Miljø- og Planlægningsudvalget 2005-06
KOM (2006) 0406
Offentligt
1446565_0001.png
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER
Bruxelles, den 19.7.2006
KOM(2006) 406 endelig
KOMMISSIONENS RAPPORT TIL RÅDET OG EUROPA-PARLAMENTET
OM GENNEMFØRELSE AF FÆLLESSKABETS AFFALDSLOVGIVNING
Direktiv 75/442/EØF om affald
Direktiv 91/689/EØF om farligt affald
Direktiv 75/439/EØF om olieaffald
Direktiv 86/278/EØF om slam fra rensningsanlæg
Direktiv 94/62/EØF om emballage og emballageaffald og
Direktiv 1999/31/EF om deponering af affald
FOR PERIODEN 2001-2003
{SEK(2006)972}
DA
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1446565_0002.png
1.
INDLEDNING
Formålet med denne rapport er at informere de andre fællesskabsinstitutioner,
medlemsstaterne og offentligheden om gennemførelsen af EU's affaldslovgivning (direktiv
75/442/EØF, 91/689/EØF, 75/439/EØF, 86/278/EØF, 94/62/EF og 1999/31/EF) i perioden
2001-2003.
Disse seks direktiver er ret forskellige i indhold og struktur. Direktiv 75/442/EØF og
91/689/EØF indeholder almene grundlæggende bestemmelser for alt affald og farligt affald;
direktiv 1999/31/EF drejer sig om en specifik håndteringsmetode – deponering; direktiv
75/439/EØF, 86/278/EØF og 94/62/EF udstikker kravene til specifikke affaldsstrømme –
olieaffald, slam fra rensningsanlæg og emballageaffald – hver især med forskellige
egenskaber og håndteringsaspekter.
Rapporten blev udarbejdet i henhold til artikel 5 i direktiv 91/692/EØF
1
om standardisering og
rationalisering af rapporterne om gennemførelse af en række miljødirektiver. Den er baseret
på medlemsstaternes indberetninger og ledsages af et arbejdsdokument fra Kommissionens
tjenestegrene, der uddyber medlemsstaternes oplysninger og data.
Der er generelt gjort fremskridt, men gennemførelsen af affaldslovgivningen kan stadig ikke
siges at være tilfredsstillende, som det også fremgår af de mange overtrædelsesprocedurer, der
er indledt på affaldsområdet. Der bør derfor gøres en væsentlig indsats for at nå frem til
fuldstændig gennemførelse, især hvad angår fremme af affaldsforebyggelse og
genanvendelse. Disse spørgsmål blev behandlet i den nyligt vedtagne EU-temastrategi for
affaldsforebyggelse og genanvendelse
2
, der fokuserer på miljøvirkningerne af affald og
livscyklustankegangen inden for affaldshåndtering.
2.
DIREKTIV 75/442/EØF OM AFFALD SOM ÆNDRET VED DIREKTIV
91/156/EØF
Direktiv 75/442/EØF
3
fastlægger rammelovgivningen om affaldshåndtering på
fællesskabsplan. Det drejer sig især om: definitionen på affald, principperne for
affaldshåndteringshierarkiet, princippet for nærhed og selvtilstrækkelighed med hensyn til
affaldsbortskaffelse, affaldshåndteringsplanlægning, tilladelser til anlæg og virksomheder, der
udfører bortskaffelse og genanvendelse, kompetente myndigheders tilsyn, krav om bogføring,
forureneren-betaler-princippet samt indberetningskrav.
Alle medlemsstater har bekræftet, at de har meddelt Kommissionen detaljerede oplysninger
om
love og bestemmelser,
der er i kraft for at indarbejde direktivet i national lovgivning.
Korrekt gennemførelse af
definitionen på affald
er nøglen til at sikre, at medlemsstaterne
korrekt opfylder deres affaldshåndteringsforpligtelser ifølge direktivet og anden
affaldslovgivning. Den europæiske affaldsliste blev opstillet i konsolideret form ved
Kommissionens beslutning 2000/532/EF som ændret i 2001
4
. I løbet af indberetningsperioden
1
2
3
4
EFT L 377 af 23.12.1991, s. 48.
