreslås det, at udlægskendelsen får direkte
retskraft overalt i Den Europæiske Union uden mellemliggende procedurer (som en
eksigibilitetserklæring) i den medlemsstat, som anmodningen er rettet til.
Der må ses på de måder, som udlægskendelsen kan oversendes fra den udstedende ret til det
pengeinstitut, hvor udlægskontoen er placeret. Proceduren bør være udtryk for en afvejning af
fordringshavers interesse i en hurtig oversendelse og skyldners og bankens interesse i at holde
uforsvarlige udlæg på et minimum. Grænseoverskridende oversendelse af dokumenter
reguleres af forordning nr. 1348/20009, der indeholder bestemmelser for direkte
postfremsendelse af en udlægskendelse fra retten til pengeinstituttet. Selvom denne
fremgangsmåde allerede giver mulighed for forholdsvis hurtig forkyndelse af retsafgørelser,
9
Rådets forordning (EF) nr. 1348/2000 af 29. maj 2000 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og
udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager, EFT L 160 af30.6.2000,
s. 37.
DA
8
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
336200_0010.png
bør det overvejes nærmere, om anvendelse af elektronisk kommunikation med fordel kan
anvendes for at gøre oversendelsen hurtigere. For at nå det politiske mål, som er at skabe
større effektivitet i indefrysningen af konti, foreslås det, at udlæg i bankindeståender bør
fungere elektronisk i samtlige eller de fleste stadier i forløbet, dvs. fra den ret, der afsiger
kendelsen, til det pengeinstitut, hvor udlægskontoen er placeret. Det bliver nødvendigt at
vurdere, hvilke mekanismer der skal udformes for at sikre en hensigtsmæssig grad af
sikkerhed i fremsendelsesforløbet, og hvorvidt anvendelsen af en elektronisk underskrift vil
være tilstrækkelig for at bekræfte den udstedende retsmyndigheds identitet og kompetence
samt sikre, at de fremsendte oplysninger er nøjagtige.
Det bør også overvejes, inden for hvilken tidsfrist pengeinstituttet skal foretage udlægget, dvs.
om kontoen skal blokeres øjeblikkeligt efter modtagelsen eller inden for en nærmere angivet
frist efter pengeinstituttets modtagelse af udlægskendelsen, og hvordan transaktioner, der er
indledt inden forkyndelsen afudlægskendelsen for pengeinstituttet, bør behandles.
Pengeinstitutterne bør være pligtige til over for den kompetente fuldbyrdelsesmyndighed at
oplyse, om udlægget har "fanget" midler krediteret skyldner på den eller de konti, der gøres
udlæg i. Ideelt set bør denne oplysning også kunne fremsendes elektronisk. På denne
baggrund bør det overvejes, hvordan bankhemmeligheden og et hensigtsmæssigt
databeskyttelsesniveau kan sikres.
Spørgsmål
15:
Er De enig i, at eksekvaturproceduren
bør afskaffes for udlægskendelsen?
Spørgsmål 16:
Hvordan bør udlægskendelsen oversendes fra den udstedende ret til
pengeinstituttet, hvor kontoen er placeret? Hvilken tidsfrist bør pengeinstituttet have for at
foretage udlægget? Hvilken retsvirkning bør udlægsdokumentet have for igangværende
transaktioner?
Spørgsmål 17:
Er De enig i, at det efter modtagelsen af en udlægskendelse bør være
pengeinstituttets pligt at oplyse fuldbyrdelsesmyndigheden om, hvorvidt og i hvor høj grad
udlægget har givet anledning til en vellykket sikring af de beløb, som skyldner sandsynligvis
skylder fordringshaver?
5.2.
Beskyttelse af skyldner
Når en udlægskendelse har fået retskraft, skal skyldner oplyses om, at hans konto er blevet
blokeret, og ligesom han skal have ret til at gøre indsigelse over for udlægget eller til at søge
beløbet begrænset. Det bør overvejes, hvem der skal oplyse skyldner herom. Det foreslås, at
skyldner formelt forkyndes herom af den rets- eller fuldbyrdelsesmyndighed, der er ansvarlig
for udlægget. Hertil kommer, at der er en forventning om, at pengeinstitutterne som led i
deres kundepleje oplyser skyldner, så snart udlægget er foretaget.
