Europaudvalget 2006
KOM (2006) 0496
Offentligt
1446646_0001.png
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER
Bruxelles, den 14.9.2006
KOM(2006) 496 endelig
BERETNING FRA KOMMISSIONEN TIL RÅDET, EUROPA-PARLAMENTET OG
DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG
Tredje rapport om anvendelsen af Rådets direktiv om tilnærmelse af medlemsstaternes
administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om produktansvar (85/374/EØF af
25. juli 1985, ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/34/EF af 10. maj
1999)
DA
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
BERETNING FRA KOMMISSIONEN TIL RÅDET, EUROPA-PARLAMENTET OG
DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG
Tredje rapport om anvendelsen af Rådets direktiv om tilnærmelse af medlemsstaternes
administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om produktansvar (85/374/EØF af
25. juli 1985, ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/34/EF af 10. maj
1999)
(EØS-relevant tekst)
DA
2
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
INDHOLDSFORTEGNELSE
1.
2.
3.
3.1.
3.2.
3.3.
3.4.
3.5.
4.
5.
INDLEDNING............................................................................................................. 4
BAGGRUND ............................................................................................................... 4
ANVENDELSE AF DIREKTIV 85/374/EØF i perioden 2001-2006 ......................... 5
Rådets resolution af 19. december 2002 om ændring af direktivet om produktansvar 5
Lovells-rapporten (offentliggjort i 2003) ..................................................................... 6
Fondazione Rosselli-rapporten (offentliggjort i 2004) ................................................ 6
Konklusioner på arbejdsgruppernes møder (2003/2004) og konklusioner fra
Kommissionens spørgeskema (2005/2006) ................................................................. 7
Domstolens domme...................................................................................................... 8
ANDRE AKTIVITETER............................................................................................. 9
KONKLUSIONER .................................................................................................... 11
DA
3
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1446646_0004.png
1.
INDLEDNING
Kommissionen skal i henhold til artikel 21 i direktiv 85/374
1
(herefter "direktivet")
regelmæssigt foretage en gennemgang af, hvorledes lovgivningen om produktansvar fungerer
i praksis. Den første rapport (KOM(1995) 617) blev fremlagt i 1995. Den anden gennemgang
blev iværksat med en grønbog om produktansvar, som blev vedtaget i juli 1999 (KOM(1999)
396 endelig), og som førte til den anden rapport, offentliggjort den 31. januar 2001
(KOM(2000) 893 endelig).
I denne tredje rapport tages der behørigt hensyn til resultaterne af de sidste to undersøgelser,
som er blevet foretaget for Kommissionen
2
, resultatet af møder med de berørte parter og deres
svar på et spørgeskema, der blev sendt ud ultimo 2005.
Som der anmodes om i Rådets resolution af 19. december 2002 om ændring af direktivet om
produktansvar (2003/C 26/02), tages der i denne rapport også hensyn til spørgsmålet om
leverandøransvar.
Rapporten vil i sin overordnede konklusion forsøge at påvise, at direktivet i det store hele
fungerer tilfredsstillende, og at der i øjeblikket ikke er behov for ændringer. Der findes
ligeledes en række situationer, hvor anvendelsen af de nationale lovgivninger fører til
forskellige resultater, men uden at dette påvirker det indre marked. Disse forhold vil fortsat
blive tæt overvåget af Kommissionen.
2.
BAGGRUND
Med direktiv 85/374/EØF om produktansvar indførtes i 1985 princippet om objektivt ansvar
eller ansvar uden bevis for skyld i Fællesskabet. Efter dette princip skal enhver producent af
en defekt løsøregenstand erstatte en skade, der opstår som følge af en defekt ved hans produkt
på personers sundhed eller ejendom, uanset om producenten har udvist forsømmelse eller ej.
Med direktiv 99/34/EF blev anvendelsesområdet for denne type produktansvar udvidet til
også at omfatte landbrugsråvarer.