KOM(2005) 666 endelig af 21.12.2005.
EFT L 194 af 25.7.1975, s. 47. Ændret ved direktiv 91/156/EF (EFT L 78 af 26.3.1991, s. 32).
Kommissionens beslutning 2001/118/EF, EFT L 47 af 16.2.2001, s. 1
DA
2
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1446565_0003.png
vedrørte en række overtrædelsesprocedurer og domstolssager gennemførelsen af definitionen
på affald (i Italien, UK og Østrig, og andre relevante sager).
Alle medlemsstater har til dato udarbejdet og meddelt
affaldshåndteringsplaner
vedrørende
direktivet. Adskillige medlemsstater anførte, at de havde samarbejdet med og konsulteret
andre medlemsstater, da de udarbejdede deres planer. Nogle medlemsstater meddelte tilfælde,
hvor de måtte træffe foranstaltninger for at forhindre overførsel af affald, der ikke var i
overensstemmelse med deres affaldshåndteringsplaner.
Der er blevet truffet foranstaltninger om affaldsforebyggelse, men der foreligger ikke
tilstrækkelige oplysninger om deres virkninger.
De fleste medlemsstater meddelte, at de have nået en høj grad af
selvtilstrækkelighed
inden
for affaldsbortskaffelse, på omkring 99 %, der hovedsagelig afspejler situationen i den
foregående gennemførelsesrapport for perioden 1998-2000.
I henhold til
data om affaldsproduktion og
-behandling i EU-15 er
husholdningsaffaldsmængden steget til 580 kg pr. person pr. år. Hvad angår behandlingen
heraf, er genanvendelse steget til gennemsnitligt 32 %, selv om genanvendelsessatserne
varierer betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat (fra 8 % til 56 %). Deponering er faldet en
smule, men er stadig den mest anvendte metode (44 % i gennemsnit). Forbrænding,
hovedsagelig med energiudnyttelse, er den fremherskende behandling i nogle medlemsstater.
Produktionen af farligt affald er ligeledes steget til 120 kg pr. person pr. år; deponering var
den mest brugte metode (26 % i gennemsnit), medens den gennemsnitlige genanvendelsessats
var på 21 %.
Adskillige medlemsstater har meddelt Kommissionen, at de har anvendt
undtagelser fra
tilladelseskravene,
som direktivet giver mulighed for.
De fleste medlemsstater har opfyldt deres
bogføringsforpligelse
i henhold til artikel 14. Nogle
har udviklet producent-relaterede forpligtelser foruden dem, der gælder for producenter af
farligt affald.
3.
DIREKTIV 91/689/EØF OM FARLIGT AFFALD
Direktiv 91/689/EØF
5
udvider direktiv 75/442/EØF ved at fastlægge strengere krav til
håndtering og overvågning af farligt affald. Det vedrører hovedsagelig definitionen af farligt
affald, forbudet mod blanding af farligt affald med andet farligt eller ikke farligt affald,
specifikke tilladelseskrav for anlæg og virksomheder, der håndterer farligt affald, regelmæssig
kontrol og producentens registrering af farligt affald, hensigtsmæssig emballering og
mærkning af farligt affald under indsamling, transport og midlertidig oplagring samt planer
for håndtering af farligt affald.
Alle medlemsstater bekræftede, at de havde givet Kommissionen oplysninger om gældende
love og bestemmelser
med henblik på at indarbejde direktiv 91/689/EØF om farligt affald og
affaldslisten (beslutning 2000/532/EF som ændret) i national lovgivning.
5
EFT L 377 af 31.12.1991, s. 20.
DA
3
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1446565_0004.png
Danmark, Finland, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Østrig, UK og den belgiske region Vallonien
har i henhold til artikel 1, stk. 4, indberettet
større mængder affald som farligt.
