Europaudvalget 2006
KOM (2006) 0248
Offentligt
1446417_0001.png
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER
Bruxelles, den 29.5.2006
KOM(2006) 248 endelig
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL RÅDET, EUROPA-PARLAMENTET
OG DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG
EU'S FORBINDELSER MED STILLEHAVSØERNE
STRATEGI FOR ET STYRKET PARTNERSKAB
{SEK(2006) 642}
DA
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1446417_0002.png
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL RÅDET, EUROPA-PARLAMENTET
OG DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG
EU'S FORBINDELSER MED STILLEHAVSØERNE
STRATEGI FOR ET STYRKET PARTNERSKAB
1.
I
NDLEDNING
EU og AVS-landene i Stillehavet kan i dag se tilbage på mere end 30 års samarbejde inden for
rammerne af EU/AVS-partnerskabet
1
. Denne langvarige kontakt har rod i en fælles historie,
fælles værdier og økonomisk og handelsmæssigt samarbejde. Udviklingen hos begge parter
gør det nu nødvendigt at forny partnerskabet og opstille en reel strategi for AVS-landene i
Stillehavet. Flere tungtvejende årsager ligger til grund for dette første forslag om en EU-
strategi for Stillehavet.
EU har lagt et nyt grundlag for - og sat skub i - forholdet mellem EU og Stillehavet med
vedtagelsen af den reviderede Cotonou-aftale og den europæiske udviklingskonsensus, dvs.
den politiske udtalelse, der blev vedtaget af de tre parter Europa-Parlamentet, Rådet og
Kommissionen i fællesskab. Med Cotonou-aftalen styrkes den politiske dimension af
samarbejdet mellem EU og AVS-landene, idet der åbnes op for en bedre politisk dialog med
partnerlandene; fattigdomsbekæmpelse baseret på en bæredygtig udvikling udpeges i den
europæiske konsensus som den centrale primære målsætning, samtidig med at der tages
hensyn til nødvendigheden af at sørge for politisk udviklingssamordning og en bedre
udnyttelse af de positive samspilsvirkninger mellem politikken på de forskellige felter, såvel
internt som eksternt, og målsætningerne i EU's udenrigspolitik. I den erklæring om
støtteeffektivitet, der blev vedtager i Paris i marts 2005, bekræftedes de tilsagn, der er givet
om harmonisering og samordning af støttepolitikken, og der blev opstillet specifikke mål for
2010.
For så vidt angår Stillehavslandene skal det anføres, at AVS-landene i dag kæmper med en
række alvorlige problemer såsom sårbarhed, fattigdom og dårlig forvaltningspraksis. AVS-
landene i Stillehavsområdet glemmes desværre ofte, da det samlede indbyggertal er under
10 millioner, hvoraf mere end halvdelen bor i Papua New Guinea. Østtimor ratificerede
Cotonou-aftalen i december 2005 og blev derved det næststørste AVS-land i Stillehavet målt i
indbyggerantal. Der hersker demokratiske tilstande i AVS-landene i Stillehavet, med Tonga
som eneste undtagelse. Det er vigtigt, at disse landes exceptionelle kulturelle diversitet
bevares.
Regionen har store naturressourcer (fisk, tømmer, landbrugsprodukter, olie, gas og mineraler).
Bestræbelserne på at imødegå følgerne af klimaændringer spiller en meget vigtig rolle.
Regionen har en meget høj biodiversitet (Papua New Guinea har fem gange så mange dyre-
og plantearter som hele Vestindien). Mange internationalt betydningsfulde lande som Kina,
Japan og USA arbejder på at vinde større indpas i regionen.
1
Cookøerne, Fiji, Kiribati, Marshalløerne, Mikronesiens Forenede Stater, Nauru, Niue, Palau, Papua
New Guinea, Salomonøerne, Samoa, Tonga, Tuvalu, Vanuatu og Østtimor.
DA
2
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1446417_0003.png
I 2005 blev der sat yderligere skub i samarbejdsbestræbelserne inden for Stillehavsregionen,
idet alle 16 medlemslande af Stillehavsøernes Forum, inklusive de 14 AVS-stater i
Stillehavet, og Australien og New Zealand undertegnede en stillehavsplan
2
. Denne plan er et
stort og ambitiøst skridt fremad i samarbejdet inden for regionen: den tager sigte på
økonomisk vækst, bæredygtig udvikling, god forvaltningspraksis og større sikkerhed for
Stillehavslandene gennem regionalisme og åbner mulighed for tættere forbindelser mellem
EU og Stillehavsområdet.
Som følge af disse ændrede forhold er der behov for en udbygning og en rekalibrering af EU's
strategi for Stillehavsområdet. Det foreslås derfor, at man nu sætter fokus på et begrænset
antal specifikke mål, hvor Stillehavslandene har specifikke behov, med hensyn til hvilke en
EU-indsats indebærer på uomtvistelige komparative fordele.
Et således udbygget partnerskab tager i første række sigte på god forvaltningspraksis,
regionalisme og en bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne.
2.
2.1.
B
AGGRUNDEN FOR
EU'
S ENGAGEMENT I
S
TILLEHAVSOMRÅDET
Naturressourcer og miljøspørgsmål af verdensomspændende betydning
Stillehavet dækker godt en
tredjedel af jordens overflade.
Regionens miljøforhold spiller
dermed en meget stor rolle for forholdene på verdensplan, bl.a. hvad angår fiskeriets fremtid
og klimaændringer.
Det er i hele menneskehedens interesse, at Stillehavets store
biodiversitet
- hvoraf en stor del
endnu ikke er undersøgt - bevares. Det skønnes, at kun omkring 20 % af Stillehavets flora og
fauna er ordentligt udforsket. Regionen har de eneste
fiskeressourcer,
som endnu ikke er
genstand for overfiskning, og verdens største tunfiskebestand.
Der er en indbyrdes afhængighed mellem Stillehavets enestående biodiversitet og de
eksisterende (inklusive de migrerende) fiskebestande. Stillehavets meget store
bioteknologiske potentiale har også betydning for menneskets sundhed, bl.a. fordi man kan
udvikle forskellige bioteknologiske lægemidler og behandlinger på grundlag af levende
organismer fra Stillehavet. Stillehavet bør betragtes som et
globalt offentligt gode
på linje
med andre vigtige økologiske områder som Amazon-regionen.
Det bør ikke glemmes, at uforsvarligt høje krav til økosystemerne ofte resulterer i et
økologisk sammenbrud,
og at et sådant sammenbrud kan medføre endnu værre fattigdom,
større spændinger og endog konflikter.
Tropeskovene i Papua New Guinea har stor betydning for resten af verden, både med hensyn
til biodiversitet og klima. En uforsvarlig
skovhugst
i Papua New Guinea, og på Samoa,
Salomonøerne, Østtimor, Tonga og Vanuatu repræsenterer en stor risiko for det internationale
samfund. Kombinationen af uforsvarlig skovhugst og en uforsvarlig landbrugspraksis kan
nemlig føre til jordbundsforringelse. Dette kan ende med, at landbefolkningen mister sit
eksistensgrundlag og at stillehavsbefolkningens levevis går tabt. Hvis klimaændringerne varer
ved, må det forventes, at mange af AVS-landene i Stillehavet vil forsvinde, og at regionen får
problemer med miljøflygtninge. Industriforurening og en ringe miljøforvaltning giver også
2
Østtimor har status som observatør.
DA
3
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
anledning til bekymring. Miljøet influerer direkte på alle økonomiske og sociale sektorer, ikke
kun turisme, fiskeri og folkesundhed.
I takt med at
naturressourcerne
i andre dele af verden opbruges, og Kinas, Indiens og
ASEAN-landenes økonomi fortsætter deres ekspansion, vil efterspørgselen efter
naturressourcer vokse yderligere, og Stillehavsregionens store ressourcer vil derfor få stigende
betydning: spørgsmålet om, hvordan man opnår en bæredygtig udnyttelse heraf, bør derfor
ikke undgå EU's opmærksomhed.
2.2.
Stabilitet og sikkerhed - en udfordring
Det er ikke længe siden, forskellige AVS-stater i Stillehavet har været involveret i konflikter,
og det internationale samfund må derfor fortsat være agtpågivende og yde målrettet støtte til
bestræbelserne på at fjerne de årsager, der ligger til grund herfor. Ustabile forhold kan få
dramatiske konsekvenser i form af urealiserede udviklingsmuligheder. Den spændte situation
på Salomonøerne var således skyld i, at landets BNP faldt med en tredjedel.
Det er i EU's interesse, at der hersker
stabile
og sikre forhold i Stillehavsregionen. De seneste
begivenheder i Østtimor og på Salomonøerne er endnu en påmindelse om, at civile konflikter,
kriminalitet og ustabile politiske forhold stadig udgør en trussel for denne region. EU
udsendte valgobservatører til de generelle valg på Fiji i 2006, og Kommissionen har
indvundet en vis erfaring med, hvordan man kan støtte en regions egne bestræbelser på at
sikre stabile forhold inden for de enkelte stater; her tænkes bl.a. på de supplerende
foranstaltninger til den igangværende regionsbistandsmission til Salomonøerne (RAMSI).
