PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri 2007-08 (2. samling)
KOM (2006) 0744 Bilag 7
Offentligt

European Commission Consumer Policy Service

Rue de la Loi 200

1049 Bruxelles

BELGIEN

Lovafdelingen

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

Formueretskontoret

Jeanie Sølager Bigler

2006-7220/1-0003

JSM40585

Høringssvar fra den danske regering vedrørende Kommissionens

grønbog om gennemgang af forbrugerlovgivningen (KOM (2006)

744 final)

Den danske regering takker for modtagelsen af Kommissionens grønbog

om gennemgang af forbrugerlovgivningen, som har været sendt i høring

hos en bred kreds af berørte myndigheder og organisationer.

På baggrund af bl.a. de indkomne høringssvar skal den danske regering

herved afgive følgende bemærkninger vedrørende grønbogen og de

spørgsmål, der stilles deri:

1. Generelle bemærkninger:

Det fremgår af grønbogen, at Kommissionens gennemgang af forbruger-

lovgivningen blev påbegyndt i 2004 med det formål at opnå en bedre

lovgivning ved at forenkle og supplere de eksisterende regler. Som led

heri har Kommissionen i grønbogen redegjort for resultatet af en gen-

nemgang af 8 forbrugerbeskyttende direktiver. Kommissionen har i den

forbindelse rejst en række spørgsmål i forhold til den samlede lovgivning

og i forhold til de enkelte direktiver. Kommissionen har herunder ønsket

at få belyst, om der bl.a. i lyset af den teknologiske udvikling er behov

for generelle lovgivningsinitiativer på forbrugerområdet, og hvilken lov-

givningsstrategi der i givet fald er hensigtsmæssig ved en sådan revision.

Kommissionen har i den forbindelse anført, at en eventuel revision af

forbrugerlovgivningen vil have til formål at gennemføre et reelt indre

marked for forbrugerne med den rette balance mellem hensynet til et højt

forbrugerbeskyttelsesniveau og hensynet til virksomhedernes konkurren-

ceevne, samtidig med at subsidiaritetsprincippet iagttages.

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

Telefon 7226 8400

Telefax 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Med grønbogen afslutter Kommissionen sit arbejde med at identificere

problemer og mangler i den gældende forbrugerlovgivning, og Kommis-

sionen har anført, at man i lyset af de indkomne høringssvar vedrørende

grønbogen vil tage stilling til, om der er behov for lovgivningsinitiativer

på området.

Den danske regering kan tilslutte sig tanken om, at forbrugerlovgivnin-

gen gennemgås med henblik på at sikre, at lovgivningen er tidssvarende

og fortsat sikrer en god balance mellem et højt forbrugerbeskyttelsesni-

veau og hensynet til virksomhederne.

Fra dansk side havde man imidlertid fundet det mest hensigtsmæssigt,

hvis arbejdet med en gennemgang af forbrugerlovgivningen havde fulgt

Kommissionens oprindelige tidsplan, således at gennemgangen blev fore-

taget i forlængelse af arbejdet med en fælles referenceramme for europæ-

isk aftaleret, og således at gennemgangen i givet fald kunne ske på

grundlag af en færdigudarbejdet referenceramme. Den valgte proces,

hvor gennemgangen af forbrugerlovgivningen foretages, før arbejdet med

en fælles referenceramme er afsluttet, rejser spørgsmål om, hvordan den

fornødne koordinering mellem disse to projekter sikres.

Den danske regering skal endvidere pege på, at Kommissionens mål om

at forenkle den gældende forbrugerlovgivning synes at ville kræve, at

man inddrager alle de retsakter, der regulerer forbrugernes forhold inden

for fællesskabet – dvs. ikke blot de 8 forbrugerbeskyttende direktiver, der

gennemgås i grønbogen. Grønbogen bør derfor forholde sig til anden re-

levant fællesskabslovgivning, eksempelvis direktivet om forbrugerkredit-

ter og direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser.

Med disse forbehold følger nedenfor den danske regerings synspunkter

vedrørende de spørgsmål, der er rejst i grønbogen.

Bemærkninger til grønbogens spørgsmål A-M:

Spørgsmål A1: Generel lovgivningsstrategi

Indledningsvis skal det bemærkes, at de regler, der gælder for forbruger-

aftaler, efter den danske regerings opfattelse som udgangspunkt bør være

de samme regler som dem, der generelt regulerer den pågældende kon-

trakttype. Fra dansk side finder man det ikke hensigtsmæssigt, hvis der

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

tages skridt i retning af at udvikle en ”forbrugeraftaleret”, der adskiller

sig grundlæggende fra den almindelige kontraktret. Efter den danske re-

gerings opfattelse bør EU-lovgivning på forbrugerområdet fortsat ske ved

vertikal regulering på de områder, hvor der vurderes at være behov for

særlige regler med henblik på at løse konkrete problemer.

Dette principielle synspunkt vedrørende lovgivningsstrategi indebærer

imidlertid ikke, at den danske regering ikke kan tilslutte sig, at det i for-

hold til den eksisterende vertikale lovgivning kan være relevant at over-

veje, om der er spørgsmål af en sådan fælles karakter, at disse vil kunne

udskilles til regulering i et horisontalt instrument, der er anvendeligt i

forhold til alle typer af forbrugeraftaler.

Fra dansk side kan man støtte, at en generel revision af forbrugerlovgiv-

ningen, i det omfang det er muligt og hensigtsmæssigt, i givet fald sker

ved en blandet strategi, hvor visse fælles spørgsmål, f.eks. visse definiti-

oner, kan fastlægges i et horisontalt instrument, der gælder for alle kon-

trakttyper, mens sektorspecifikke spørgsmål ligesom i dag reguleres ver-

tikalt under hensyntagen til de særlige behov, der måtte være på det på-

gældende område. En regulering af visse fælles spørgsmål i ét instrument

vil kunne indebære en forenkling.