Belgien (regionerne Bruxelles og Flandern), Finland, Irland, Nederlandene, Portugal,
Slovenien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland og Østrig har indført bestemmelser med
henblik på at
skelne farligt fra ikke farligt husholdningsaffald
i henhold til artikel 1, stk. 5.
Disse foranstaltninger sigter hovedsageligt på separat indsamling af bestemte farlige
komponenter i husholdningsaffaldet.
Alle indberettende medlemsstater anførte, at kravene i artikel 2, stk. 1, om
registrering og
identificering
af deponering af farligt affald var blevet imødekommet.
Medlemsstaterne bekræftede, at der var blevet truffet de nødvendige foranstaltninger for at
forebygge blanding
af farligt affald (artikel 2, stk. 2-4). Svarenes detaljeringsgrad varierer
imidlertid noget, idet nogle medlemsstater kun angiver henvisningen til den nationale
lovgivning og andre citerer eller forklarer bestemmelsen.
I Italien er der vedtaget undtagelser i medfør af artikel 3, stk. 2, om generelle nationale regler
til erstatning for
tilladelseskrav
i forbindelse med nyttighørelse. I 2005 meddelte UK
(England, Skotland & Wales) ajourføringer af gældende undtagelser, der var blevet indført før
den 27. juni 1995.
Alle medlemsstater indberettede, at de kompetente myndigheder havde foretaget de passende
regelmæssige inspektioner
i henhold til artikel 4, stk. 1. Hyppigheden varierer i det fleste
lande og afhænger bl.a. af kriterier for typen og mængden af affald og typen af anlæg. Der er
blevet udarbejdet inspektionsplaner i Nederlandene, Slovenien, Sverige, Tjekkiet og Ungarn.
De fleste lande anførte detaljerede oplysninger om bestemmelserne til gennemførelse af
kravene om
registrering
i medfør af artikel 4, stk. 2. Det Forenede Kongerige har endnu ikke
fuldt ud gennemført kravene vedrørende producenter af farligt affald. Belgiens regioner
Bruxelles og Flandern, Irland og Tyskland nævnte ikke noget om affaldstransportørers
registreringskrav. Der skal i Belgiens region Flandern, Danmark og Portugal regelmæssigt
sendes registrerede oplysninger til de kompetente myndigheder (for Portugals vedkommende
kun uddrag).
Medlemsstaterne anførte de nationale foranstaltninger til gennemførelse af artikel 5, stk. 1, for
at sikre
hensigtsmæssig emballering og mærkning
af farligt affald, og nogle enkelte gav
detaljerede oplysninger om disse bestemmelsers indhold.
I de fleste medlemsstater omfattes farligt affald af de generelle
affaldshåndteringsplaner.
Slovakiet og Spanien meddelte, at deres affaldshåndteringsplaner for farligt affald var ved at
blive henholdsvis udarbejdet eller revideret.
4.
DIREKTIV 75/439/EØF OM BORTSKAFFELSE AF OLIEAFFALD
Direktiv 75/439/EØF
6
blev udformet med henblik på at skabe et ensartet system for
indsamling, behandling, oplagring og bortskaffelse af olieaffald, såsom smøreolier til
køretøjer og motorer, og på at beskytte miljøet mod de skadelige virkninger af disse
6
EFT L 194 af 25.7.1975, s. 31, senest ændret ved direktiv 87/101/EØF (EFT L 42 af 12.2.1987, s. 43).
DA
4
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1446565_0005.png
aktiviteter. Det vedrører hovedsageligt sikker og kontrolleret håndtering af olieaffald;
prioritering af regenerering; oplysningskampagner; tilladelser til virksomheder til at håndtere
olieaffald; emissionsgrænseværdier for forbrænding og godtgørelser til virksomheder, der
indsamler eller bortskaffer olieaffald.