Den største udfordring for det internationale samfund er Stillehavsregionens
skrøbelige
stater.
Stater kan være skrøbelige af forskellige årsager bl.a. svage institutioner og en
mangelfuld forvaltning sammen med lav økonomisk vækst, høj arbejdsløshed og stor
fattigdom. Regionens problemer må forventes at ville forværres fremover. AVS-landene i
Stillehavet har nemlig det problem, at deres økonomi så at sige ikke vokser, hvorimod
befolkningstilvæksten
fortsat er meget høj. Hvis ikke det lykkes at vende denne tendens, kan
resultatet blive en eksplosiv samfundsmæssig og/eller politisk situation, efterhånden som
fattigdommen bliver værre. Det er også en trist kendsgerning, at HIV-AIDS vinder frem i
AVS-landene, med Papua New Guinea som krisens midtpunkt.
2.3.
EU's forbindelser til tredjelande i regionen
De 15 AVS-lande udgør kun en del af hele Asien/Stillehavsregionen, hvis geopolitiske
betydning bliver stadig større. EU indgik allerede i 2003 et nyt partnerskab med Sydøstasien i
erkendelse af regionens voksende betydning.
Australien
og
New Zealand
spiller en afgørende rolle i Stillehavet. EU har solide og
omfattende forbindelser til begge lande. Dette gælder både samarbejdet om udenrigspolitiske
spørgsmål, samhandel, sikkerhed, miljø og uddannelse. Udviklingssamarbejdet er ved at blive
en vigtigere komponent i forholdet til Australien og New Zealand, og denne tendens bør
understøttes.
USA
og
Japan
spiller også en betydningsfuld rolle i Stillehavsområdet. Disse
lande har alle store sikkerhedsmæssige, politiske og samhandelsmæssige interesser i hele
Stillehavsområdet, medens EU's rolle er aftagende. EU's bilaterale forhold til USA, Japan,
Australien og New Zealand kunne også drage fordel af, at EU får en større rolle at spille i
Stillehavsregionen.
DA
4
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1446417_0005.png
Kinas
voksende engagement er et nyt fænomen, som også kommer til at influere på
udviklingen i Stillehavet. Denne faktor vil sætte nyt skub i tingene i regionen og influere på
en række AVS-landes politik.
Frankrig
spiller fortsat en vigtig rolle takket være sine tre oversøiske territorier og sin
militære tilstedeværelse.
UK,
som har et oversøisk land/territorium i Stillehavsområdet, har
for nylig reduceret sin diplomatiske repræsentation i regionen, medens
Portugal
har spillet en
central rolle i genopbygningen af Østtimor.
Fire oversøiske lande/territorier
i Stillehavet (New Caledonia, Fransk Polynesien, Wallis og
Futuna, samt Pitcairn) er associeret med EU og sikrer dermed EU en værdifuld og vigtig
tilstedeværelse i regionen. Dette aktiv bør udnyttes fuldt ud i de strategiske overvejelser, med
henblik på en bedre integration i regionen.
Et styrket partnerskab og en bedre politisk dialog mellem AVS-landene i Stillehavet og EU
kan resultere i bedre støtte til fælles tiltag inden for
multilaterale fora
(13 af AVS-landene i
Stillehavet er
medlem af De Forenede Nationer
og handler ofte i fællesskab) i tilfælde, hvor
de to regioner har fælles interesser i arbejdet på at få et bedre verdensomspændende styring
med hensyn til bl.a. klimaændringer.
3.
S
TRATEGI FOR STYRKELSE AF PARTNERSKABET
Cotonou-aftalen bygger på fem elementer, som alle har den allerstørste betydning for det
igangværende samarbejde mellem AVS-stillehavslandene og EU; 1) styrkelse af den politiske
dimension; 2) inddragelse af civilsamfundsorganisationerne, den private sektor og andre ikke-
statslige beslutningstagere; 3) fattigdomsbekæmpelse; 4) økonomisk og handelsmæssigt
samarbejde på et innovativt grundlag; samt 5) rationalisering af finansieringsordningerne og
et system baseret på rullende programmer.
Der foreslås en strategi baseret på tre komponenter:
1)
styrkelse af relationerne
mellem EU og AVS-landene i Stillehavet og Stillehavsregionen
ved etablering af en
bredt anlagt politisk dialog
om emner af fælles interesse, bl.a.
spørgsmål vedrørende politik, sikkerhed, økonomi, samhandel, sociale anliggender, miljø og
forvaltningspraksis, ud fra et ønske om at skabe større opmærksomhed om partnerskabet
mellem EU og Stillehavsområdet og give begge parter bedre kendskab hertil
2) en
mere målrettet udviklingsindsats
med større vægt på regionalt samarbejde, således at
man kan nå den kritiske masse, forbedre den regionale forvaltningspraksis og fremme et
frugtbart gensidigt samarbejde. Der sættes først og fremmest fokus på spørgsmålet om,
hvordan de centrale indsatsområder skal dækkes, jf. definitionen heraf i Stillehavsplanen
3
3) en
mere effektiv støtteformidling,
med hyppigere brug af budgetstøtte og et tættere
samarbejde med andre partnerlande, bl.a. Australien og New Zealand.
3
Se bilag for nærmere oplysninger
DA
5
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1446417_0006.png
3.1.
Et styrket partnerskab
Forslaget går ud på at
udbygge den politiske dialog
med Stillehavsregionen primært ved at
øge kontakten med og gennem Stillehavsøernes Forum, som er den vigtigste regionale
institution for politiske spørgsmål, som snart får international retlig status, og som har både et
mandat og en overordnet regionalt politik, jf. Stillehavsplanen.
Den såkaldte
Post-forum-dialog,
som i dag fungerer som kontaktflade mellem de to regioner,
lider under forskellige mangler med hensyn til profilering, samspil og gennemslagskraft samt
tid til forberedelse og forhandling, hvilket er et problem på et tidspunkt, hvor EU's dagsorden
for Stillehavsregionen vokser i omfang
4
.
Det bør tilføjes, at flere af regionens andre partnerlande, bl.a. Japan, ud over deres deltagelse i
Post-forum-dialogen allerede har etableret kommunikationskanaler med regionen.
Den beslutning, som blev truffet på forummet i oktober 2005 om at vedtage en ny aftale om
oprettelse af et forum for Stillehavsøerne i form af en tværstatslig organisation på basis af
folkeretten, giver god mulighed for at styrke dialogen mellem EU og Stillehavsregionen og
dermed afhjælpe de ovenfor nævnte mangler i forbindelse med Post-forum-dialogen.
Det bør fastsættes nærmere, hvordan dialogen mellem EU og Stillehavsregionen kan
forbedres og gøres så effektiv som mulig.
Ud over den ovenfor foreslåede styrkelse af den regionale dialog foreslås det også, at der
indledes en dialog på nationalt niveau med de vigtigste AVS-lande i Middelhavet. Nationale
politiske dialoger af denne art skal føres i overensstemmelse med Cotonou-aftalen og under
hensyntagen til Stillehavsområdets specifikke forhold, med fuld og systematisk udnyttelse af
områdets potentiale og ressourcer.
3.2.
En mere fokuseret udviklingsindsats
Et bedre fokus er en nødvendighed for at opnå en maksimal virkning. Det foreslås, at der
sættes fokus på tre indsatsområder, der afspejler den indbyrdes forbindelse mellem
Stillehavsregionens vigtigste behov og EU's komparative fordele, nemlig forvaltningspraksis,
regionalisme og en forsvarlig forvaltning af naturressourcerne.
3.2.1. God forvaltningspraksis
EU kan trække på erfaringerne fra tilsvarende situationer i andre dele af verden og spille en
konstruktiv rolle ved at yde støtte både til konfliktforebyggelse og til stabilisering efter
konflikter. I situationer af denne art bør EU's bistand tage sigte på at få en glat overgang til
langfristet udvikling, og den baseres på klare mål med hensyn til forvaltningspraksis og
nationsopbygning.
EU må fortsætte med at søge at afhjælpe de
årsager, der ligger til grund for konflikter,
såsom fattigdom, forringelse, udpining og skæv fordeling af jord og naturressourcer samt
adgang hertil, dårlig forvaltningspraksis, menneskerettighedskrænkelser, forskelsbehandling
4
Se bilag for nærmere oplysninger
DA
6
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
mellem kønnene, samt udemokratiske forhold. EU vil tilskynde til dialog, medbestemmelse
og mægling.
En god forvaltningspraksis
er den vigtigste forudsætning for en bæredygtig udvikling. En
væsentlig del af en god og effektiv forvaltningspraksis er arbejdet på at skabe velfungerende
institutioner, såsom parlament, retsvæsen, offentlig finansforvaltning og statistiske kontorer
på såvel nationalt som regionalt plan. EU vil sammen med andre donorlande fortsætte med at
tilbyde sin støtte til demokratierne i Stillehavsområdet. Nogle AVS-lande i Stillehavsområdet
har problemer med at etablere en god forvaltningspraksis inden for fiskeri og skovbrug, bl.a.
fordi afgiftsfritagelser resulterer i et meget lavere provenu for staten (svind).