EU-forbrugerlovgivningen har hidtil været kendetegnet ved en høj detal-

jeringsgrad. Dette peger efter den danske regerings opfattelse i retning af,

at en meget stor del af bestemmelserne i forbrugerlovgivningen er af en

sådan karakter, at de ikke er egnede til at blive anvendt generelt og der-

med ikke egnede til placering i et horisontalt instrument. På den bag-

grund bør indholdet af et sådant tværgående instrument formentlig være

forholdsvis begrænset. Ud over visse fælles definitioner vil instrumentet

kunne indeholde de bestemmelser, der i dag findes i direktivet om urime-

lige kontraktvilkår, og som gælder for alle kontrakttyper. Fra dansk side

kan man derimod ikke tilslutte sig Kommissionens forudsætning om, at

et horisontalt instrument bl.a. også skulle omfatte de spørgsmål, der i dag

er reguleret i forbrugerkøbsdirektivet. Dette direktiv fastlægger den lov-

givning, som knytter sig specifikt til aftaler om køb af løsøre, og regule-

ringen heraf er ikke uden videre hensigtsmæssig at anvende på andre

kontrakttyper.

Med disse bemærkninger kan man fra dansk side tilslutte sig grønbogens

løsning 2.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Spørgsmål A2: Anvendelsesområdet for et horisontalt instrument

Det er den danske regerings opfattelse, at et eventuelt horisontalt instru-

ment som udgangspunkt bør finde anvendelse på såvel nationale som

grænseoverskridende aftaler og uafhængigt af, om der er tale om en

fjernsalgsaftale eller ej. Med en sådan afgrænsning af anvendelsesområ-

det vil det være forudsigeligt, hvilke regler der finder anvendelse på afta-

len, hvilket må forventes at være til gavn for både forbrugeren og den

erhvervsdrivende.

Fra dansk side kan man derfor tilslutte sig grønbogens løsning 1.

Spørgsmål A3: Harmoniseringsgrad

Kommissionen har i grønbogen anført, at den mulighed, som medlems-

staterne i dag har for at vedtage indbyrdes forskellige regler som følge af

minimumsharmoniseringen på forbrugerområdet, kan skabe barrierer for

det indre marked og medvirke til, at forbrugere afholder sig fra at foreta-

ge grænseoverskridende transaktioner. Kommissionen har i den forbin-

delse anført, at disse problemer kan løses ved at anvende totalharmonise-

ring på forbrugerområdet.

Den danske regering skal indledningsvis bemærke, at der synes at kunne

være en række årsager til, at forbrugere afholder sig fra at handle over

grænserne, og at eventuelle andre bevæggrunde hos forbrugerne end et

uensartet niveau for forbrugerbeskyttelsen i fællesskabet ikke er søgt

nærmere belyst i forbindelse med Kommissionens gennemgang af for-

brugerlovgivningen. Den danske regering er dog som udgangspunkt enig

i, at totalharmonisering på forbrugerområdet i et vist omfang vil kunne

bidrage til en løsning af de problemer, Kommissionen har peget på.

Ved vurderingen af, om totalharmonisering altid vil være et hensigts-

mæssig princip for lovgivningen på forbrugerområdet, må der dog efter

den danske regerings opfattelse inddrages en række forhold.

Da totalharmonisering afskærer medlemsstaterne fra i national lovgiv-

ning at fastsætte regler, der er mere gunstige for forbrugeren, må total-

harmonisering i givet fald for det første forudsætte, at harmoniseringen

sker på et tilstrækkeligt højt forbrugerbeskyttelsesniveau. I modsat fald

vil en række medlemsstater være nødsaget til at sænke niveauet for for-

brugerbeskyttelsen i forhold til i dag.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

For det andet må der tages hensyn til, hvilken type spørgsmål der vil væ-

re egnede til at regulere ved totalharmonisering. Den danske regering

skal i den forbindelse pege på, at forbrugerlovgivningen i EU hidtil har

været kendetegnet ved detaljerede regler, der tager sigte på at regulere

specifikke områder, hvor der har været et særligt behov for at gribe ind

på EU-plan. Dette betyder, at EU-forbrugerlovgivningen ikke udtøm-

mende regulerer den pågældende kontrakttype, og at EU-reglerne vil

skulle suppleres af mere generelle bestemmelser på området i national

lovgivning. Fra dansk side finder man denne arbejdsdeling mellem EU

og medlemsstaterne hensigtsmæssig. Konsekvensen heraf er imidlertid

også, at de detaljerede regler i EU-lovgivningen nødvendigvis skal kunne

indpasses i og spille sammen med medlemsstaternes øvrige regulering.

Dette vanskeliggøres, hvis EU-lovgivningen som følge af totalharmoni-

sering ikke levner medlemsstaterne nogen fleksibilitet i forbindelse med

gennemførelsen.

Detaljerede kontraktretlige regler er derfor efter den danske regerings

opfattelse som udgangspunkt ikke egnede til totalharmonisering. Total-

harmonisering kan derimod være en hensigtsmæssig reguleringsform i

forhold til andre spørgsmål, der ikke knytter sig snævert til generelle

kontraktretlige principper. Navnlig ved regulering af oplysningsforplig-

telser for den erhvervsdrivende vil det ofte være til gavn for både den

erhvervsdrivende og forbrugeren, hvis omfanget af pligten er fastlagt ved

totalharmoniserede regler.

På den baggrund er det efter den danske regerings opfattelse afgørende,

at spørgsmålet om, hvilken harmoniseringsgrad der skal anvendes, afgø-

res konkret i det enkelte instrument, herunder i forhold til de enkelte

spørgsmål i det enkelte instrument. I det lys kan man fra dansk side ikke

fuldt ud støtte nogen af de anførte løsningsforslag,

For så vidt angår grønbogens forslag om forskellige kombinationsmulig-

heder skal det endvidere bemærkes, at det ikke fremstår ganske klart,

hvad forskellen er på den foreslåede regel om gensidig anerkendelse og

reglen om oprindelseslandsprincippet. Hertil kommer, at begge forslag

umiddelbart synes at være vanskeligt forenelige med principperne i Rom-

konventionen og den kommende forordning om lovvalget ved kontraktli-

ge forpligtelser, der peger på lovgivningen i forbrugerens hjemland som

den lov, der finder anvendelse på forbrugerkontrakter.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Spørgsmål B1: Hvordan bør begreberne ”forbruger” og ”forretnings-

drivende” defineres?

Fra dansk side er man enig med Kommissionen i, at det som udgangs-

punkt vil være hensigtsmæssigt med en fælles definition af centrale be-

greber i forbrugerlovgivningen, herunder af begrebet ”forbruger”.