Alle indberettende medlemsstater meddelte Kommissionen gældende
love og bestemmelser
om bortskaffelse af olieaffald. Mange lande meddelte, at de havde indført strengere
foranstaltninger af hensyn til miljøet. Irland, Nederlandene, Portugal, Slovenien og Tjekkiet
anførte, at der ikke fandtes regenereringsanlæg i deres land.
Ifølge oplysningerne om
håndtering af olieaffald
blev der i 2003 i EU-15 indsamlet næsten 2
mio. tons olieaffald, der svarer til en indsamlingssats på 81 %. Af denne mængde blev 44 %
regenereret (højeste regenereringssatser forekom i Luxembourg, Nederlandene, Italien og
Ungarn), og 46 % blev forbrændt. I perioden 1995-2003 faldt den samlede mængde af
markedsført/solgt olie med 11 % (fra 5,0 mio. tons til 4,4 mio. tons), medens mængden af det
producerede og indsamlede olieaffald forblev næsten stabil; regenererings- og
forbrændingssatsen for olieaffald viste heller ingen betydelig ændring.
Adskillige medlemsstater meddelte ikke nogen
begrænsninger,
der forhindrer dem i at
prioritere regenerering af olieaffald højest i tråd med artikel 3, stk. 1. Andre medlemsstater
anførte at have sådanne begrænsninger, men de opstod hovedsageligt af økonomiske aspekter
såsom den ringe mænge olieaffald, muligheden for billig forbrænding i andre medlemsstater
og en mætning af markedet for basisolier.
Et flertal af lande indberettede, at de havde gennemført offentlige
oplysnings- og
bevidstgørelseskampagner
i henhold til artikel 5, stk. 1.
Omkring halvdelen af landene meddelte, at de
træffer beslutning om,
hvilke behandlinger
olieaffaldet skal underkastes (regenerering eller forbrænding), som omhandlet i artikel 5, stk.
3.
Medlemsstaterne indberettende, at de havde indført
ordninger for godkendelse
af
virksomheder, der håndterer olieaffald, og for dem, der indsamler olieaffald (artikel 5, stk. 4).
Der foretages
kontrol
for at efterprøve overensstemmelse med betingelserne i tilladelserne.
De meddelte
emissionsgrænseværdier for forbrænding
ligger alle inden for eller under
direktivets grænseværdier. Adskillige lande har også fastsat grænseværdier for
forbrændingsanlæg med samlet effekt på under 3 MW.
Visse medlemsstater giver
godtgørelser
for indsamling og/eller bortskaffelse af olieaffald.
5.
DIREKTIV 86/278/EØF OM SLAM FRA RENSNINGSANLÆG
Direktiv 86/278/EØF
7
indeholder bestemmelserne for anvendelse af slam fra rensningsanlæg i
landbruget for at forhindre skadelige virkninger for jordbunden, vegetationen, dyr og
mennesker. Det sigter også mod at tilskynde til en forsvarlig genanvendelse af slam i
landbrug. Det drejer sig hovedsageligt om grænseværdier for tungmetaller i jord og slam;
behandling af slam; betingelserne for anvendelse af slam i landbruget; prøvetagning og
7
EFT L 181 af 4.7.1986, s. 6.
DA
5
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
analyse af jord og slam, samt at der føres registre over slamproduktion og anvendelse af slam
i landbruget.
Der er blevet meddelt Kommissionen en række ændringer til
national lovgivning
siden sidste
rapporteringsperiode, navnlig fra Belgien, Irland, Tjekkiet og Østrig (omkring 20 delstaters
retsakter).
Otte af EU-15 medlemsstater meddelte en eller flere
grænseværdier for tungmetaller i
jorden,
der er lavere end direktivets. Dette gælder ligeledes for alle de nye medlemsstater,
hvor der foreligger oplysninger.
Medlemsstaterne anvender en række forskellige biologiske, kemiske, termiske eller
mekaniske
metoder til behandling af slam,
eller kombinationer heraf. Disse omfatter aerob
og anaerob stabilisering, slamafvanding og tørring, kompostering, konditionering med kalk
eller andre kemikalier, omdannelse til jord og oplagring.