Denne lovgivning finder anvendelse på ethvert produkt, der markedsføres i Det Europæiske
Økonomiske Samarbejdsområde, og berører umiddelbart og uden sondring både forbrugere og
producenter. Ved at skabe en retfærdig fordeling af risikoen mellem disse to grupper har
lovgivningen til formål at forene forbrugernes interesser med politikkerne for det indre
marked (bl.a. den frie udveksling af varer og fjernelse af konkurrenceforvridninger).
Direktivet om produktansvar indeholder følgende hovedpunkter:
–
1
producenten har et objektivt ansvar
2
Rådets direktiv 85/374/EØF af 25. juli 1985 om tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller
ved lov fastsatte bestemmelser om produktansvar (EFT L 21 af 7.8.1985, s. 29), ændret ved Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 1999/34/EF af 10. maj 1999 (EFT L 141 af 4.6.1999, s. 20), og
berigtiget i EFT L 283 af 6.11.1999, s. 20. Fristen for gennemførelsen af direktivet var den 25.7.1988.
L
OVELLS
, Produktansvar i Den Europæiske Union, 2003; og F
ONDAZIONE
R
OSSELLI
, Analysis of the
Economic Impact of the Development Risk Clause as provided by Directive 85/374/EEC on Liability
for Defective Products, 2004.
DA
4
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1446646_0005.png
–
–
–
–
–
–
det påhviler sagsøger at føre bevis for skaden, defekten og årsagsforbindelsen
mellem defekten og skaden
alle erhvervsdrivende i produktionskæden hæfter solidarisk, så der er en økonomisk
garanti for, at der ydes skadeserstatning
en 500 EUR minimumsgrænse eller selvrisiko for skadeserstatning for at undgå et
stort antal tvister
producenten er fritaget for ansvar, hvis han beviser, at der foreligger visse
omstændigheder, der udtrykkeligt er fastsat i direktivet
ansvaret er tidsbegrænset med ensartede frister
bestemmelser, der indskrænker eller fraskriver producentens ansvar over for
sagsøger, er ikke tilladt.
I betragtning af de forskellige retlige traditioner giver direktivet medlemsstaterne mulighed
for at fravige de fælles regler på visse områder:
–
det kan bestemmes, at producenten er ansvarlig, selv om han beviser, at det på
grundlag af den videnskabelige og tekniske viden på det tidspunkt, da han bragte
produktet i omsætning, ikke var muligt at opdage defekten
der kan fastsættes et loft på mindst 70 mio. EUR for producentens samlede ansvar for
personskade, herunder død, som er forårsaget af identiske genstande med samme
defekt.
ANVENDELSE AF DIREKTIV 85/374/EØF I PERIODEN 2001-2006
–
3.
Rådet og Kommissionen samt de uformelle arbejdsgrupper, der blev nedsat af sidstnævnte
institution, har truffet en række foranstaltninger i løbet af denne periode. Rådet vedtog en
resolution og Kommissionen fik foretaget to undersøgelser for at evaluere en række aspekter
ved direktivets løbende gennemførelse. Der blev herudover nedsat to arbejdsgrupper i 2003
for at samle synspunkterne fra anerkendte faglige og akademiske eksperter.
Sidst, men ikke mindst skal det understreges, at gennemførelsen og anvendelsen af direktivet i
EU fortsat vil blive tæt overvåget af Kommissionen. Direktiv 85/374/EØF er blevet
gennemført og anvendes i de 25 medlemsstater.
3.1.
Rådets resolution af 19. december 2002 om ændring af direktivet om
produktansvar
3
Rådet fastslog i denne resolution, at der var behov for at foretage en vurdering af, hvorvidt
direktivet skulle ændres således, at det var muligt at vedtage nationale regler om
leverandøransvar på samme grundlag som produktansvarsordningen i direktivet vedrørende
producentansvar.
3
Rådets resolution af 19. december 2002 om ændring af direktivet om produktansvar (EUT C 26 af
4.4.2003, s. 2).
DA
5
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
3.2.
Lovells-rapporten (offentliggjort i 2003)
Denne undersøgelse blev foretaget på vegne af Kommissionen for at analysere og
sammenligne de praktiske konsekvenser af de forskellige ordninger i medlemsstaterne,
hvorefter der rejses erstatningskrav for defekte produkter.