Den danske regering finder det i den forbindelse væsentligt, at en eventu-

el fælles definition af forbrugerbegrebet fastlægges således, at den kan

rumme alle de situationer, hvor der er behov for at sikre den ikke-

erhvervsdrivende part en særlig beskyttelse.

Et sådant behov foreligger efter dansk opfattelse ikke kun i de situatio-

ner, der i dag er omfattet af anvendelsesområdet for de forskellige for-

brugerdefinitioner, der indgår i forbrugerlovgivningen, og hvorefter for-

brugerdefinitionen er begrænset til at omfatte den, der handler uden for

sit erhverv.

Derfor kan man fra dansk side tilslutte sig grønbogens løsning 2, således

at forbrugerdefinitionen udvides til også at omfatte de tilfælde, hvor en

person primært eller hovedsaglig handler uden for sit erhverv.

Spørgsmål B2: Bør kontrakter mellem privatpersoner betragtes som for-

brugeraftaler, når en af parterne handler gennem en professionel mel-

lemmand eller formidler?

Den danske regering finder det rimeligt, at man i de situationer, hvor en

aftale indgås via et erhvervsdrivende mellemled, betragter aftalen som en

forbrugeraftale. Fra dansk side kan man derfor støtte grønbogens løsning

2, således at begrebet forbrugeraftale også skal omfatte de tilfælde, hvor

en af parterne handler gennem en professionel mellemmand eller formid-

ler. De spørgsmål, der kan rejses i forhold til den nærmere definition af

en mellemmand eller formidler, er efter den danske regerings opfattelse

ikke af en sådan karakter, at dette bør hindre en regulering, der udvider

forbrugerbeskyttelsen til også at gælde i sådanne situationer.

En udvidelse i overensstemmelse med ovenstående bør efter den danske

regerings opfattelse alene regulere spørgsmålet om, hvornår de forbru-

gerbeskyttende regler kan gøres gældende over for den private, der har

anvendt en erhvervsdrivende mellemmand. Reguleringen bør derimod

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

ikke tage stilling til, under hvilke betingelser mellemmanden hæfter selv-

stændigt over for forbrugeren.

Spørgsmål C: Bør et horisontalt instrument omfatte en overordnet for-

pligtelse for forretningsdrivende til at handle i overensstemmelse med

principperne om god tro og fair behandling?

Direktivet om urimelige kontraktvilkår indeholder regler om, hvornår et

aftalevilkår er af en sådan karakter, at vilkåret kan tilsidesættes som

ugyldigt. Der er dermed allerede i den gældende EU-forbrugerlovgivning

taget stilling til, i hvilke tilfælde en kontraktparts handlemåde medfører

en sådan skævhed i parteres aftale, at det bør have civilretlige konse-

kvenser. Spørgsmålet er derfor, hvilket formål en supplerende civilretlig

lovgivning om kontraktparternes handlemåde skal tjene.

Det anføres i grønbogen, at formålet med en overordnet forpligtelse til at

handle i overensstemmelse med god skik skulle være, at domstolene her-

ved har mulighed for at udfylde huller i eksisterende lovgivning under

hensyntagen til dette princip, og at princippet kan anvendes i forbindelse

med fortolkning af kontraktvilkår, hvorved der etableres et sikkerhedsnet

for forbrugerne.

Kommissionen beskriver ikke nærmere, hvilke følger den erhvervsdriv-

endes tilsidesættelse af reglen i givet fald skulle have. Eftersom der alle-

rede med direktivet om urimelige kontraktvilkår er gjort op med, hvornår

man ønsker at kunne gribe civilretligt ind over for en parts urimelige af-

talevilkår, er det efter den danske regerings opfattelse nærliggende, at

formålet med en generel forpligtelse som den nævnte i givet fald skulle

være at påvirke de erhvervsdrivendes adfærd mere generelt og overord-

net.

Fra dansk side finder man, at en sådan bestemmelse, der har karakter af

en god skik-regel, er bedst egnet til at indgå i en offentligretlig regule-

ring, hvis overholdelse påses af en offentlig tilsynsmyndighed, og såle-

des, at tilsidesættelse af forpligtelsen til at handle i overensstemmelse

med god tro og fair behandling ikke tillægges civilretlige konsekvenser,

men sanktioneres med traditionelle offentligretlige sanktioner såsom på-

bud, bøde mv.

På den baggrund finder man fra dansk side ikke, at der bør indføres gene-

relle civilretlige regler om, at den erhvervsdrivende skal handle i over-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

ensstemmelse med principperne om god tro og fair behandling, og den

danske regering kan derfor tilslutte sig grønbogens løsning 2.

Spørgsmål D1: I hvilket omfang bør reglerne om urimelige kontraktvil-

kår også gælde for kontrakter, der har været genstand for individuel for-

handling?

Den danske regering er enig med Kommissionen i, at det i praksis kan

være vanskeligt at fastslå, om et konkret kontraktvilkår har været gen-

stand for individuel forhandling, og at der på den baggrund kunne være

grundlag for at lade reguleringen på dette område omfatte alle urimelige

kontraktvilkår, uanset om disse har været individuelt forhandlet eller ej.

Fra dansk side kan man derfor tilslutte sig grønbogens løsning 1.

Spørgsmål D2: Hvilken status bør en eventuel liste over urimelige kon-

traktvilkår i et horisontalt instrument have?

Den danske regering kan tilslutte sig en løsning, hvorefter den nuværen-

de vejledende liste opretholdes, jf. grønbogens løsning 1. Baggrunden

herfor er for det første, at vurderingen af, om et kontraktvilkår er urime-

ligt, bør foretages i lyset af aftalens indhold som helhed, og derfor er det

ikke hensigtsmæssigt med en liste over vilkår, der altid – uden hensynta-

gen til de øvrige dele af aftalen – skal anses for urimelige. For det andet

vil det næppe være muligt på forhånd at forudse alle kontraktvilkår, der

bør anses for urimelige, og derfor bør listen ikke være udtømmende.

Spørgsmål D3: Bør kriterierne for urimelige kontraktvilkår i de relevante

direktiver udvides?

Fra dansk side kan man støtte en regulering, hvorefter vurderingen af, om

der konkret er tale om et urimeligt kontraktvilkår, tager udgangspunkt i

en helhedsvurdering af den foreliggende aftale, jf. også ovenfor under

spørgsmål D2.

