Europaudvalget 2006-07
KOM (2006) 0708 Bilag 5
Offentligt
Til formanden for Arbejdsmarkedsudvalget
Erling Bonnesen
8. december 2006
Ref. 06-001463-2
Kommissionens grønbog om arbejdsret - KOM (2006) 0708
Kære Erling Bonnesen
Kommissionen fremsætter i løbet af året en række dokumenter, hvortil der er knyttet en
høringsfrist – primært hvidbøger, grønbøger og meddelelser - og hvor Folketinget således
har mulighed for at komme med en udtalelse til Kommissionen. Dokumenterne giver
Folketinget en mulighed for at påvirke kommende EU-lovgivning på det tidspunkt, hvor
chancen for indflydelse er størst – nemlig mens bestemmelserne stadig er under
udarbejdelse.
Europaudvalget orienteres løbende om de høringsdokumenter, som Kommissionen
fremsætter. Europaudvalget overvejer i den forbindelse, om dokumentet vedrører et
område, hvor et andet af Folketingets stående udvalg fagligt er bedre rustet til at
substansbehandle sagen. Europaudvalget fremsender i så fald dokumentet til det/de
relevante fagudvalg sammen med en opfordring til at behandle sagen og orientere
Europaudvalget om udvalgets indstilling.
I relation til Kommissionens grønbog om arbejdsret med titlen "Modernisering af
arbejdsretten med henblik på tackling af det 21. århundredes udfordringer" - KOM (2006)
0708 - besluttede Europaudvalget på udvalgsmødet den 1. december 2006 at anmode
Arbejdsmarkedsudvalget om at behandle grønbogen.
Ref. 07-000310-1
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Grønbogen fokuserer især på, hvilken rolle arbejdsmarkedsreglerne ville kunne spille i
forbindelse med at fremme "flexicurity-modellen" i EU. Grønbogen rejser 14 konkrete
spørgsmål til, hvordan EU-landene kan modernisere deres arbejdsmarkeder.
Jeg vil derfor gerne opfordre Arbejdsmarkedsudvalget til at behandle dokumentet og på
baggrund heraf komme med en udtalelse/indstilling til Europaudvalget med henblik på,
at Arbejdsmarkedsudvalget og Europaudvalget i fællesskab eventuelt kan afgive et
høringssvar til Kommissionen.
Jeg kan oplyse, at Kommissionen har sat høringsfristen til den 31. marts 2007. Jeg vil
derfor bede om, at Arbejdsmarkedsudvalget, så vidt det er muligt, orienterer
Europaudvalget om sin behandling og indstilling til sagen senest den 21. marts 2007.
Jeg vedlægger Kommissionens grønbog til orientering samt EU-note (06) E 13 der kort
redegør for indholdet i grønbogen.
Med venlig hilsen
Elisabeth Arnold
Formand for Folketingets Europaudvalg
Ref. 07-000310-1