Hvis disse lande skal opnå en bedre forvaltningspraksis, er det også vigtigt at man tilskynder
til en bedre overholdelse af internationale standarder i arbejdet på at bekæmpe korruption,
pengehvidvask og finansiering af terrorisme. Der har tidligere været problemer med
pengehvidvask i regionen. Problemet er nu langt bedre under kontrol, men ikke helt
elimineret. EU vil fortsat tilskynde til større klarhed i forvaltningen og en effektiv udveksling
af information mellem myndighederne med henblik på at bekæmpe korruption og
erhvervsmæssig og finansiel uredelighed. EU vil også støtte Stillehavslandenes bestræbelser
på at indfri de tilsagn, de har givet OECD på beskatningsområdet med hensyn til at imødegå
skadelig skattepraksis. Det er både i EU's og Stillehavslandenes interesse, at disse tilsagn
fortsat indfries på effektiv måde.
3.2.2. Regionalisme
Bestræbelserne på at nå op over den kritiske masse
Stillehavsplanen bygger på
regionalismebegrebet.
Et bedre samarbejde inden for regionen
vil give den bedre muligheder for at tage udviklingsudfordringerne op. En effektiv strategi for
udviklingsstøtten forudsætter i første række, at der ydes bistand til regional integration med
henblik på at nå op på den kritiske masse, at det regionale styre forbedres, og at der skabes
bedre forhold for et gensidigt positivt samspil.
Der hersker bekymring med hensyn til spørgsmålet om, hvilke virkninger den omsiggribende
globalisering - og dermed også den tættere regionale integration - vil få på AVS-
middelhavslandenes
diversitet
og samfundsøkonomiske udvikling. EU's erfaring, der bygger
på kombinationen af konkurrenceevne og samfundsmæssig solidaritet, viser, at det i en verden
med tiltagende globalisering er muligt og fordelagtigt - også for små lande - at slutte sig
sammen med andre og samtidig beskytte sin nationale identitet og kultur.
Det overvejes stadig, hvordan man bedst formulerer en langfristet plan for en effektiv og
politisk velfunderet integration af Stillehavsområdet. På visse felter har man allerede opnået
gode resultater i det regionale samarbejde, bl.a. med fiskeriagenturet (FFA) under
Stillehavsøernes forum, hvori 17 medlemslande er repræsenteret. Stillehavsplanen er et stort
skridt i den rigtige retning, men denne plan er i stadig udvikling og må snarere betragtes som
starten end som slutningen på en proces. Det regionale samarbejde i Stillehavet kan forventes
at gennemløbe en vis udvikling, og EU's politik over for regionen må derfor kunne tilpasses
over et vist tidsrum. Man gør derfor bedst i at yde en fast støtte til nævnte forums sekretariat
og andre relevante agenturer under De Regionale Stillehavsorganisationers Råd (Council of
Regional Organisations in the Pacific - CROP), bl.a. med sigte på forvaltningen af
DA
7
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1446417_0008.png
naturressourcer, sårbarhed og forvaltningspraksis
5
. Herved kan man styrke Stillehavsområdets
regionalisme på felter, hvor der er behov herfor, og hvor EU-dimensionen indebærer en reel
merværdi.
En økonomisk partnerskabsaftale
Forhandlingerne om en økonomisk partnerskabsaftale har en
befordrende virkning
Stillehavsregionens økonomiske samarbejde og integration, idet:
– de tilskynder AVS-landene i Stillehavet til at forhandle som én gruppe
– de tilskynder AVS-landene i Stillehavet til at åbne op for hinanden
– de tilskynder til en styrkelse - og forhåbentlig en institutionalisering - af det regionale styre
i form af gensidige evalueringer mellem ligeværdige partnere.
AVS-landene i Stillehavet sender 10 % af deres eksport til EU. Dette er bemærkelsesværdigt i
betragtning af disse landes størrelse og den geografiske afstand mellem Stillehavet og EU,
men der er ikke tale om nogen stor eksport udtrykt i absolutte tal.
Udbyttet
fra
varesamhandelen stammer fra en række
specifikke produkter,
som har relevans for flere
forskellige lande. Alle lande i regionen ville få større udbytte af en gennemgribende regional
integration og et bedre økonomisk styre, ikke mindst hvis den økonomiske partnerskabsaftale
også kommer til at omfatte samhandelsrelaterede regler,
tjenesteydelser
og
investeringer.
Kun en gruppe af større Stillehavsøer er involveret i
varesamhandelen
med EU. De vigtigste
varer i denne samhandel er
fisk
og fiskeriprodukter samt
sukker.
Fiji, som har undertegnet
sukkerprotokollen, er berettiget til støtte til den tilpasningspolitik, der ledsager
sukkerreformen. Kombinationen af den planlagte omstrukturering af sukkerbranchen på Fiji
og den økonomiske partnerskabsaftale forventer at resultere i en bedre konkurrenceevne. Det
er endvidere sandsynligt, at ledsageforanstaltningerne i de lande, som har undertegnet
sukkerprotokollen, og som drager fordel af specifik EU-finansiering, vil styrke arbejdet på at
nå frem til en bæredygtig udvikling af naturressourcerne, idet der sættes fokus på produktion
af energi fra biomasse og retablering af skovarealer.
EU er en fjern og relativt lille samhandelspartner for regionen, og det forventes derfor, at
liberaliseringen af samhandelen under den økonomiske partnerskabsaftale vil resultere i en
forholdsvis lille kollektiv virkning på AVS-landene i Stillehavet. Den foreslåede regionale
frihandelsaftale med Australien og New Zealand har en helt anden størrelsesorden og vil
kunne indebære store
tilpasningsomkostninger
for AVS-landene i Stillehavet. Det er derfor
vigtigt, at liberaliseringen af samhandelen sker gradvist og i kombination med andre
foranstaltninger, såsom åbning af industrilandenes marked for arbejdskraft fra AVS-landene i
Stillehavet og større udviklingsbistand.
Den maksimale virkning af den økonomiske partnerskabsaftale opnås kun, hvis
forhandlingerne og forhandlingsresultatet koordineres nøje med programplanlægningen og
den efterfølgende udbetaling af udviklingsbistanden både på regionalt og nationalt niveau, og
de positive samspilsvirkninger udnyttes bedst muligt. Særlig stor betydning får den
samhandelsrelaterede bistand og kapacitetsopbygning, samfundsøkonomi, den finansielle og
5
De ni CROP-agenturer er specialiserede tekniske agenturer, der fungerer på grundlag af internationale
aftaler inden for Stillehavsregionen.
DA
8
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1446417_0009.png
afgiftsmæssige forvaltningspraksis, samt målrettede støttetiltag, bl.a. med sigte på bedre
overholdelse af de internationale toldstandarder og i givet fald fremme af samhandelen,
sukkersektoren, den private sektor, udviklingen af menneskelige ressourcer og socialsikring.
EU kan ved at udvise fleksibilitet og en konstruktiv og innovativ holdning opstille nye
udviklingsvenlige standarder for samhandelsforhandlingerne med små østater i
udviklingsfasen, og regionens andre samhandelspartnere mellem industrilandene vil kunne
tage udgangspunkt heri, når de (gen)forhandler egne samhandelsordninger med AVS-landene
i Stillehavsområdet.
3.2.3. En forsvarlig forvaltning af naturressourcerne
Da en forsvarlig forvaltning af naturressourcerne er så vigtig, foreslår Kommissionen, at der
iværksættes et udbygget samarbejde omkring en bæredygtig forvaltning af naturressourcerne
på basis af ét
centralt 'blåt og grønt' tema,
idet AVS-landene i Stillehavet får støtte til deres
bestræbelser på at imødegå følgerne af klimaændringer, verdenshavenes stigende vandstand,
faldende fiskebestand, døende koralrev, jordforringelse samt et voksende forurenings- og
affaldsproblem.
Dette er et politisk område, hvor en EU-indsats indebærer en klar merværdi, og hvor EU ikke
blot kan yde finansiel bistand, men også trække på sin kollektive erfaring og ekspertise i
afhjælpning af miljø- og ressourceforvaltningsproblemer. I denne forbindelse vil der være
mulighed for at integrere samarbejdet mellem EU og Stillehavslandene i de internationale
bestræbelser på at afhjælpe de centrale verdensomspændende miljøproblemer på områder,
hvor AVS-stillehavslandene, New Zealand og EU har fælles målsætninger (Kyoto-
protokollen). En dialog med andre tredjelande, som er aktivt involveret i udnyttelsen af
regionens naturressourcer, bør også tilstræbes.