På den baggrund har den danske regering principielt ingen indvendinger

imod en udvidelse af de kriterier, der efter direktivet om urimelige kon-

traktvilkår skal indgå i vurderingen af, om et vilkår er urimeligt, jf. grøn-

bogens løsning 1. Den danske regering skal dog samtidig pege på, at

Kommissionen ikke i grønbogen har redegjort nærmere for, om den nu-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

værende regulering i praksis har ført til urimelige resultater, og om der af

den grund er behov for at foretage ændringer.

Spørgsmål E: Hvilke kontraktmæssige virkninger bør tilsidesættelse af

informationspligten i forbrugerlovgivningen have?

Kommissionen har i grønbogens løsning 1 peget på, at tilsidesættelse af

oplysningsforpligtelser generelt bør sanktioneres med en forlængelse af

fortrydelsesfristen. Den danske regering kan ikke støtte, at denne sankti-

on skal gælde generelt, idet der ikke nødvendigvis er sammenfald mel-

lem de tilfælde, hvor sælgeren er pålagt en oplysningsforpligtelse, og

hvor forbrugeren har fortrydelsesret. Pakkerejsedirektivet indeholder ek-

sempelvis regler om, at den erhvervsdrivende skal give visse oplysninger

til forbrugeren, men der er ikke i dette direktiv fundet behov for at give

forbrugeren adgang til at fortryde aftalen.

Hvis der derimod konkret er tale om en kontrakttype, hvor man har fun-

det grundlag for at tildele forbrugeren ret til at fortryde aftalen, kan en

forlængelse af fristen for at fortryde efter omstændighederne være en eg-

net sanktion, hvis den erhvervsdrivende ikke opfylder sin forpligtelse til

at give forbrugeren visse oplysninger.

Den danske regering finder ikke grundlag for herudover at tillægge til-

sidesættelse af oplysningsforpligtelser civilretlige konsekvenser. Hvis

den erhvervsdrivende som et almindeligt led i sin markedsføring tilside-

sætter sin oplysningsforpligtelse på et område, hvor der ikke er fortrydel-

sesret for forbrugeren, jf. ovenfor, bør sanktionen efter den danske rege-

rings opfattelse ikke være ophævelse af den enkelte aftale eller lignende,

jf. grønbogens løsning 2, men derimod sanktioner af offentligretlig ka-

rakter, eksempelvis bøde eller påbud fra en offentlig myndighed.

Den danske regering kan på den baggrund tilslutte sig grønbogens løs-

ning 3.

Fra dansk side skal man endvidere pege på, at der i forbindelse med en

eventuel revision af reglerne om oplysningspligt også kunne være anled-

ning til at overveje, om de gældende oplysningsforpligtelser har et hen-

sigtsmæssigt omfang. Det bør sikres, at de erhvervsdrivende alene for-

pligtes til at give forbrugerne de oplysninger, som er væsentlige og rele-

vante for den beslutning, forbrugeren skal træffe. Et for omfattende kata-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

log af oplysninger er også uhensigtsmæssigt for forbrugeren, der i så fald

kan have vanskeligt ved at identificere det centrale.

Spørgsmål F1: Bør fortrydelsesfristens længde harmoniseres i hele for-

brugerlovgivningen?

Efter den danske regerings opfattelse er det ikke i sig selv afgørende, at

der gælder den samme fortrydelsesfrist på de forskellige forbrugerbeskyt-

telsesområder, der er reguleret af fællesskabsretlige regler. Fristen bør

ikke være længere, end det er nødvendigt, for at forbrugeren kan nå at

varetage sine interesser på en rimelig måde. Hvis der ikke gør sig særlige

forhold eller behov gældende på det enkelte område, taler hensynet til at

sikre et klart og gennemskueligt regelværk for, at man undlader at fast-

sætte forskellige regler.

Fra dansk side kan man således tilslutte sig grønbogens løsning 3.

Spørgsmål F2: Hvordan bør fortrydelsesretten udøves?

Fra dansk side finder man det som udgangspunkt hensigtsmæssigt, hvis

der fastsættes ensartede regler for, hvordan forbrugeren skal forholde sig,

hvis han eller hun ønsker at benytte en fortrydelsesret, jf. grønbogens

løsning 2. Den danske regering finder det væsentligt for forbrugerbeskyt-

telsen, at sådanne ensartede procedurer i givet fald ikke bliver så vanske-

lige eller byrdefulde for forbrugeren at benytte, at fortrydelsesretten reelt

gøres illusorisk.

Spørgsmål F3: Hvilke udgifter skal forbrugeren afholde, hvis handlen

ophæves?

Efter den danske regerings opfattelse er der nogle generelle hensyn, der

bør tages i betragtning, når det skal vurderes, hvilke omkostninger en

forbruger skal betale, hvis vedkommende vil gøre brug af retten til at for-

tryde aftalen. På den ene side bør udgifterne forbundet med at bruge for-

trydelsesretten ikke være så store, at de reelt udgør en barriere for brugen

af fortrydelsesretten. På den anden side taler hensynet til den erhvervs-

drivende, der har indgået en som udgangspunkt bindende aftale, for, at

reglerne om fortrydelsesret udformes på en sådan måde, at risikoen for

misbrug begrænses.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Ovennævnte hensyn vejer ikke nødvendigvis lige tungt i alle de situatio-

ner, hvor forbrugeren efter gældende ret har fortrydelsesret. Dette taler

efter den danske regerings opfattelse for, at reglerne om, hvilke udgifter

forbrugeren skal afholde ved brug af fortrydelsesretten, ikke fastsættes

som ensartede regler, der skal gælde i alle situationer, men fortsat udfor-

mes i lyset af de forhold, der gør sig gældende inden for hver enkelt kon-

trakttype.

Fra dansk side kan man derfor tilslutte sig grønbogens løsning 3.

Spørgsmål G1: Bør der i det horisontale instrument fastsættes bestem-

melser om generelle kontraktmæssige beføjelser for forbrugerne?

Fra dansk side kan man ikke støtte en regulering som beskrevet i grønbo-

gens løsning 2, hvorefter der i et horisontalt instrument fastsættes gene-

relle regler om forbrugerens beføjelser ved den erhvervsdrivendes mis-

ligholdelse af aftalen.