Analysehyppigheden
for slam
afhænger af størrelsen af spildevandsbehandlingsanlægget.
De fleste EU-15 medlemsstater indberettede en stigning i
slamfremstillingen
i perioden
2001-2003; andre en tilsvarende eller lidt mindre produktion. De nye medlemsstater
indberettede stigninger.
Hvad angår
anvendelse af slam i landbruget,
meddelte syv medlemsstater (Belgien-
Vallonien, Danmark, Frankrig, Irland, Spanien, UK og Ungarn), at de anvendte 50 % eller
mere af det slam, der frembringes til lands. På den anden side anvender Finland, Sverige og
Slovenien mindre end 17 % af det slam, der produceres til lands, medens Belgien-Flandern,
Grækenland, Nederlandene, Slovakiet og Tjekkiet spreder meget lidt eller slet ingen slam på
landbrugsjorder.
Der er betydelige forskelle mellem medlemsstaterne, nogle viste en faldende tendens, der
kunne forklares ved øget bekymring i offentligheden, hvad angår sikkerheden omkring
anvendelse af slam i landbruget. Nogle medlemsstater eller regioner i medlemsstater forbyder
eller kraftigt begrænser ligeledes ved lov spredning af slam i landbruget med strenge
grænseværdier for tungmetaller og iblandt organiske forbindelser.
Med hensyn til
slamkvaliteten
ligger de gennemsnitlige koncentrationer af tungmetaller i
slam anvendt i landbruget i EU langt under de tærskelværdier, der er fastsat i direktivets bilag
I B. Dette gælder for både EU-15 og de nye medlemsstater, hvor der foreligger oplysninger.
Selv om der stadig er forskelle mellem de enkelte medlemsstater, bekræftes den generelle
tendens med et langsomt, men konstant fald i koncentrationerne.
Direktiv 86/278/EØF har været i kraft længe, og dets bestemmelser har været ret effektive til
at forebygge spredning af forurening fra anvendelse af slam fra rensningsanlæg. Anvendelse
af slam fra rensningsanlæg som gødning på landbrugsjorder kan derfor anses for at være en af
de mest miljøvenlige muligheder, forudsat det ikke forårsager nogen trussel for miljøet eller
dyrs og menneskers sundhed.
DA
6
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1446565_0007.png
6.
DIREKTIV 94/62/EØF OM EMBALLAGE OG EMBALLAGEAFFALD
Direktiv 94/62/EF
8
har to hovedmålsætninger: at beskytte miljøet og at sikre, at det indre
marked fungerer. Med henblik herpå fastlægges der i direktivet foranstaltninger til som første
prioritet at forebygge produktion af emballageaffald og, som yderligere grundlæggende
principper, at genanvende emballage, at nyttiggøre og på anden måde genvinde
emballageaffald og således reducere den endelige bortskaffelse af dette affald.
Alle medlemsstater har givet Kommissionen detaljerede oplysninger om de
love,
forordninger og administrative bestemmelser,
de har indført i medfør af
emballagedirektivet. Belgien, Nederlandene og Østrig har meddelt Kommissionen, at der i
deres programmer er sat
højere mål
end dem, der er fastsat i artikel 6, stk. 1, litra a) og c).
Kommissionen bekræftede alle disse programmer i afgørelser i medfør af artikel 6, stk. 10.
Der er i øjeblikket
overtrædelsesprocedurer
i gang vedrørende to medlemsstater
(Nederlandene og Tyskland).
Alle medlemsstater har indført foranstaltninger med henblik på at
forebygge produktionen
af emballageaffald.
Disse omfatter forskellige planer, aftaler, oplysningskampagner,
støtteordninger, mål og økonomiske instrumenter (afgifter, producentansvarsafgifter osv.). På
trods af disse foranstaltninger er emballageaffaldsmængderne steget fra 65,5 mio. tons i 2000
til 66,6 mio. tons i 2002. Væksten er imidlertid langsommere end BNP-væksten i samme
periode.