Tanken er, at Den Europæiske Union - med udgangspunkt i regionens egen prioritering af
opgaverne - hjælper AVS-stillehavslandene til at etablere en bæredygtig forvaltning af
havenes og kystområdernes ressourcer ved at iværksætte initiativer, hvori bevarelsen af
fiskeriet og havenes biodiversitet kombineres med en indsats til fremme af samarbejdet i
regionen og styrkelse af de små udviklingsøstaters indflydelse
6
. Sådanne initiativer kan
omfatte kapacitetsfremmende foranstaltninger til støtte for gennemførelsen af multilaterale
miljøaftaler og andre foranstaltninger, som er nødvendige for at sikre en bæredygtig
forvaltning af naturens ressourcer, samt en platform for EU-stater, som ønsker at involvere sig
i dette arbejde. CROP-havsektorarbejdsgruppen under ovennævnte forum vil naturligt kunne
varetage dette initiativ og gennemførelsen heraf
7
.
Fiskerisektoren
vil i kraft af sit store potentiale kunne bidrage til AVS-landenes økonomiske
udvikling og integration i verdensøkonomien. En bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne
6
7
Stillehavsplanens liste over regionens vigtigste indsatsområder omfatter bl.a. fremme af international
finansiering med henblik på en bæredygtig udvikling, beskyttelse af biodiversitet og miljø, samt
afhjælpning af virkningerne af klimaændringer i Stillehavet. Under denne overskrift henvises der i
Stillehavsplanen også til en integreret land- og skovbrugsplan. Den havpolitik, Stillehavsøerne vedtog i
2002, tager sigte på en integreret havforvaltning, som tilgodeser de fremtidige generationers interesse
og fungerer som en integreret ramme for initiativer på området.
Gruppen består af Stillehavssamfundets sekretariat (Secretariat of the Pacific Community - SPC),
kommissionen for anvendt geoforskning i det sydlige Stillehav (South Pacific Applied Geo-science
Commission - SOPAC) og Stillehavsregionens miljøprogram (Pacific Regional Environment
Programme - PREP).
DA
9
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
og en god forvaltningspraksis inden for denne sektor står derfor højt på regionens dagsorden.
EU har allerede indvundet stor erfaring med regionalt samarbejde inden for fiskeriet i
Stillehavet både som led i sin fælles fiskeri- og udviklingspolitik, specielt hvad angår
forskning og undersøgelser af bestandene. EU og partnerlandene fra regionen organiseret i
fiskeriagenturet under Stillehavsøernes forum har længe haft et godt samarbejde i de regionale
forvaltningsorganisationer (fiskerikonventionen for det vestlige og centrale Stillehav). EU kan
også optrappe sine bestræbelser på at tilskynde til en forsvarlig fiskeriforvaltning ved at yde
støtte til regionens overvågnings-, styrings- og tilsynssystem (MCS) og ved at styrke
regionens evne til at bekæmpe ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU), da dette
indebærer indtægtstab. Der er et yderligere potentiale for fiskeri- og havforskning, som EU
agter at støtte med henblik på en mere bæredygtig fiskeriforvaltning i regionen.
Den seneste runde af fiskeripartnerskabsaftaler repræsenterer en ny politik i og med, at de ud
over at sikre en reguleret adgang til fiskerimuligheder for EU's flåde også tager sigte på et tæt
samarbejde med det formål at sikre ansvarlighed i fiskeriet og sørge for bevarelse og
bæredygtig udnyttelse af fiskeriressourcerne i de berørte partnerlande. Denne politik tager
form af en politisk dialog og finansiel støtte til sektoren med det formål at få kyststaterne til at
bidrage til udformning og gennemførelse af en politik baseret på en bæredygtig udvikling af
fiskeriet i deres farvande. De to første nye fiskeripartnerskabsaftaler blev indgået med
partnerlande i Stillehavet.
Flere AVS-stillehavslande og forskellige oversøiske lande/territorier har
tropeskove
og stor
biodiversitet. EF har allerede megen erfaring i at samarbejde med Papua New Guinea om
bæredygtig skovhugst. Kontrol af, at skovhugst og tømmereksport er lovlig, indgår som et
centralt element i sektorreformprogrammerne. Det er vigtigt, at man får indført pålidelige
systemer, som gør det muligt at skelne mellem lovlig og ulovlig produktion, hvis forbrugerne
skal kunne stole på garantier for, at tømmer stammer fra lovligt fældede træer. Kommissionen
foreslår, at man, på samme måde som i handlingsplanen for retshåndhævelse, god
forvaltningspraksis og handel på skovbrugsområdet (FLEGT) i AVS-landene, yder støtte til
en regional politik og forbedrer den nationale og regionale kapacitet til at overvåge og støtte
FLEGT-partnerskabsaftalerne.
På baggrund af AVS-landenes sårbarhed over for naturkatastrofer foreslog Kommissionen i
2005, at man skulle oprette et regionalt
katastrofeberedskabsprogram.
Dette initiativ kan
opfølges ved, at man også inddrager katastrofereduktion (risikoreduktion, afhjælpning af
truende farer og mindskelse af sårbarheden, samt tilpasning til klimaændringer). Sådanne
foranstaltninger kan supplere det arbejde, som regionen allerede har sat i gang for at mindske
sårbarheden.
Høje oliepriser, en fjern beliggenhed og små markeder er blandt de vigtigste årsager til, at
vedvarende energi
og en
effektiv energiudnyttelse
står højt på dagsordenen i de små østater
i Stillehavet. De igangværende EF-initiativer i denne sektor kan opfølges og udvides, bl.a.
som led i Den Europæiske Unions energiinitiativ (EUEI) og den hertil knyttede EU/ACS-
energiordning. Forureningsbekæmpelse, vand og kloakering kan eventuelt også komme i
betragtning for EF-støtte.
Tiltag med henblik på en forsvarlig udnyttelse af naturressourcerne forventes at ville bidrage
til at skabe bedre vilkår for økonomisk vækst og dermed for skabelse af produktive og
anstændige arbejdspladser, afhjælpning af social splittelse og fattigdom, bedre socialsikring
og realisering af
millenniummålsætningerne.
Udvikling af de menneskelige ressourcer er en
meget vigtig sag, som fortsat må være genstand for EU's opmærksomhed. I denne forbindelse
DA
10
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
spiller de
ikke-statslige organisationer
en afgørende rolle, fordi de bidrager til at skabe et
åbent samfund bl.a. ved at fremme en bedre forvaltning, nationsopbygning og
medbestemmelse.
Investering i forskning og teknologi i Stillehavsøerne samt investering i menneskelige
ressourcer og institutionsopbygning vil styrke kapaciteten på en række felter, der er vigtige
for en bæredygtig udvikling, og herunder fiskeriforvaltning, biodiversitet og
katastrofeberedskab. Muligheder for
forskningssamarbejde
kan uddybes under EU's
forskningsrammeprogrammer.
Moderne
informations- og kommunikationsteknologi
er en udviklingsfremmende
nøglefaktor, ikke mindst i en region, der spænder over så store afstande; denne teknologi kan
integreres systematisk i gennemførelsen af den ovenfor foreslåede foranstaltning, bl.a. i form
af overvågnings- og styringssystemer for fiskeri og skovhugst og bedre kommunikation inden
for uddannelsessektoren, og den giver samtidig medierne mulighed for at præsentere og
beskytte regionens store kulturelle forskelligartethed og befordrer realiseringen af dens
økonomiske potentiale. Man vil undersøge muligheder for at indføre/udbygge
fjernundervisning - og herunder via elektroniske medier - i landdistrikter og øsamfund.
3.3.
En mere effektiv støtteformidling
Kommissionen foreslår, at man gør EU's udviklingsstøtte mere effektiv og mindsker de store
transaktionsomkostninger hos begge parter ved at gøre støtten mere koncentreret - som
skitseret ovenfor - og ved at sætte et kraftigere fokus på det regionale niveau, udnytte små
landebevillinger mere effektivt og gøre større brug af budgetstøtte, hvor dette er muligt.
3.3.1. Koordination mellem donorlandene
Den foreslåede koncentration af EU's strategi vil gøre det lettere at
koordinere
donorindsatsen
både inden for EU og i forholdet til andre donorer som Australien og New
Zealand, hvilket Kommissionen vil fortsætte med for at mindske presset på de berørte
nationale administrationernes kapacitet, som i forvejen er begrænset. En bedre koordination er
af afgørende betydning, hvis man skal undgå overlapning og uoverensstemmelser mellem
partnere, som søger at realisere samme mål. Koordination af donorindsatsen er særlig vigtig
for de skrøbelige stater. Verdensfonden til bekæmpelse af aids, tuberkulose og malaria kører
en række programmer i regionen, og den eksisterende multidonor-trustfond til bekæmpelse af
pandemisk fugle- og menneskeinfluenza kan tjene som forbillede for den internationale
donorkoordination i sundhedssektoren, hvis denne sygdom skulle komme til udbrud i
regionen.
3.3.2. Et mere effektivt og mindre bekosteligt samarbejde med de meget små lande
Deltagelse i Cotonou-aftalen indebærer en vedvarende politisk dialog, fælles forvaltning af
udviklingssamarbejdet og et fuldt engagement i EPA-processen. For en række af de mindste
AVS-lande i Stillehavet stiller et så intensivt samarbejde administrationen over for store
udfordringer, ikke mindst i forbindelse med gennemførelsen af de individuelle
landeprogrammer. Med udgangspunkt i de indvundne erfaringer bør det derfor overvejes,
hvordan man kan øge støttens effektivitet og mindske transaktionsomkostningerne, i første
række for de mindste AVS-lande. Det igangværende flerlandeprogram vedrørende
vedvarende energi kan tjene som forbillede i denne forbindelse.