Efter den danske regerings opfattelse er forbrugerens misligholdelsesbe-

føjelser ikke et område, der er egnet til at blive reguleret i et generelt in-

strument, der finder anvendelse på alle forbrugeraftaler. Uanset om der

med ”forbrugeraftaler” menes alle aftaler, hvori en af parterne er forbru-

ger, eller om der alene menes de aftaler, der er reguleret i de 8 direktiver,

som er omfattet af gennemgangen i grønbogen, er der efter den danske

regerings opfattelse tale om så forskelligartede kontrakttyper, at man bør

tage hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende for den enkelte

kontrakttype. Man kan således forestille sig, at betingelserne for forbru-

gerens ophævelse af aftalen er forskellige, alt efter hvilken type aftale der

ønskes hævet, bl.a. under hensyn til, at hævebeføjelsen kan være mere

eller mindre byrdefuld for den erhvervsdrivende.

Det kunne også anføres, at en generel regulering af forbrugerens mislig-

holdelsesbeføjelser næppe burde gennemføres, uden at man samtidig og-

så generelt regulerede den erhvervsdrivendes misligholdelsesbeføjelser.

Reguleringen af de enkelte beføjelser bør derfor fortsat ske vertikalt un-

der hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende på det pågælden-

de område, jf. grønbogens løsning 1.

Den danske regering skal endvidere bemærke, at det i grønbogen ikke

omtales, hvordan en generel regulering af misligholdelsesbeføjelser i gi-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

vet fald ville forholde sig til det verserende arbejde med en fælles refe-

renceramme for europæisk aftaleret.

Spørgsmål G2: Bør det horisontale instrument give forbrugerne en gene-

rel ret til erstatning, såfremt aftalen ikke holdes?

Spørgsmålet om, under hvilke betingelser der kan kræves erstatning for

misligholdelse af en kontraktretlig forpligtelse, og hvilke tabsposter der i

så fald kan kræves dækket, er traditionelt blevet overladt til national ret.

Reguleringen heraf har typisk sammenhæng med de enkelte medlemssta-

ters principper om erstatning uden for kontrakt.

Fra dansk side er man derfor skeptisk over for nu at søge erstatnings-

spørgsmålet reguleret på fællesskabsniveau. Der er ikke i grønbogen pe-

get på forhold, der i praksis viser et særligt behov for at fastsætte sådanne

generelle regler om forbrugerens ret til erstatning i anledning af den er-

hvervsdrivendes misligholdelse.

På denne baggrund kan den danske regering tilslutte sig grønbogens løs-

ning 1.

Spørgsmål H1: Bør reglerne om forbrugerkøb omfatte andre former for

aftaler om levering af varer eller digitale tjenester til forbrugere?

Forbrugerkøbsdirektivets anvendelsesområde er som nævnt i grønbogen

afgrænset til visse aspekter vedrørende aftaler om

køb

løsøre.

Den danske regering er enig med Kommission i, at der kan være grund-

lag for nærmere at undersøge behovet for også at regulere visse lignende

kontrakttyper på EU-plan.

Ikke alle sådanne kontrakttyper synes dog umiddelbart at have sådanne

ligheder med aftaler om køb af løsøre, at en udvidelse af anvendelsesom-

rådet for forbrugerkøbsdirektivet vil være den mest hensigtsmæssige løs-

ning.

Der kan argumenteres for, at en forbruger skal have samme rettigheder,

når vedkommende

køber

musik digitalt via downloads fra internettet,

som når vedkommende

køber

den samme musik på en CD. Derimod er

det f.eks. ikke nødvendigvis hensigtsmæssigt at anvende det samme re-

gelsæt, hvis forbrugeren ikke køber musikken, men alene får

licens

til

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

brug i en vis periode. Hvorvidt der er grundlag for en fælleseuropæisk

regulering af aftaler, der giver brugsret til visse digitale tjenester, og i

hvilket omfang en sådan regulering i givet fald forudsætter afvigelser fra

den regulering, der gælder for køb af løsøre, bør efter den danske rege-

rings opfattelse undersøges nærmere.

I grønbogen nævnes også spørgsmålet om, hvorvidt forbrugeraftaler om

leje af biler bør være omfattet af anvendelsesområdet for forbrugerkøbs-

direktivet. Den danske regering skal hertil bemærke, at sådanne lejeafta-

ler adskiller sig betydeligt fra de traditionelle købsaftaler, der er reguleret

i forbrugerkøbsdirektivet. Bl.a. er der den helt grundlæggende forskel, at

forbrugeren ved lejeaftalen ikke opnår ejendomsretten til den omhandle-

de genstand. På den baggrund finder man det fra dansk side ikke hen-

sigtsmæssigt uden videre at lade sådanne aftaler være reguleret af samme

regler som de, der gælder for traditionelle aftaler om forbrugerkøb.

Hvis der er tale om længerevarende aftaler om f.eks. leasing af biler, kan

ligheden med traditionelle købsaftaler siges at være større, men den nu-

værende afgrænsning af anvendelsesområdet for forbrugerkøbsdirektivet

har efter de danske erfaringer ikke givet anledning til væsentlige juridi-

ske problemer.

Den danske regering skal fremhæve, at et eventuelt behov for at lovregu-

lere sådanne lejeaftaler (dvs. aftaler vedrørende tjenesteydelser) i givet

fald måtte vejes op imod den omstændighed, at lovregulering af tjeneste-

ydelsesaftaler erfaringsmæssigt rejser en række problemstillinger af sær-

deles kompliceret karakter, f.eks. i forhold til spørgsmålet om forbruge-

rens mulighed for at hæve aftalen, når den erhvervsdrivendes ydelse ikke

kan tilbageleveres.

Spørgsmål H2: Bør regler om forbrugerkøb gælde for brugte varer, som

sælges på offentlig auktion?

Fra dansk side finder man, at reglerne om forbrugerkøb som udgangs-

punkt bør gælde for alle forbrugerkøbsaftaler, uanset hvordan købsafta-

len indgås. En fravigelse af dette udgangspunkt bør kun gøres, i det om-

fang der er et særligt behov, som kan begrunde særlige regler.

Ved auktioner, hvor forbrugeren har mulighed for selv at være til stede,

er der tale om en særlig salgsform, der kan tilsige, at der i visse henseen-

der gælder noget andet, end hvad der i øvrigt følger af forbrugerkøbsreg-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

lerne. Dette gælder i forhold til, hvornår der er en mangel ved salgsgen-

standen, og i forhold til sælgers mulighed for at tage generelle forbehold

(as is-klausuler).