Det fremgik af rapporten, at der for første gang var en vis kollektiv erfaring med direktivet,
der anvendes i næsten samtlige medlemsstater. Rapportens overordnede konklusion er, at
direktivet, i det mindste for så vidt det gennemføres og fortolkes ensartet, kan anses for at
give et ensartet forbrugerbeskyttelsesniveau og et fælles grundlag for producentansvar.
Undersøgelsen viste også, at den fremherskende (men ikke generelle) holdning var, at
direktivet og de produktansvarssystemer, der udgør en del af, giver en stort set passende
afbalancering af producenters og leverandørers interesser på den ene side og forbrugernes
interesser på den anden. Det blev desuden påvist i rapporten, at der ikke var noget generelt
krav om en større reform af direktivet fra nogen bestemt persongruppe, som det berører. De
fleste (særlig producenter og forsikringsgivere) anså således udviklingen inden for mere
generelle områder, f.eks. klagemuligheder, proceduremæssige reformer og synlige ændringer i
"klagekulturen", som faktorer, der kunne ødelægge den eksisterende balance.
Det skal bemærkes, at mens de fleste forbrugerrepræsentanter og et mindretal af de øvrige
deltagere gav udtryk for, at direktivet ikke gav mulighed for at skabe en passende balance,
blev der ikke nævnt en eneste decideret mangel. Dette diskrediterer naturligvis ikke de
synspunkter, der blev gjort udtryk for, men det gør det vanskeligt at konkludere, at direktivet
har nogen væsentlige mangler.
Den generelle opfattelse af direktivets vigtigste bestemmelser er, at det har gjort det muligt at
gøre store fremskridt på trods af de reformer, som det indførte, og den omfattende debat i
forbindelse med dets vedtagelse og gennemførelse. Endvidere viste de undersøgelser, der blev
foretaget i forbindelse med udarbejdelsen af denne rapport, at der i EU ikke var nogen tydelig
og gennemgående efterspørgsel efter en væsentlig reform af direktivet. Mange deltagere har
ligefrem anmodet om, at der ikke blev foretaget nogen reform. En række af disse deltagere har
foreslået, at det ville være bedre at afvente resultatet af udviklingen på andre områder, der kan
have en indvirkning på anvendelsen i praksis af produktansvarsordningen og således påvirke
direktivet. Det gælder f.eks. udviklingen på EU-niveau inden for områder som regulering af
produktsikkerhed, klagemuligheder og forbrugerbeskyttelse generelt.
3.3.
Fondazione Rosselli-rapporten (offentliggjort i 2004)
Denne undersøgelse blev foretaget på vegne af Kommissionen for at analysere de økonomiske
konsekvenser af klausulen om ansvarsfrihed for udviklingsrisici (DRC), jf. artikel 7, litra e), i
direktiv 85/374/EØF om produktansvar. Denne klausul udelukker erstatningsansvar for
skader, der skyldes en defekt, som ikke kunne forudses på grundlag af den tekniske og
videnskabelig viden, der var tilgængelig på det tidspunkt, hvor produktet blev udviklet.
Fortolkningen af artikel 7, litra e), har givet anledning til vanskeligheder og forskellige
fortolkninger ved forskellige domstole, f.eks. i forbindelse med sagerne om inficeret blod:
A
mod National Blood Authority
(1999) English High Court vedrørende hepatitis C-inficeret
blod, og
Hartman mod Stichting Sanquin Bloedvoorziening
(1999) Amsterdam District Court
vedrørende HIV, hvor domstolene tilsyneladende nåede frem til modsatrettede konklusioner.
DA
6
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Klausulen om ansvarsfrihed for udviklingsrisici (DRC) blev defineret med henblik på at skabe
en tilfredsstillende balance mellem behovet for at stimulere innovation på den ene side og
forbrugernes berettigede forventninger med hensyn til sikre produkter på den anden side. Det
afgørende argument i forbindelse med den nuværende debat om klausulen om ansvarsfrihed
for udviklingsrisici er, at man ved at fjerne den hæmmer innovationen.