Det er klart, at skyldner må have ret til at gøre indsigelse over for udlægget, men det bør
overvejes, hvilken myndighed der skal have kompetence til at træffe afgørelse om
indsigelsen, nemlig enten den ret, som har udstedt udlægskendelsen, eller retten på det sted,
hvor kontoen er placeret. Det bør også overvejes, om indsigelsesgrundene (f.eks. afvikling af
gæld, kravets forældelse) bør harmoniseres på europæisk plan for at sikre af det påtænkte
instrument størst mulig effektivitet. Det foreslås, at de acceptable indsigelsesgrunde gøres
afhængige af, om udlægget bevilges på grundlag af en eksisterende eksigibel rettighed eller
uafhængigt af en sådan. Det foreslås endvidere, at når udlægget bevilges forud
for
DA
9
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
336200_0011.png
indledningen af procesforløbet for hovedsagen, kan det ikke opretholdes, hvis fordringshaver
ikke indleder hovedsagen inden for en nærmere angivet tidsfrist (f.eks. en måned).
Endelig rejser der sig spørgsmålet om, i hvilken udstrækning fordringshaver bør være
ansvarlig, hvis et udlæg viser sig ubegrundet, og hvorvidt hans ansvar bør harmoniseres på
europæisk plan eller overlades til national lovgivning.
Spørgsmål 18:
Hvornår
og
af hvem bør skyldner modtage formel forkyndelse af, at et udlæg
er bevilget
og
har fået retskraft?
Spørgsmål 19:
Bør udlægget kunne tilbagekaldes eller automatisk ophæves, hvis
fordringshaver ikke indleder hovedsagen indenfor en nærmere angivet tidsfrist?
Spørgsmål 20:
Hvilke årsager bør skyldner kunne lægge til grund for en indsigelse over for
udlægskendelsen,
og i
hvilket omfang? Hvilken ret bør have kompetence til at træffe afgørelse
om skyldners indsigelse over for udlægget?
Spørgsmål 21:
Bør fordringshavers ansvar i tilfælde af, at udlægget viser sig ubegrundet,
harmoniseres på europæisk plan,
og
i bekræftende fald, hvorledes?
5.3.
Rangordning af konkurrerende
fordringshavere
Hvis flere fordringshavere konkurrerer om de beløb, der er krediteret skyldners bankkonto,
opstår spørgsmålet om, hvordan rangordningen skal være for de forskellige fordringshavere,
når det ikke drejer sig om kollektive bobehandlinger. Selvom nogle medlemsstater rangerer
den første fordringshaver, der forkynder et slkrende retsmiddel over for pengeinstituttet,
højest, anvender andre medlemsstater et gruppeprincip af den art, der anvendes i fordelingen
af midlerne i kollektive bobehandlinger. Det bør derfor overvejes, hvorvidt dette spørgsmål
bør harmoniseres på europæisk plan eller overlades til lovgivningen i den medlemsstat, hvor
fuldbyrdelsen finder sted. Et lignende spørgsmål rejser sig med hensyn til rangordningen ved
indefrysning af midler inden for rammerne af straffe- eller forvaltningsretlige processer.
Spørgsmål 22:
Bør der indføres europæiske regler for rangordningen af konkurrerende
fordringshavere? I bekræftende fald, hvilket princip skal så finde anvendelse?
5.4.
"Omlægning" til en tvangsfuldbyrdelsesforanstaltning
En fordringshaver, som med en udlægskendelse har blokeret skyldners konto, kan siden hen i
forbindelse med hovedsagen opnå en kendelse, der kan fuldbyrdes i den medlemsstat, hvor
kontoen er placeret, enten i form af en eksigibilitetserklæring i henhold til forordning
nr. 44/2001 eller ved at fremlægge en attest udstedt i henhold til reglerne om de nye
europæiske procedurer for småkrav og ubestridte krav. I så fald vil fordringshaver ønske at få
de udlægsmidlerne overført til sin egen konto eller modtage beløbet på anden måde. Det bør
overvejes,
hvordan
et
udlæg
i
dette
tilfælde
kan
omlægges
til
en
tvangsfuldbyrdelsesforanstaItning,
der medfører overførsel af udlægsbeløbet
til
fordringshaver.
Spørgsmål 23:
Hvordan
bør
en
udlægskendelse
omlægges
til
en
tvangsfuldbyrdelsesforanstaltning, når fordringshaver har opnået en kendelse, der kan
tvangsfuldbyrdes
i
den medlemsstat, hvor kontoen er placeret?
DA
10
DA