De fleste medlemsstater har indført foranstaltninger til femme af
genanvendelse
af
emballage. Disse omfatter forskellige planer, aftaler, oplysningskampagner, mål og
økonomiske instrumenter (afgifter, pant på engangsemballage, differentieret
producentansvarsafgifter osv.).
Inden 2002 havde alle medlemsstater nået deres
mål
i henhold til artikel 6, stk. 1, litra a) og
c). Grækenland, Irland og Portugal fik tilladelse til at udsætte opnåelsen af disse mål indtil
2005 og har nået deres interimsmål på 25 % nyttiggørelse og forbrænding på
affaldsforbrændingsanlæg med energiudnyttelse. I 2002 var EU-15's gennemsnitlige sats for
emballagegenvinding og -forbrænding på affaldsforbrændingsanlæg med energiudnyttelse
62 %, og den gennemsnitlige genanvendelsessats var 54 %. Der blev opnået følgende
gennemsnitlige genanvendelsessatser for emballagematerialer: glas 58 %, papir og pap 68 %,
metaller 57 % og plast 24 %.
Alle medlemsstater har indført
ordninger for tilbagelevering, indsamling og nyttiggørelse
af emballageaffald. Nogle af disse producentansvarsordninger dækker de samlede
omkostninger af indsamling, sortering og genanvendelse af emballageaffald. I andre
ordninger betaler kommunerne alle eller dele af omkostningerne ved indsamling, sortering og
genanvendelse af emballageaffald fra husholdningerne. På tilsvarende måde betaler
producentansvarsordningerne eller indehavere af industri-/handelsaffald for industri-
/handelsaffaldsemballage. Det Forenede Kongerige anvender et system med omsættelige
certifikater
("packaging
recovery
notes" – PRN)
som
led
i
landets
producentansvarsbestemmelser.
Danmark
og
Nederlandene
anvender
ikke
producentansvarsordninger, men baserer deres returordninger på kommunernes indsats og
8
EFT L 365 af 31.12.1994, s. 10, ændret ved direktiv 2004/12/EF, EUT L 47 af 18.2.2004, s. 26, og ved
direktiv 2005/20/EF, EUT L 70, 16.3.2005, p. 17.
DA
7
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1446565_0008.png
frivillige aftaler med industrien. Ved udgangen af 2003 havde Danmark, Sverige og Tyskland
obligatorisk pant på visse typer engangsemballage til drikkevarer.
De fleste medlemsstater har indført foranstaltninger for at
femme anvendelsen af genvundne
materialer.
Disse omfatter forskellige typer planer, aftaler, oplysningskampagner og
økonomiske instrumenter (afgifter og subsidier, navnlig til forskning og udvikling).
Alle medlemsstater har gjort reklame i vide kredse for direktivets foranstaltninger. Der findes
en lang række
oplysningsaktiviteter
på alle niveauer af statsadministrationen,
erhvervsorganisationerne og genanvendelsesordningerne. Disse aktiviteter sigter mod en bred
vifte af aktører, såsom forpligtede virksomheder, forbrugere og skoler.
I denne rapports referenceperiode blev kun EN 13428:2000 og EN 13432:2000 anset for at
være harmoniserede
standarder
9
. Disse standarder blev gennemført i nationale standarder i
de fleste medlemsstater. Kommissionen er ikke bekendt med andre nationale standarder i
forbindelse med overholdelse af de væsentlige krav i emballagedirektivets bilag II.
Alle medlemsstater har indført et kapitel om forvaltning af emballage og emballageaffald i
deres
affaldshåndteringsplaner
10
.
Blandt de
økonomiske instrumenter
anvendes afgifter eller differentierede afgifter i Belgien,
Danmark, Finland, Frankrig, Irland og Ungarn. Det Forenede Kongerige anvender et system
med omsættelige certifikater som led i landets producentansvarsforpligtelser. En række
medlemsstater anvender subsidier.