DA
11
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1446417_0012.png
3.3.3. Budgetstøtte
EU agter at gøre mere systematisk brug af budgetstøtteordninger i samarbejdet med AVS-
landene i Stillehavet.
Man overvejer derfor, på baggrund af Bretton Woods institutionernes ringe involvering i
Stillehavsområdet, at gå ind i en dialog med Den Internationale Valutafond om sammen at
gøre brug af analyser, erfaringer og undersøgelser med henblik på styrkelse af
budgetstøttesamarbejdet med Stillehavsregionen.
EU vil ydermere bistå AVS-landene proaktivt i deres bestræbelser på at leve op til kriterierne
for at komme i betragtning til budgetstøtte, dvs . at de skal:
– kunne forelægge et strategidokument for fattigdomsbekæmpelse eller have en national
udviklingsstrategi under forberedelse
– have stabile makroøkonomiske rammer eller være i gang med en reform heraf
– have en gennemskuelig og forsvarlig forvaltning af de offentlige finanser.
På nuværende tidspunkt er det eneste EF-finansierede budgetstøtteprogram et forholdsvist
beskedent projekt i Vanuatu. Kommissionen undersøger, om der er mulighed for at inddrage
andre lande, såsom Samoa og Fiji og eventuelt andre, i denne støtteform.
På regionalt plan yder EF midler til Stillehavsøernes forum i forum af bidragsaftaler, der
sikrer en høj grad af medbestemmelse. Der vil snart blive gennemført en undersøgelse af
institutionerne med henblik på fastlæggelse af vilkårene for et nærmere samarbejde. Det kan
senere overvejes, hvorvidt andre finansieringsformer kan komme på tale, men dette indebærer
et større EU-bidrag til udformningen og overvågningen af de pågældende programmer.
4.
K
ONKLUSIONER
Stillehavet og EU har et gammelt og nært partnerskab med rod i historien
8
. Forbindelserne
svækkedes i løbet af første halvdel af det 20. århundrede efter dekolonialiseringen, men siden
da har der været en betydelig udvikling i begge regioner, og de gamle bånd tages nu op igen.
Dette repræsenterer en reel mulighed for at styrke det indbyrdes partnerskab med en bred
politisk dialog, samhandel og udviklingssamarbejde. Der er stor geografisk afstand mellem
Stillehavet og EU, men partnernes betydning for hinanden er større end man generelt indser
eller forstår i EU. De to regioner har meget at byde hinanden, de supplerer i høj grad hinanden
og har centrale værdier og interesser til fælles.
Da kun få medlemsstater og Kommissionen har repræsentationer i AVS-landene i Stillehavet,
vil det være særdeles formålstjenligt at etablere en fælles EU-repræsentation og -aktion i
Stillehavsregionen, idet man for eksempel kunne udstationere embedsmænd fra
medlemsstaterne til Kommissionens regionale delegationer i Stillehavet og stille faciliteter til
rådighed på ad-hoc basis ('EU-hus').
Ved en gradvis proces og under udvisning af den fornødne fleksibilitet kan man skabe
grundlag for en bedre ekstern repræsentation af EU i Stillehavet, med en bredere indflydelse,
en uddybet politisk dialog og en højere profil for EU.
8
Se bilag.
DA
12
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1446417_0013.png
AVS-LANDENE I STILLEHAVET - STATISTIKKER
Befolkning
Areal
(km²)
HDI
(UNDP
2003)
Eksklusiv
økonomisk
zone
(1 000
km²)
BNP pr. indbygger
(købekraftstandarder USD)
2004
Verdensbanken
2004
Cookøerne
Fiji
Kiribati*
Marshalløerne
Mikronesien
Nauru
Niue
Palau
Papua New
Guinea
Salomonøerne*
Samoa*
Tonga
Tuvalu*
Vanuatu*
Østtimor*
I alt
*
**
20 300
848 000
98 000
60 000
127 000
10 100
1 800
20 000
5 700 000
240
18 272
690
170
700
24
259
487
462 840
0,523
0.752
1 830
1 260
3 600
2 131
2 978
320
390
601
3 120
4 896**
2 690
970
2370
1 990
1 917**
2 970**
6870
580
471 000
179 000
102 000
11 190
215 000
925 000
8 788 390
28 446
2857
699
26
12 189
14 874
542 773
0,594
0,776
0,81
1 630
120
700
757
550
1 860
1 830
989**
1 340
550
0,659
0,513
680
322
20 439
Mindst-udviklede lande
Tal fra 2002, kilde: University of the South Pacific.
Kilde: NZaid: AnnualReport 2004-2005; Pacific Development Report (2002); Secretariat of the Pacific
Community; World Development Report 2006; UNDP: Human Development Report (2004)
DA
13
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1446417_0014.png
S
TATISTIKKER FOR OVERSØISKE LANDE
/
TERRITORIER I
S
TILLEHAVET
Land
Befolkning
(skøn
juli 2006)
New Caledonia
Pitcairn
Fransk
Polynesien
219 246
45
274 578
Areal
(km²)
19 060
47
4 167
Eksklusiv
BNP pr. indbygger
økonomisk zone (købekraftpariteter)
(km²)
1 347 964
837 221
4 553 115
(næststørste i
verden)
Wallis &
Futuna
16 025
274
271 050
3 800 USD
(2004 skøn)
(2003-skøn)
15 000 USD
-
17 500 USD
DA
14
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1446417_0015.png
ANNEX
1.
1.1.
T
HE
P
ACIFIC
R
EGION
Key characteristics
Oceania
is an essentially
maritime continent
of about 30 million people with Australia at its
centre of gravity. There are 15 countries in this region that have a special development, trade
and political cooperation with the EU, governed by the
Cotonou Agreement
between the EU
and Africa, the Caribbean and the Pacific (ACP). The total population of the 15 Pacific ACP
countries is only about 9 million. Papua New Guinea (PNG) with its 5.7 million inhabitants is
the biggest, while Niue with 1800 is the smallest. The Pacific ACP countries are inhabited by
Pacific peoples (Melanesians, Micronesians and Polynesians). Papua New Guinea, Solomon
Islands and Vanuatu are all
Melanesian
countries. Timor-Leste and Fiji are predominantly
Melanesian, while Fiji also has an important Indo-Fijian population. The Federated States of
Micronesia (FSM), Kiribati, Nauru, Palau and the Republic of the Marshall Islands are all
Micronesian
countries. Cook Islands, Niue, Samoa, Tonga and Tuvalu are the
Polynesian
countries.
In addition, the Pacific region includes eight
territories,
of which four are European: New
Caledonia, French Polynesia and Wallis and Futuna are French territories, while tiny Pitcairn
is the last remaining UK territory in the Pacific. Of the remaining four territories three are
with the United States (American Samoa, Guam and Northern Marianas); and one with New
Zealand (Tokelau).
Apart from PNG, Solomon Islands and Fiji land resources are limited, but
marine resources
are very considerable. Twenty million sq km of the Exclusive Economic Zone (EEZ) of the
Pacific region belongs to the Pacific ACP countries
9
. The Pacific has the richest fishing
grounds in the world and is one of the world’s centres of
marine biological diversity,
with up
to 3,000 species found on a single coral reef. It has been estimated that PNG alone has five
times more species of fish than the entire Caribbean region and twice as many as the Red Sea.
Forests and their biodiversity are other important components of the Pacific islands natural
capital, especially for poor rural communities in Melanesia. PNG hosts one of the world’s
four remaining tracts of
tropical rainforest
and 7% of the world’s species of plant and
terrestrial life forms, while Solomon Islands has the highest concentration of endemic birds on
the planet. The region is rich in
minerals
– gold, copper, nickel – as well as oil and gas, and
much of it is still unexplored.
Australia and New Zealand play a special role in the region. Each country has its own Pacific
strategy, however, Australia and New Zealand have coordinated policies in some areas.
Australia,
the region’s dominant economy and political actor, is geographically close to
Melanesia. The region’s stability has always been an important issue for Australian foreign
policy, while the Pacific is less important for Australia in commercial terms. Key concerns for
Australia relate to transnational crime, and in recent years Australia has been pursuing a
9
Of the 15 Pacific ACP countries six (Cook Islands, FSM, Nauru, Niue, Palau and the Republic of the
Marshall Islands) have a total population of around or less than 250.000, but combined EEZs that
exceed 8 million km2.