De konklusioner, der fremlægges i denne rapport, synes at pege på, at det ofte brugte
argument om, at klausulen om ansvarsfrihed for udviklingsrisici har stor betydning for at
opretholde direktivets balance mellem behovet for at beskytte incitamenterne til innovation på
den ene side og forbrugernes interesser på den anden side, er velfunderet og bygger på
følgende:
–
klausulen om ansvarsfrihed for udviklingsrisici beskytter incitamenterne til
innovation ved at reducere de innovationsrelaterede risici, ved ikke at overføre
ressourcer fra forskning og udvikling til forsikring og ved tilskynde virksomhederne
til at tilpasse sig det aktuelle vidensniveau
klausulen om ansvarsfrihed for udviklingsrisici er sandsynligvis en af
hovedårsagerne til de relativt stabile omkostninger til produktansvarsforsikringer
inden for Europas industri og til at holde antallet af klagesager nede på et fornuftigt
niveau
det ville være meget vanskeligt for virksomheder inden for high tech- og
højrisikosektorer med en skærpet ansvarsordning at opnå en passende
forsikringsordning, der dækker deres udviklingsrisici.
–
–
Disse faktorer førte sammen til, at Fondazione Rosselli konkluderede, at omkostningerne ved
at lade producenterne innovere inden for rammerne af en skærpet ansvarsordning, ville blive
ekstremt høje og påvirke forbrugerne på længere sigt. Både Lovells-undersøgelsen og
Rosselli-undersøgelsen konkluderer således, at denne klausul bør bevares.
3.4.
Konklusioner på arbejdsgruppernes møder (2003/2004) og konklusioner fra
Kommissionens spørgeskema (2005/2006)
I sin udtalelse om grønbogen fra 1999 fremsatte Det Europæiske Økonomiske og Sociale
Udvalg idéen om et organ til overvågning af direktivets anvendelse. Der er blevet nedsat to
arbejdsgrupper: den ene bestående af eksperter, udpeget af nationale myndigheder, og den
anden bestående af berørte parter. De bistår Kommissionen i dens arbejde med konstant at
overvåge den eksisterende lovgivning om produktansvar. På de første møder blev der først og
fremmest sat fokus på resultaterne af de to undersøgelser, der var foretaget på vegne af
Kommissionen (Lovells-undersøgelsen og Rosselli-undersøgelsen).
De berørte parter og de nationale eksperter går generelt ind for at bevare den balance, som
direktivet skaber mellem konkurrerende interesser. Der blev ikke anmodet om nogen større
reform. Enkelte medlemmer gjorde imidlertid udtryk for deres bekymring på grund af de
nationale domstoles forskellige fortolkning af visse bestemmelser i direktivet, hvilket ifølge
dem kan skabe konkurrenceforvridninger mellem medlemsstaterne. Alle deltagere var enige
om, at De Europæiske Fællesskabers Domstol med sin praksis vil have afgørende betydning
med hensyn til at fjerne disse uoverensstemmelser, eftersom den i stigende grad udtaler sig i
forbindelse med præjudicielle spørgsmål fra de nationale domstole.
DA
7
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1446646_0008.png
Kommissionen har ved hjælp af et spørgeskema, der blev udsendt ultimo 2005, spurgt
medlemmerne af overnævnte arbejdsgrupper, om de mente, at forholdene havde ændret sig
væsentligt siden 2001-rapporten blev offentliggjort.
Generelt opfatter de berørte parter og de nationale eksperter direktivet som positivt og til gavn
for forbrugerne. Et stort flertal af besvarelserne peger i retning af, at der ikke er sket nogen
væsentlige ændringer i lovgivningen i EU siden 2001. De fleste deltagere kan betegnes som
"generelt tilfredse med den nuværende situation", og mange ser ingen grund til at ændre
direktivet
4
. Det eneste punkt, der giver anledning til bekymring, er grænseværdien på 500
EUR, hvor nogle ønsker yderligere præciseringer, mens andre anmoder om, at denne
bestemmelse afskaffes. Dette er et emne, der kunne danne udgangspunkt for den kommende
debat og overvågning.