Resultaterne
viser, at direktiv 94/62/EF har haft succes med at øge satserne for
genanvendelse og nyttiggørelse og forbrænding med energiudnyttelse på
affaldsforbrændingsanlæg over de mål, der blev sat for 2001. Selv om den samlede
emballageaffaldsmængde fortsat stiger i de fleste medlemsstater, er der opstået en afkobling
af affaldsmængdens vækst fra økonomisk vækst for EU i sin helhed og for mange enkelte
medlemsstater i perioden 2000 til 2002. Der gives en tilbundsgående analyse af omkostninger
og fordele ved direktivet om emballage og emballageaffald i en særrapport, der skal
udarbejdes i henhold til direktivets artikel 6, stk. 8.
7.
DIREKTIV 1999/31/EØF OM DEPONERING AF AFFALD
Med direktiv 1999/31/EF
11
reguleres affaldsdeponering således, at de negative virkninger af
deponering for miljøet og menneskers sundhed så vidt muligt undgås eller reduceres og under
hensynstagen til det globale miljø. Med henblik herpå indeholder direktivet bestemmelser om
affald og behandlingsmetoder, der kan accepteres i forbindelse med deponering, og det
fastsætter betingelserne for godkendelse, drift, nedlukning og efterbehandling af
deponeringsanlæg. Direktivet indeholder ligeledes krav om en gradvis reduktion af den
mængde bionedbrydeligt affald, der deponeres.
9
10
11
Henvisninger til standard EN 13427:2004, EN 13428:2004, EN 13429:2004, EN 13430:2004,
EN 13431:2004 og EN 13432:2000 blev offentliggjort i Kommissionens meddelelse i EFT C 44 af
18.2.2005, s. 23.
Slovenien anførte, at de respektive foranstaltninger indgår i et separat program.
EFT L 182 af 16.7.1999, s. 1.
DA
8
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1446565_0009.png
Alle de medlemsstater, der svarede, har meddelt deres retsakter til
gennemførelse i national
lovgivning.
EF-Domstolen afsagde dom mod Det Forenede Kongerige på grund af
ufuldstændig
gennemførelse
af
direktivet
(sag
C-423/02).
De
manglende
gennemførelsesforanstaltninger er i mellemtiden blevet meddelt Kommissionen. EF-
Domstolen afsagde ligeledes mod Frankrig for ufuldstændig gennemførelse af direktivet (sag
C-172/04). Da de manglende gennemførelsesbestemmelser om ikke industrielt inert affald
stadig ikke er blevet meddelt Kommissionen, har den indledt en procedure mod Frankrig i
medfør af traktatens artikel 228.
Kommissionen er i øjeblikket ved at vurdere, om de gennemførelsesakter, som medlemsstater
har meddelt, er i overensstemmelse med direktivet.
Nogle medlemsstater har anvendt direktivets mulighed for at
undtage bestemt affald eller
deponeringsanlæg fra nogle bestemmelser
i direktivet (Italien, Slovakiet og Sverige hvad
angår ikke farligt mineaffald, Frankrig, Grækenland og Spanien hvad angår øer og isolerede
bebyggelser, Irland, Nederlandene, Slovakiet, Sverige og Tyskland for oplagring i
undergrunden). Kommissionen vil vurdere, om disse undtagelser overholder betingelserne i
artikel 3, stk. 3 til 5. I overensstemmelse med artikel 3, stk. 5, blev listen over de øer og
isolerede bebyggelser, der er undtaget fra direktivet og meddelt Kommissionen, sat på
Kommissionens websted (http://europa.eu.int/comm/environment/waste/landfill_index.htm),
og der blev offentliggjort en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende (EUT C 316 af
13.12.2005).
Medlemsstaterne indberettende de foranstaltninger, de har indført for at imødekomme
direktivets
tekniske krav,
herunder bestemmelser om udformningen, driften, nedlukningen
og efterbehandlingen af deponeringsanlæg.