DA
15
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1446417_0016.png
robust policy aimed to prevent the emergence of failed states in the region, including
important initiatives to stabilise the Solomon Islands, to improve governance in PNG and to
promote regional police cooperation. Its policy has been influenced by a number of terrorist
attacks outside Australia, where Australian lives were lost. Australia has a delicate balancing
act so as not to be seen as over-dominant. The country’s relations with its immediate
neighbour, Papua New Guinea, have sometimes been strained, while its negotiations with
Timor-Leste regarding a permanent maritime boundary, including access to natural resources,
have, at times, been difficult. An important ongoing debate in the region concerns the interest
of the Pacific ACP countries in gaining access for their citizens to the Australian labour
market, in particular for unskilled labour. Australia is the most important donor in the region
and has recently announced a very substantial increase of its ODA. Australia is about to
launch its first White Paper on Development as well as an analytical report highlighting major
challenges facing the Pacific to the year 2020. Australia is highly supportive of EU
engagement with the region and keen to coordinate its development assistance with the EU.
New Zealand
has close ties to the Pacific, and notably Polynesia, partly for historical reasons,
partly because of its large Polynesian population. The Pacific is a primary area for New
Zealand’s foreign policy. It played an important role in the peace process for Bougainville and
it is the second biggest participant in the Regional Assistance Mission to Solomon Islands
(RAMSI). New Zealand is committed to promoting Pacific regionalism. The Pacific is a
medium-sized trading partner for New Zealand. It concentrates most of its relatively limited
ODA to the region and is an important development partner for many Pacific ACP countries.
Like Australia, New Zealand is also highly supportive of an active EU engagement with the
region and keen to coordinate its development assistance with the EU.
1.2.
Geo-political and geo-economic importance
The US, Japan, China, Australia and New Zealand are the key Pacific powers, and they all
have important security, political and trade interests in the wider Pacific region, where the US
has been the leading power since the end of World War II. Japan and Australia are close US
allies, and have underpinned the position of the US in the wider Pacific for decades, while the
European role has decreased with decolonisation. France, however, is significantly engaged
through its territories and military presence. The growing engagement of China in the region
is a new factor influencing future developments in the Pacific in the form of Chinese trade,
investments, migration and aid coupled with an intensifying diplomacy. As the economies of
China, India and ASEAN continue to grow rapidly, demand for the region’s natural resources
is increasing.
1.3.
Main development challenges
Of the 15 Pacific ACP countries no less than 11 have populations around or below 250.000
10
.
It is difficult for such small nations to attain a
critical mass
for production and trade or indeed
political influence, because of important dis-economies of scale. The concern is that for many
small Pacific ACP countries globalisation may not mean interdependence, but increased
dependency.
10
All 15 Pacific ACP countries are
SIDS
(Small Island Developing States), and they participate actively
in the UN-sponsored SIDS’ process, which most recently resulted in the Mauritius Declaration and
Mauritius Strategy for the Further Implementation of the Programme of Action for the Sustainable
Development of SIDS agreed in January 2005.
DA
16
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1446417_0017.png
With the exception of Tonga, which is an almost absolute monarchy, all Pacific ACP
countries are fully fledged
democracies,
but modern institutions have not yet taken root
everywhere and do not easily combine with traditional power structures. In recent years
political developments have proven that a number of Pacific countries are potentially
unstable
11
.
A number of Pacific countries, notably PNG and Solomon Islands, face important problems of
governance
and
corruption.
These are often linked to the issue of nation building in
countries that are very heterogeneous, as identification with a clan or similar group may be
stronger than with the State
12
.
While the region, apart from Tonga, is not in general marred by grave
human rights
problems, there are serious issues related to
gender.
While the situation differs from country
to country, violence against women and polygamy constitute important problems and women
still have far to go in terms of empowerment
13
.
Poverty
and progress towards the
Millennium Development Goals
(MDGs) remain
important challenges in a number of the countries. Poverty of opportunity is a particularly
acute problem, with rural communities, where most Pacific islanders live, facing problems,
such as poor access to basic social services, sustainable, efficient and affordable energy
services and telecommunications, and with economic activities hampered by distance,
insufficient and expensive transport services and limited access to capital.
Unsustainable management of natural resources
is a serious issue facing several countries
in the region. In particular, the rates at which
forests
are being depleted and
biodiversity
is
being lost are so high that the countries concerned risk losing critical economic assets within a
very short time span. Often a result of weak governance, this combines with serious leakages
of financial resources away from Government. The result is that critical resources that should
be invested in the development of these countries are diverted.
The Pacific ACP countries have relatively good
food-security,
although there is a problem of
malnutrition
in some places. However, while there is a tradition for safety nets and a culture
of sharing, community support systems are now under strain in many places.
11
12
13
Secessionist war on the island of Bougainville in PNG; tensions in Solomon Islands; repeated coups in
Fiji; severe economic and financial crisis in Nauru; democratic deficit in Tonga.
While PNG is ranked 130
th
in Transparency International’s corruption perception index, in some other
Pacific countries corruption is a minor issue, such as in Kiribati, where theft is seen as dishonouring,
and carries severe social sanctions.
An extreme case is Solomon Islands, which as late as early 2006 did not have a single female member
of parliament.
DA
17
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1446417_0018.png
DA
18
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1446417_0019.png
The Pacific possesses an exceptional
cultural diversity
14
, which is the basis for an
extraordinary richness of cultural expression. This diversity, including the linguistic heritage,
should be preserved
15
. Furthermore, this diversity also represents a non-negligible source of
wealth in economic terms which the media through the use of ICTs can help realise.. The
question of how best to achieve the desired and inevitable
economic modernisation
without
jeopardising fundamental strengths of the traditional culture is crucial to the future of the
region. When engaging in dialogue and development cooperation with the Pacific ACP
countries this cultural dimension needs to be fully taken into account.
For potential investors Pacific culture imposes a number of important constraints.
Traditional
collective land ownership
raises barriers to obtaining land for development and using land as
collateral. The strong culture of sharing constitutes a disincentive to saving for investment.
Some of these factors may partly explain the
weak economic growth
experienced by most
Pacific ACP countries, a concern not least in view of the
growing population
(around 3% a
year) A study of economic data (available for 11 of the 15 Pacific ACP countries - excluding
Cook Islands, Nauru, Niue and Tuvalu) shows that in the period 2000-2004 average annual
GDP growth was only 1.1%. However, some countries, notably Samoa, have recorded strong
growth in the same period. Average inflation for the 11 countries stood at a modest 1.6% in
2004. There are considerable differences in GDP/capita requiring adapted policies and
cooperation.
The Pacific is particularly
vulnerable to natural disasters,
such as earthquakes, tsunamis
and hurricanes, and generally with the poorest population segments being the most exposed.
Since 1950 natural disasters have affected more than 3.8 million people in 14 Pacific ACP
countries (Timor-Leste not included). In the 1990s alone natural disasters cost the region
about USD 2.8 billion (in real 2004 value). From 1990 to 1999 the region had the world’s
highest rates of disaster-related mortality, percentage of population affected, and damage cost
per capita. While traditional coping mechanisms are strong, the number of reported disasters
and the population affected per event have increased significantly, reflecting population
growth, rapid urbanisation, growing environmental degradation in coastal areas, climate
change and variability. With climate change and increasing sea levels many low-laying
Pacific islands are at risk and the region may in future face a serious problem in terms of
environmental refugees.
Last but not least, the geography of the Pacific is characterised by the
enormous distances
between and within most of its countries. The Cook Islands (population less than 25,000)
stretch 1,400 km from North to South, and 1,000 km from East to West, while Kiribati
(population 100,000) includes Christmas Island located 3,200 km from the country’s capital.
In addition, it is the ACP region which is the furthest removed from the EU in geographical
terms. This “tyranny of distance” is a serious constraint for development in the Pacific,
because of serious diseconomies of distance resulting notably in low frequency and high-cost
transport. However, electronic communication is becoming cheaper and more available.
14
15
It has been estimated that Papua New Guinea alone has more than 1000 cultural groups speaking some
800 different languages.
The forthcoming UNESCO Convention on the Protection and Promotion of the Diversity of Cultural
Expressions will offer a new international framework to promote international cooperation aimed at
preserving cultural diversity, which may be important in this regard.
DA
19
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1446417_0020.png
1.4.
Regional cooperation
The
Pacific Islands Forum
(the ‘Forum’) is the premier regional policy-making body of the
self-governing states in the Pacific. Established in 1971, its membership includes 14 of the
Pacific ACP countries together with Australia and New Zealand.
16
Forum Heads of State and
Government meet annually, as do Forum Economics and Education Ministers. Similar
meetings are planned for Forum Health Ministers.
Ad hoc
meetings of Transport and Fisheries
Ministers are also held. The Chairmanship of the Forum rotates on an annual basis among the
Member States. As regards security, the
Biketawa Declaration
of 2000 establishes a
framework for Forum intra-state security cooperation, which calls for Forum Foreign Affairs
Ministers to meet as part of an
ad hoc
crisis management mechanism for the region.
The Forum is served by its Secretary-General, whose work is supported by the
Forum
Secretariat.
The Secretariat’s overall objective is to service the Member States and to
promote Pacific regional cooperation, particularly on economic and trade matters. It also acts
as the Forum’s administrative arm, implementing its decisions, including delivering
development assistance to Member States. In the case of trade-related assistance, it can also
act as implementing agency.