I Danmark er auktionssalg, hvor forbrugeren har mulighed for selv at væ-

re til stede, undergivet de almindelige regler for forbrugerkøb, dog såle-

des at det ved denne salgsform er muligt at tillægge et generelt forbehold

fra sælger betydning ved vurderingen af, om salgsgenstanden er mangel-

fuld. Uanset et sådant forbehold er sælger efter dansk ret mangelsansvar-

lig, hvis der er givet urigtige eller vildledende oplysninger om salgsgen-

standen, hvis sælger har tilsidesat sin loyale oplysningspligt, eller hvis

genstanden er i væsentlig ringere stand, end forbrugeren under hensyn til

omstændighederne havde grund til at regne med. Den danske regering er

ikke bekendt med, at denne regulering har givet anledning til problemer i

praksis.

I forhold til onlineauktioner, som nævnes i grønbogen, skal det særligt

bemærkes, at denne form for auktioner typisk er kendetegnet ved, at for-

brugeren ikke har mulighed for selv at være til stede under auktionen.

Det danske justitsministerium har i marts 2006 udarbejdet en redegørelse

om forbrugerens retsstilling ved køb på onlineauktioner. I redegørelsen

konkluderes det, at de eksisterende forbrugerbeskyttende regler – bl.a.

regler, der gennemfører forbrugerkøbsdirektivet og fjernsalgsdirektivet –

finder anvendelse på disse auktionskøb, og at reglerne må antages at yde

forbrugeren den fornødne beskyttelse.

Spørgsmål I1 og I2: Hvordan bør begrebet ”levering” defineres, og

hvordan bør risikoens overgang ved forbrugerkøb reguleres?

Kommissionen har ikke i grønbogen nærmere beskrevet, om det i praksis

giver anledning til problemer, at der i dag på EU-plan ikke er fastlagt en

definition af ”levering” og ”risikoens overgang”.

I mange medlemsstater er ”levering” og ”risikoens overgang” centrale

obligationsretlige begreber, der anvendes ikke blot i relation til forbru-

gerkøb, men i forhold til en lang række forskellige kontrakttyper.

Spørgsmålet synes derfor snarere at kunne inddrages i arbejdet med den

fælles referenceramme for europæisk aftaleret.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Spørgsmål J1 og J2: Bør reklamationsfristen automatisk forlænges med

den periode, hvor mangler ved salgsgenstanden udbedres, herunder hvis

varen gentagne gange skal repareres for samme mangel?

Efter forbrugerkøbsdirektivets artikel 3, stk. 3, skal sælgers afhjælpning

eller omlevering ske inden for rimelig tid og uden væsentlig ulempe for

forbrugeren. Sker dette ikke, har forbrugeren ret til at kræve passende

afslag i købesummen eller til at hæve aftalen, jf. direktivets artikel 3, stk.

5. Direktivet opstiller således ret snævre grænser for, hvor længe sælge-

ren kan beholde salgsgenstanden med henblik på at udbedre manglen.

Der synes derfor ikke at være et stærkt behov for en regel om, at rekla-

mationsfristen forlænges med det tidsrum, hvor salgsgenstanden har væ-

ret indleveret til reparation.

Det kunne i stedet overvejes at fastsætte, at forbrugerens rettidige rekla-

mation over en given mangel ved salgsgenstanden i givet fald en gang for

alle har afbrudt reklamationsfristen i relation til den pågældende mangel.

I det omfang salgsgenstanden efter sælgers afhjælpning på ny viser sig at

lide af den pågældende mangel, eller i det omfang sælger har omleveret,

og den omleverede genstand lider af samme mangel, vil der således alle-

rede være reklameret rettidigt over for sælger. Har sælgeren foretaget

omlevering som følge af manglen, vil der løbe en ny absolut reklamati-

onsfrist for denne genstand i forhold til andre mangler end den, der gav

anledning til den oprindelige reklamation.

Spørgsmål J3: Bør der gælde særlige regler for brugte varer?

Den danske regering finder, at det vil være uhensigtsmæssigt med sær-

regler for køb af brugte genstande. Sådanne regler vil kunne give anled-

ning til vanskelige afgrænsningsspørgsmål, når der skal tages stilling til,

om en vare er brugt eller ubrugt. Der bør i stedet ved den konkrete man-

gelsbedømmelse lægges vægt på, hvad der er aftalt om varens alder og

stand og køberens forudsætninger herom.

På den baggrund kan man fra dansk side tilslutte sig grønbogens løsning

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Spørgsmål J4: Hvem påhviler det at bevise, at der allerede var mangler

på leveringstidspunktet?

Efter dansk ret er det et grundlæggende obligationsretligt princip, at den

kontraktpart, der hævder, at modparten har misligholdt sine forpligtelser,

har bevisbyrden for, at dette er tilfældet.

Spørgsmålet om, hvem bevisbyrden påhviler, må imidlertid holdes ad-

skilt fra spørgsmål om, hvilke krav der stilles til styrken af bevis for, at

der foreligger en sådan misligholdelse. Efter dansk ret er der fri bevisbe-

dømmelse, og det er efter den danske regerings opfattelse afgørende at

fastholde et princip om, at domstolene frit kan vurdere, hvilke krav der i

det enkelte tilfælde stilles til beviset for misligholdelse. Efter omstæn-

dighederne kræver domstolene således ikke, at den part, der vil påberåbe

sig misligholdelsen, fører fuldt bevis herfor, men alene at vedkommende

sandsynliggør, at der foreligger misligholdelse. Domstolene har således

mulighed for at regulere kravene til styrken af beviset i lyset af parternes

mulighed for at føre bevis, og der kan tages hensyn til, hvem der i det

konkrete tilfælde er nærmest til at føre beviset.

Regler, hvorefter der i en vis periode er en formodning for, at en mangel

ved salgsgenstanden var til stede på leveringstidspunktet, og hvorefter

det påhviler sælger at afkræfte denne formodning, er en fravigelse af

ovennævnte princip om, hvem der som udgangspunkt har bevisbyrden.