Alle medlemsstater indberettede, at de i deres lovgivning har gennemført kravet til
deponeringsanlæggets operatør om, at alle omkostninger i forbindelse med opførelse, drift,
nedlukning og efterbehandling dækkes af den betaling, der forlanges for at modtage affald.
Hvad angår
kriterier for modtagelse af affald,
har de fleste medlemsstater fastlagt nogle
kriterier eller lister over affald, der modtages på deponeringsanlæg, men kun Sverige har
allerede gennemført Rådets beslutning 2003/22/EF om opstilling af kriterier og procedurer for
modtagelse af affald.
Alle medlemsstater har meddelt deres nationale strategier for
reduktion af mængden af
bionedbrydeligt affald, der deponeres,
undtagen Irland, Spanien og Tjekkiet.
Kommissionen træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at disse strategier
forelægges så snart som muligt.
De
data,
medlemsstaterne har meddelt om mængden af bionedbrydeligt husholdningsaffald,
der blev produceret i 1995, og de mængder, der blev deponeret hvert år i
indberetningsperioden, er ufuldstændige og kræver yderligere drøftelse. Det fremgår af de
meddelte data, at Danmark, Flandern, Nederlandene, Sverige og Østrig allerede har nået målet
for 2016 (reduktion af deponeret mængde til 35 % af den producerede mængde i 1995),
Frankrig og Tyskland allerede har nået målet for 2009 (reduktion af den deponerede mængde
til 50 % af den producerede mængde i 1995), og Finland og Italien allerede har nået målet for
2006 (reduktion af den deponerede mængde til 75 % af den producerede mængde i 1995).
DA
9
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Med hensyn til behovet for
tilpasning af bestående deponeringsanlæg
peger de indgivne
oplysninger på, at deponeringsanlæg i nogle medlemsstater allerede opfylder direktivet,
navnlig anlæg for farligt affald. For deponeringsanlæg for ikke farligt affald og for inert affald
vil et meget stort antal imidlertid skulle genudstyres eller nedlukkes inden for de næste to
indberetningsperioder for at sikre, at der pr. 16. juli 2009 – som fastsat i artikel 14 – ikke er
noget deponeringsanlæg i drift, der ikke overholder direktivet.
I adskillige medlemsstater er oplysningerne om antallet af bestående deponeringsanlæg og
deres overensstemmelse med direktivet ufuldstændige. Dette kunne skyldes, at endnu ikke
alle overgangsplaner er blevet forelagt og vurderet. Overgangsplanerne skulle have været
forelagt i juli 2002 (i de nye medlemsstater fra deres tiltrædelse). I de næste
indberetningsperioder skulle der foreligge en mere nøjagtig figur for antallet af bestående
deponeringsanlæg og anlæg, der skal nedlukkes eller genudstyres.
Som svar på indgivne klager har Kommissionen indledt overtrædelsesprocedurer mod
Belgien, Grækenland, Irland og Spanien for ikke at have sikret, at alle operatører af bestående
deponeringsanlæg havde forelagt deres overgangsplaner inden den 16. juli 2002, som krævet i
henhold til artikel 14.
Kommissionen har desuden indledt "horisontale" overtrædelsessager mod Frankrig og Italien
for ukorrekt gennemførelse af artikel 4, 8 og 9 i affaldsrammedirektivet og artikel 14 i
direktivet om deponering af affald på grund af de mange ikke godkendte deponeringsanlæg i
disse medlemsstater. EF-Domstolen har afsagt dom mod Spanien for ikke at have truffet de
nødvendige foranstaltninger til at anvende direktivets artikel 14, hvad angår et ukontrolleret
deponeringsanlæg i Punta de Avalos, La Gomera (sag C-157/2004).
Domstolen har også anlagt andre sager mod Spanien vedrørende spørgsmålet om
ukontrollerede deponeringsanlæg, og den har også afsagt dom mod Irland (sag C-494/01) og
Grækenland (sag C-502/03) for systematiske mangler.
DA
10
DA