The Forum Secretary-General is also permanent Chair of the
Council of Regional
Organisations in the Pacific (CROP),
which brings together the Forum Secretariat and nine
other Pacific regional organisations (see annex A)
17
.
At the October 2005 meeting of Forum Heads of State and Government two important
decisions aiming at strengthening regional cooperation were taken. The Leaders approved an
Agreement giving the Forum
legal personality
under international law. They also approved
the
Pacific Plan
and a roadmap for its implementation. This decision represents the
culmination of a process started in 2003 by initiative of the New Zealand Forum Chair aimed
at strengthening Pacific regionalism. The Plan, covering the years 2005-2015, has been
presented as a dynamic framework for strengthened regional cooperation and integration. It
remains to be seen how far effective implementation can be achieved. Full implementation
will depend on continued political commitment and mobilisation of the required financial
resources.
Presently, regional cooperation in the Pacific is neither broad nor deep. Among the
explanatory factors can be mentioned the geography of the region, the fact that many Pacific
countries are still relatively young as independent states and therefore particularly sensitive
about issues pertaining to sovereignty, and the asymmetry between Australia and New
Zealand on the one hand, and the Pacific ACP countries on the other
18
.
16
17
18
Timor-Leste has observer status in the Forum and is not at present considering full membership.
The core activities of these regional organisations are funded by contributions from Member
governments, but they are governed by bodies that reflect their varying membership.
Attempts at sectoral regional integration have had mixed results since the 1970s. PNG, by far the largest
Pacific ACP country, established its own higher education system (UPNG, Unitech), while the rest of
the region created the University of the South Pacific. Nauru, Samoa, Solomon Islands, Tonga and
Vanuatu initially created Air Pacific but then quickly set up their own national airlines to promote
tourist arrivals directly from major airports in Australia, New Zealand and Hawaii. The Pacific Forum
(shipping) Line also proved unviable as a way of servicing the more peripheral states.
DA
20
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1446417_0021.png
In 2004
intra-regional trade
between the Pacific ACP countries was as low as 3%
19
, mainly
due to transport costs and the limited size of their markets. These countries have concluded
the
Pacific Island Countries Trade Agreement (PICTA),
aiming to establish a FTA among
its parties. The
Pacific Agreement on Closer Economic Relations (PACER)
is a trade and
economic cooperation agreement among all 16 Forum Member States. It sets out the basis for
the future development of trade relations among these states
20
.
The
Melanesian Spearhead Group (MSG)
is a sub-regional trading arrangement among
PNG, Solomon Islands, Vanuatu and Fiji, with New Caledonia as an observer. MSG aims at a
FTA in 2008 and aspires to a Customs Union.
There is scope for increased cooperation and synergy between the Pacific ACP countries and
the region’s OCTs in areas such as environment and vocational training.
1.5.
Key partners of the Pacific beyond Europe, Australia and New Zealand:
United States, Japan, China and Taiwan
The
United States
has important security interests in the Pacific, which it has dominated
since its victory in World War II. US trade with the larger Asia-Pacific region has now
overtaken its trade with the EU, so also for this reason the US has a strong interest in
continued stability. The US National Security Strategy from March 2006 highlights the
importance of in particular Japan, South Korea and Australia. In its Quadrennial Defense
Review Report from February 2006 the US Department of Defense reports that of the major
and emerging powers, China has the greatest potential to compete militarily with the United
States, adds that the pace and scope of China’s military build-up already puts regional military
balances at risk, and states: “U.S. policy remains focussed on encouraging China to play a
constructive, peaceful role in the Asia-Pacific region and to serve as a partner in addressing
common security challenges, including terrorism, proliferation, narcotics and piracy.” The US
has renewed economic and military agreements (Compacts of Free Association) with Palau,
Micronesia and the Marshall Islands. The US also has territories in the Pacific, and Hawaii is
a US state. Having curtailed its development cooperation with the region in the past the US
has recently reengaged, notably with Vanuatu. The US has indicated its interest in seeing the
EU pursue an active role in the region.
Japan
has security, foreign affairs, trade and fishery interests in the region, and is
traditionally an important donor, specialising mainly in infrastructure. As memories of World
War II fade Japan’s cooperation with the Pacific ACP countries becomes easier.
China’s
role
21
in the Pacific region is growing in line with its increasing economic weight in
the world. There is also migration from China to the Pacific ACP countries. China is
competing with
Taiwan
for diplomatic relations with a number of the 13 Pacific ACP
countries, which are members of the UN
22
. It already pursues defence cooperation with PNG,
Fiji and Tonga. China has been a “Dialogue Partner” of the Forum since 1989 and has
19
20
21
22
Timor-Leste, which acceeded to the Cotonou Agreement in December 2005, is not included in this
statistic.
Timor-Leste is neither party to PICTA nor to PACER.
In 2000 the Pacific Islands Forum agreed to establish of a Pacific Trade Office in Beijing and from
2000 to 2004 bilateral trade with China has doubled from USD 267 million to USD 530 million.
Six Forum Member States currently recognise Taiwan: Solomon Islands, Kiribati, Marshall Islands,
Tuvalu, Palau and Nauru.
DA
21
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
contributed generously to its activities. Since 1992 Taiwan has held its own separate post-
Forum meeting with “friendly” Pacific Islands States. This competition between China and
Taiwan, through investments and development cooperation, can be destabilising for the
Pacific ACP countries concerned, as was seen in PNG in 1999, and most recently in Vanuatu,
where it caused a political crisis in 2004.
DA
22
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1446417_0023.png
2.
2.1.
EU AND THE PACIFIC
EU – Pacific relations so far
EU relations with the region are based on the
colonial past,
most recently with the UK,
France and Portugal as the important players, and before that Germany and Spain. These EU
Member States have all influenced the region in ways which are still perceptible today. The
influence of British political institutions and tradition has been profound. Many Pacific ACP
countries are members of the Commonwealth and most of these retain the Queen of England
as Head of State
23
.
France and UK have
territories
in the Pacific. The EU has an Association Agreement with
four OCT in the region. The OCT are subject to a different preferential regime from the ACP
countries. Under their statutes of autonomy, the French OCT are showing an increased
interest in Pacific regional cooperation as they are enhancing contacts with their neighbours
and their region.
France
is a regional power with an important military presence and a series of diplomatic
representations in the region, as well as a growing cooperation with Australia. France also
engages in development cooperation with Pacific ACP countries, in particular with Vanuatu.
While the
United Kingdom
is presently phasing out its development cooperation with the
Pacific ACP countries, it remains engaged through its diplomatic representations, its
investments, volunteer programmes and its close relations with Australia, New Zealand and
the United States.
Several EU Member States are strengthening official contacts with Pacific ACP countries. In
addition, many Member States are engaged in other ways in the region, e.g. through scientific
research or through a number of
European NGOs,
mainly environmental or faith-based, in
particular from the UK, France, Germany, Italy and The Netherlands.
A number of EU Member States, in particular
Portugal,
have cooperation activities with
Timor-Leste.
The EU’s relations with the Pacific ACP countries are structured, and have been so for
decades, first on the basis of the Lome Conventions, and now by the
Cotonou Agreement.
In
political terms an important objective for the EU has been to underpin a successful
stabilisation following decolonisation while supporting economic and social progress.
Considering the political volatility experienced in a number of Pacific ACP countries, this
goal has not yet been convincingly attained. Research and evaluations indicate that the
development assistance has had a positive impact in the region and that without it growth
would have been lower and social indicators poorer. However, analyses indicate that in the
23
Pacific culture has influenced major European artists, such as the painter Paul Gauguin and the author
W. Somerset Maugham. The Pacific also provides a permanent source of inspiration for the European
haute couture art and industry. English is an official language in all the present Pacific ACP countries,
apart from Timor-Leste, which has Portuguese as an official language, while French is spoken in
Vanuatu and in the French OCT. The fact that so many Pacific islanders speak European languages
facilitates exchange and understanding between the two regions.
DA
23
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1446417_0024.png
last decade overall economic growth remained sluggish on average and insufficient to reduce
poverty.
The EU has furthermore agreed
Joint Political Declarations
with Australia and New
Zealand, and entered into a series of separate Agreements with these two countries, on the
basis of which regular consultations are held.
The Pacific ACP countries and the EU share
core values,
such as democracy, human rights,
rule of law, effective multilateralism and environmental protection. These countries are
generally supportive of EU environmental positions. They also play a growing role in
international institutions. Some of them, notably Fiji, contribute to
UN peacekeeping
missions
worldwide
24
.
The EU’s
political dialogue
with individual Pacific ACP Member States is limited. At the
regional level, a broad political dialogue is pursued with the Forum, through the so-called
Post-Forum Dialogue, which traditionally follows immediately after the Forum Leaders
annual Summit
25
. Article 96 of the Cotonou Agreement concerning essential elements was
triggered in the case of the 2000 coup in Fiji. Cooperation was resumed in 2003.
Members of the European Parliament observed the 2001 parliamentary elections in Solomon
Islands. A fully-fledged EU
election observation
mission took take place in Fiji in 2006.