En sådan fravigelse kan efter omstændighederne være berettiget i en vis

kortere periode efter leveringstidspunktet, hvis fejl, der viser sig inden

for denne periode, erfaringsmæssigt typisk har været til stede ved leve-

ringen. I så fald indebærer formodningsreglen, at man overflødiggør en

bevisførelse, der alligevel oftest ville føre til, at manglen forelå på leve-

ringstidspunktet. Berettigelsen af en sådan antagelse om manglens tilste-

deværelse på leveringstidspunktet svækkes derimod, jo længere tid der er

forløbet siden leveringen. En formodningsregel, der udstrækkes til even-

tuelt at omfatte hele reklamationsfristens længde, ville derfor stille sælge-

ren i en efter omstændighederne urimelig bevismæssig situation, hvor

sælgers mulighed for at tilbagevise forbrugerens krav er knyttet til for-

hold uden for sælgers kontrol, herunder navnlig spørgsmålet om salgs-

genstandens brug, mens den har været i forbrugerens besiddelse.

Fra dansk side kan man således ikke støtte en regulering, der indebærer,

at formodningsreglen gælder i hele reklamationsperioden, jf. grønbogens

løsning 2. Omvendt anerkender den danske regering, at den nuværende

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

6-måneders formodningsregel kan give anledning til visse uhensigtsmæs-

sigheder i handelspraksis, da der kan opstå tvivl om forbrugerens retsstil-

ling efter udløbet af 6-måneders fristen. Fra dansk side finder man imid-

lertid ikke, at dette er uhensigtsmæssigheder, som bør søges afklaret via

lovgivning om formodningsreglens tidsmæssige udstrækning, men der-

imod ved at fastholde muligheden for, at domstolene i praksis kan tage

individuelle hensyn ved fastlæggelsen af, hvilke krav der i det enkelte

tilfælde bør stilles til styrken af bevis for, at manglen forelå på leverings-

tidspunktet.

Spørgsmål K1: Bør forbrugeren frit kunne vælge blandt de beføjelser,

som er til rådighed?

Den danske regering skal indledningsvis henvise til det anførte under

spørgsmål A1, hvoraf det fremgår, at man fra dansk side ikke kan tilslutte

sig Kommissionens forudsætning om, at et horisontalt instrument bl.a.

skal omfatte de spørgsmål, der i dag er reguleret i forbrugerkøbsdirekti-

vet, herunder spørgsmålet om hvilke beføjelser forbrugeren kan gøre

gældende, hvis den erhvervsdrivende ikke opfylder sine forpligtelser i

henhold til kontrakten.

I forhold til forbrugerkøbsdirektivet er den danske regering imidlertid

enig i Kommissionens synspunkter om, at den nuværende EU-regulering,

hvorefter forbrugeren ved forbrugerkøb i første omgang kan vælge mel-

lem afhjælpning og omlevering, medmindre den valgte beføjelse er umu-

lig eller uforholdsmæssig i forhold til sælgeren, kan give anledning til

tvister, da forbrugeren ofte er uden kendskab til de omstændigheder, der

kan berettige sælger til at afvise forbrugerens valg med henvisning til, at

der foreligger uforholdsmæssighed.

Fra dansk side finder man derfor, at den mest hensigtsmæssige udform-

ning af reglerne om forbrugerens mangelsbeføjelser opnås, hvis forbru-

gerkøberen som udgangspunkt kan vælge mellem dels afhjælpning, om-

levering og prisafslag, dels ophævelse, medmindre manglen er uvæsent-

lig, men med den begrænsning, at den erhvervsdrivende kan afværge for-

brugerens krav ved at tilbyde omlevering eller afhjælpning af manglen

inden rimelig tid, uden omkostninger og uden væsentlig ulempe for for-

brugeren.

På den baggrund kan man fra dansk side ikke fuldt ud tilslutte sig nogen

af løsningsforslagene i grønbogen.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Det skal endvidere bemærkes, at den danske regering er enig med Kom-

missionen i, at ikke alle de mulige beføjelser bør stilles lige, idet navnlig

hævebeføjelsen, som er meget indgribende for sælgeren, ikke bør kunne

gennemføres, medmindre manglen er væsentlig. Fra dansk side lægger

man derfor betydelig vægt på, at hævebeføjelsen som udgangspunkt ikke

bør kunne gennemtvinges, hvis der foreligger en uvæsentlig mangel.

Spørgsmål K2: Bør forbrugeren være forpligtet til at underrette sælger

om manglende overensstemmelse med aftalen?

Efter forbrugerkøbsdirektivets artikel 5, stk. 2, har medlemsstaterne mu-

lighed for at fastsætte regler, hvorefter forbrugeren for at kunne gøre

mangelsbeføjelser gældende skal underrette sælgeren om manglen inden

for en vis frist. Fristen må dog ikke være kortere end to måneder fra det

tidspunkt, hvor forbrugeren opdagede manglen. Kommissionen har i

grønbogen peget på, at de fleste medlemsstater har benyttet denne mulig-

hed for at fastsætte en relativ reklamationsfrist, og at de heraf følgende

forskellige regler i fællesskabet kan føre til forvirring hos forbrugere og

erhvervsdrivende.

Efter den danske regerings opfattelse er det naturligt, at den aftalepart,

der vil påberåbe sig modpartens misligholdelse af dennes kontraktlige

forpligtelser, skal give meddelelse herom inden for rimelig tid, efter at

manglen har vist sig, således at modparten har mulighed for at begrænse

følgerne af misligholdelsen, mulighed for at sikre bevis mv.

Hvilken længde, der skal gælde for fristen for forbrugerens reklamation

over en mangel, bør efter den danske regerings opfattelse som udgangs-

punkt afhænge af de konkrete forhold. En regulering, hvorefter reklama-

tion altid skal ske inden for en vis fastsat periode, efter at manglen viste

sig, er derfor ikke i alle tilfælde den mest hensigtsmæssige løsning. Hvis

reklamationsfristen angives som en fastsat tidsperiode, finder man fra

dansk side, at der bør være adgang til at supplere reguleringen med reg-

ler, hvorefter forbrugerens reklamation inden ”rimelig tid”, efter at

manglen viste sig, er rettidig, således at der er mulighed for at tage indi-

viduelle hensyn.

Med de anførte bemærkninger kan man således fra dansk side som ud-

gangspunkt tilslutte sig grønbogens løsning 1.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Hvis sælger har handlet i strid med almindelig hæderlighed eller udvist

grov uagtsomhed, er der imidlertid ikke samme grundlag for at tage

ovennævnte hensyn til sælger, og man kunne i sådanne situationer over-

veje, om forbrugerens forpligtelse til at reklamere inden for et vist tids-

rum, efter at manglen har vist sig, skal fraviges.

Spørgsmål L: Bør det horisontale instrument holde producenten direkte

ansvarlig for manglende overensstemmelse med aftalen?

Kommissionen har i grønbogen anført, at spørgsmålet om forbrugerens

mulighed for at rette et mangelskrav direkte mod et tidligere salgsled,

herunder producenten, er reguleret meget forskelligt i medlemsstaterne.

Kommissionen har endvidere anført, at det vil være fremmende for det

indre marked og øge omfanget af grænseoverskridende transaktioner,

hvis forbrugerne har mulighed for at gøre mangelsbeføjelser gældende

direkte over for producenten.

Fra dansk side skal man bemærke, at der – uanset ovennævnte bemærk-

ninger – ikke i grønbogen er anført noget nærmere, der viser, at den

manglende EU-regulering af spørgsmålet om direkte krav mod tidligere

salgsled i praksis har ført til væsentlige problemer for forbrugerne.

Den danske regering skal endvidere pege på, at spørgsmålet om direkte

krav mod tidligere salgsled rejser en række komplicerede problemstillin-

ger. Hvis man ønsker regulering heraf i EU-regi, må man derfor forvente,

at dette vil kræve stillingtagen til og afklaring af meget vanskelige

spørgsmål om retsforholdet mellem de involverede parter.

Hertil kommer, at spørgsmålet om direkte krav mod tidligere salgsled har

en sådan karakter, at en eventuel EU-regulering heraf i givet fald ikke

bør ske isoleret i særlige regler vedrørende forbrugeraftaler. I stedet bør

spørgsmålet i givet fald inddrages i overvejelserne om fastlæggelse af en

fælles referenceramme for europæisk aftaleret.

På baggrund heraf finder den danske regering ikke, at spørgsmålet om

direkte krav mod tidligere salgsled bør reguleres i et eventuelt horisontalt

instrument, og fra dansk side kan man derfor tilslutte sig grønbogens løs-

ning 1.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Spørgsmål M1: Bør et horisontalt instrument indeholde standardregler

for indholdet af en kommerciel garanti?

Den danske regering finder, at indholdet af en kommerciel garanti som

udgangspunkt bør bero på parternes aftale.

Den danske regering kan imidlertid støtte, at der foretages nærmere un-

dersøgelser af, om det er muligt og hensigtsmæssigt at angive visse ret-

tigheder ud over dem, der allerede følger af ufravigelig lovgivning, som

kan udgøre standardindholdet af en garanti, medmindre garantien ud-

trykkelig fastslår andet.

Spørgsmål M2: Bør et horisontalt instrument regulere overførsel af den

kommercielle garanti?

Spørgsmålet om, hvorvidt en kommerciel garanti kan påberåbes af andre

end den, som garantien er afgivet til, beror efter dansk ret på almindelige

aftaleretlige principper. Det aftaleretlige udgangspunkt er, at alene afta-

lens parter kan støtte ret herpå. Fortolkning af garantien kan imidlertid

føre til, at også andre end den oprindelige garantimodtager, herunder en

ny ejer af den vare, der er omfattet af den kommercielle garanti, kan støt-

te ret på garantien. Dette vil i Danmark ofte være tilfældet, hvis der er

tale om en standardiseret forbrugergaranti, som er knyttet til varen og

ikke til købers person. Denne ordning har i Danmark hidtil fungeret til-

fredsstillende. Fra dansk side ser man ikke noget behov for en regulering

af spørgsmålet i EU-regi, og man kan derfor som udgangspunkt tilslutte

sig grønbogens løsning 1.

Efter den danske regerings opfattelse er det vigtigt, at garantigiver har

mulighed for at afpasse indholdet af garantien i forhold til den oprindeli-

ge garantimodtagers oplysning om forventet brug mv. En eventuel regu-

lering af spørgsmålet på EU-plan bør derfor efter den danske regerings

opfattelse være fravigelig, således at garantigiver har mulighed for at an-

give i garantien, at den ikke kan påberåbes af andre end den oprindelige

garantimodtager, jf. grønbogens løsning 3. Den danske regering skal i

den forbindelse pege på, at jo flere begrænsninger i aftalefriheden, der

pålægges garantigiver, jo mindre tilbøjelig må garantigiver forventes at

være til at udstede kommercielle garantier. Ufravigelige regler om, at en

garanti kan påberåbes af senere erhververe, vil derfor kunne føre til færre

garantier og dermed forringede rettigheder for forbrugerne.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Spørgsmål M3: Bør et horisontalt instrument indeholde en bestemmelse

om kommercielle garantier for specifikke dele?

Kommissionen anfører i grønbogen, at man med et horisontalt instrument

kan sikre, at forbrugeren er informeret om, hvilke dele af salgsgenstan-

den der er omfattet af en eventuel kommerciel garanti, og at instrumentet

kan fastlægge, at garantien omfatter hele salgsgenstanden, hvis forbruge-

ren ikke informeres herom.

Fra dansk side finder man det tvivlsomt, om forbrugeren i praksis har et

informationsbehov som beskrevet i grønbogen. Baggrunden herfor er, at

en kommerciel garanti må tillægges retsvirkninger efter sit indhold. Som

udgangspunkt vil forbrugeren således ved at læse garantien få kendskab

til, hvilke dele der er omfattet af garantien. I det omfang, garantien ikke

er klar og tydelig med hensyn til bl.a. hvilke dele af salgsgenstanden, den

gælder for, indeholder fællesskabslovgivningen efter den danske rege-

rings opfattelse allerede i dag bestemmelser, der sikrer forbrugerbeskyt-

telsen. Det fremgår således af artikel 5, 2. pkt., i direktivet om urimelige

kontraktvilkår, at der – hvis der opstår tvivl om et kontraktvilkårs betyd-

ning – skal gælde den fortolkning, der er mest gunstig for forbrugeren.

Den danske regering ser således ikke et behov for yderligere regulering

af spørgsmålet og kan derfor tilslutte sig grønbogens løsning 1.

Lene Espersen

Lars Hjortnæs