EU-Pacific trade
is relatively small and erratic. Unprocessed agricultural products, in
particular palm oil and sugar dominate Pacific exports to the EC. Machinery, ships and boats
are important items in the EC export structure. There has always been a trade surplus for the
Pacific in its exchanges with the EC. Australia and New Zealand are major trading partners
for the region particularly as regards Pacific ACP imports. The EC is a relatively small
trading partner for the Pacific ACP absorbing around 10% of their exports and providing an
estimated 5% of their imports. Based on 5-year averages PNG and Fiji together accounted for
a full 90% of the Pacific ACP countries’ exports to the EU, while taking 41% of the total
imports from the EU. In 2004 Pacific ACP goods exports to the EU amounted to € 588
million, while goods imports from the EU amounted to € 333 million
26
. Fiji currently exports
half of its production (i.e. approximately 165,000 tonnes of a total production of 330,000
tonnes) to the EU under Sugar Protocol at guaranteed prices.
The EU has either signed or initialled
fishery agreements
with three Pacific ACP countries:
Kiribati, Solomon Islands and the Federated States of Micronesia. A small number of Spanish
and French vessels are fishing with licenses under these agreements. In December 2004, the
European Community acceded to the Western Central Pacific Fisheries Convention
(WCPFC), which is responsible for overseeing the sustainable management and conservation
of tuna in the Pacific. The EU also supports the scientific tuna stock work of the Secretariat of
the Pacific Community (SPC). The EC is also an active participant in the on-going inter-
24
25
26
Fiji’s role in international peacekeeping is quite remarkable. This small country has participated in
virtually every UN peacekeeping mission - including in Congo, Namibia, Cambodia, Timor-Leste and
Lebanon – and also in Europe, where Fiji has contributed to the stabilisation of Bosnia and
Herzegovina, Croatia and Kosovo.
Cf section 3.1. below.
As a result the EU was their second most important export market, after Australia and before Japan,
while the EU was only 6th on the list of countries/regions the Pacific ACP countries source their
imports from, behind Australia, Singapore, New Zealand, USA and Japan.
DA
24
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1446417_0025.png
governmental consultations for the creation of a regional fisheries management organisation
for non-tuna species in the Pacific.
EC
development assistance
to the region is substantial, and total aid granted under
successive Lomé Conventions and the Cotonou Agreement exceeds € 1.8 billion.
27
Furthermore, Timor-Leste has received more than € 200 M under other instruments since
1999. In addition, the European Investment Bank and the Centre for Development of
Enterprises are also active in the region. Together with ODA flows from the EU Member
States, such as Portugal’s bilateral aid of more than € 300 M for Timor-Leste, the
EU
is one
of the few major donors to the Pacific ACP countries, and this includes support financed by
the EU’s budget, such as the Erasmus Mundus programme, food security and environment.
In September 2004 the EU and 14 Pacific ACP countries opened negotiations on an
Economic Partnership Agreement (EPA)
28
. These aim at arriving at an ambitious and
development-oriented arrangement, which should promote regional integration and economic
development, policy reform, sustainable management of resources, such as fisheries, thereby
also contributing to the reduction of poverty. The ACP side has indicated its interest in
securing arrangements relating to services and tourism, fisheries and investment as well as
goods. Their commitment to these negotiations was most recently confirmed by Pacific ACP
Leaders in October 2005. However, given that negotiations need to be concluded before the
end of 2007, there is a need for the ACP side to accelerate preparations and negotiations
29
.
EPA will replace the preferential access scheme contained in Cotonou and which is currently
covered by a WTO waiver, which expires in 2008.
2.2.
Present challenges facing EU – Pacific relations
Presently, EU relations with the Pacific suffer from a lack of political profile and visibility on
both sides, inadequate arrangements for regional interaction and reduced efficiency in
development cooperation efforts due to a lack of focus and high transaction costs. Beyond the
bilateral consultation mechanisms between the EU and Australia and New Zealand
respectively, the only structured interaction between the EU and the Pacific region is provided
by the so-called Post-Forum Dialogue.
Immediately following the Forum Summit, the Heads of State and Government interact with
main Forum partners and donors through the Post-Forum Dialogue at ministerial level. On the
Forum side this involves a panel consisting of three ministers and the Forum Secretary-
General with a minister representing the Forum Chair as head of Delegation.
Presently, the EU takes part in this Dialogue with a delegation consisting only of the
Commission. However, twice the EU Council Presidency has been associated to the
27
28
29
Since independence Timor-Leste has benefited from substantial Community assistance under the ALA
Regulation.
Timor-Leste, which acceded to the Cotonou Agreeement in December 2005, does not at present
participate in the EPA negotiations.
The EU recognises that the Pacific ACP countries’ close links with Australia, New Zealand and the
USA make these negotiations more complex. While trade flows between the Pacific ACP countries and
the EU are limited, Australia and New Zealand are major trading partners and a FTA with them may
imply major adjustment needs for the Pacific ACP countries. However, the opening of the formal
negotiations on EPA, have not triggered demands by Australia and New Zealand to open discussions on
parallel free trade negotiations as foreseen under Article 6 of the Pacific Agreement on Closer
Economic Relations (PACER).
DA
25
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1446417_0026.png
Commission in this exercise. In parallel, France and the UK, the two EU Member States with
remaining significant engagements in the Pacific region, hold separate Dialogue-meetings
with the Forum panel.
Although positive exchanges have taken place over the years between the EU and the Pacific
region through this arrangement, the Post-Forum Dialogue does not fully reflect the
importance of EU-Pacific relations and is insufficient in terms of sustaining the bilateral
relationship between the regions. Particular shortcomings are as follows:
1. Limited visibility for the EU in the Pacific. The arrangement does not reflect the fact that
the EU is the second largest donor in the region. No joint communiqué is issued after the
dialogue. The number of Dialogue partners has been increasing over the years.
2. Limited visibility for the Pacific in Europe due to lack of formal preparation in the EU
institutions and the fact that the meetings always take place in the Pacific region.
3. Limited impact on both sides due to lack of formalisation.
4. As the Post-Forum Dialogue takes place the day after the Forum summit is concluded, there
is insufficient time for the EU side to properly prepare its reactions to the summit outcome.
5. The time allotted to the EU dialogue is insufficient to deal with an increasingly
comprehensive EU-Pacific agenda. The distribution of responsibilities between the two
parties as regards the issues in the agenda is unsatisfactory.
Full engagement in the Cotonou partnership entails sustained political dialogue, co-
management of development cooperation and full participation in the EPA process. For a
number of the smallest Pacific ACP countries such intensive cooperation poses a serious
challenge. The costs for these countries relating to their Cotonou obligations is substantial, the
cooperation may therefore not reach critical mass for them, and may even outweigh the
benefits. For countries with
limited administrative capacity
there is the added concern that
the cooperation may crowd out other and perhaps more important activities.
The European
OCT
face specific challenges, such as economic, social and environmental
vulnerability, as well as problems of scale and progressive erosion of their trade preferences
with the EU. At the same time, the OCT have a number of strengths, such as advanced
education, health and research facilities and relatively developed economies, which they bring
to the growing ACP-OCT interaction in the region.
DA
26
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1446417_0027.png
Annex A
CROP Agencies
The ten organisations are:
The Pacific Islands Forum Secretariat (PIFS)
Pacific Forum Fisheries Agency (FFA)
Pacific Islands Development Programme (PIDP)
Secretariat for the Pacific Community (SPC)
South Pacific Applied Geoscience Commission (SOPAC)
South Pacific Regional Environment Programme (SPREP)
South Pacific Tourism Organisation (SPTO)
University of the South Pacific (USP)
South Pacific Board for Educational Assessment (SPBEA)
Fiji School of Medicine (FSchM)
The CROP membership varies significantly and is summarised in the table below.
FSchM FFA
PIDP
PIFS
SPC
SOPA SPBEA SPREP SPTO USP
C
America Samoa
Cook Islands
Federated States of Micronesia
Fiji Islands
French Polynesia
Guam
Kiribati
Republic
Islands
Nauru
New Caledonia
Niue
Northern Mariana islands
X
of
the
Marshall
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
*
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
**
X
X
X
X
X
X
*
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
DA
27
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1446417_0028.png
Palau
Papua New Guinea
Pitcairn Island
Samoa
Solomon Islands
Tokelau
Tonga
Tuvalu
Vanuatu
Wallis and Futuna
East Timor
Australia
France
New Zealand
United States of America
United Kingdom
*
**
***
Associate Member
Observer / Special Observer
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
**
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
X
Plus representatives from the USP, Melanesia, Micronesia and Polynesia.
DA
28
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1446417_0029.png
Annex B
European Representations in Pacific ACP Countries
Papua New Guinea
Fiji
Timor Leste
Solomon Islands
Vanuatu
Samoa
Kiribati
EC Delegation, UK High Commission, French Embassy
EC Regional Delegation, UK High Commission, French Embassy
EC Technical Office, Portuguese Embassy, UK Embassy, Irish
Representative Office, French Co-operation Office
EC Office, UK High Commission
EC Office, French Embassy
EC Technical Office, UK High Commission
EC Technical Office
DA
29
DA