3.5.
Domstolens domme
Domstolen har siden 2001 og frem til udarbejdelsen af denne rapport truffet afgørelse ved ni
forskellige lejligheder vedrørende direktiv 85/374/EØF.
Domstolen gav visse retningslinjer om begrebet "skade" i Veedfald-sagen (C-203/99);
henviste til visse aspekter af de nationale gennemførelsesbestemmelser i sager mod Frankrig
(C-52/00), Grækenland (C-154/00) og Spanien (C-183/00), ligesom i Skov Æg-sagen (C-
402/03), og gav en definition af begrebet "sættes i omsætning" i Declan O’Byrne-sagen (C-
127/04).
Endelig, i en af de vigtigste afgørelser
5
på dette område, understregede Domstolen, at
"afgrænsningen af direktivets anvendelsesområde, der er fastsat af fællesskabslovgiver, er
endvidere et slutresultat af en kompliceret afvejning af forskellige interesser. Disse interesser
omfatter - som det fremgår af første og niende betragtning til direktivet - sikkerhed for, at
konkurrencen ikke forvrides, fremme af samhandelen inden for det fælles marked, beskyttelse
af forbrugerne og hensynet til en effektiv retspleje." Kommissionen henviser i
overensstemmelse med denne afgørelse til, at de grundlæggende principper bag direktiv
85/374/EØF gør det muligt at opnå en hårfin balance mellem sagsøgers, producenternes og
forsikringsgivernes interesser. Ved at ændre eller fjerne disse grundlæggende principper,
f.eks. princippet om årsagsforbindelse (artikel 4), forældelsesfrister (artikel 10 og 17),
klausulen om ansvarsfrihed for udviklingsrisici (artikel 7), vil det indbyrdes forhold mellem
disse parter ødelægge denne balance, hvilket vil medføre skadelige økonomiske virkninger og
forringe forbrugerbeskyttelsesniveauet.
En af Kommissionens vigtigste prioriteringer er derfor nøje at følge udviklingen inden for
retspraksis og med hensyn til, hvorledes produktansvarsordningerne fungerer i praksis.
4
5
F.eks. er kun 3 berørte parter utilfredse med den aktuelle ordlyd af artikel 7, litra e), (klausul om
ansvarsfrihed for udviklingsrisiko), og kun 5 berørte parter og kun 1 medlemsstat har anmodet om
oprettelsen af en EU-kompensationsfond.
Dom af 25.4.2002, sag C-154/00, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Den Hellenske
Republik, præmis 29.
DA
8
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1446646_0009.png
4.
ANDRE AKTIVITETER
Visse aspekter af direktivet vedrørende forbrugerbeskyttelse og det indre marked kræver
løbende overvågning og kan eventuelt præciseres nærmere. De nationale domstoles
forskellige fortolkninger af disse begreber kan til tider føre til forskellige retlige anvendelser
af visse aspekter af dette direktiv i de enkelte medlemsstater, men der er ikke meget der tyder
på, at disse forskelle skaber væsentlige samhandelshindringer eller konkurrenceforvridninger i
EU
6
.
Det skal i denne henseende bemærkes, at det allerede i Lovells-rapporten understreges, at
direktivet ikke gennemfører en fuld harmonisering af lovene om produktansvar i EU, således
at forbrugere og producenter/leverandører i enhver medlemsstat kan forvente samme resultat i
lignende situationer. Da direktivet i sin tid blev vedtaget, var det kun beregnet til at
gennemføre en begrænset harmonisering, mens det samtidig skulle bane vejen for en mere
omfattende harmonisering. Når der henses til rapportens konklusioner, er en fuldstændig
harmonisering ikke blot urealistisk, men også unødvendig set i lyset af den begrænsede
virkning (hvis der overhovedet er en virkning), som en ikke-harmonisering ville have på det
indre marked.
Nedenstående retlige begreber er på grundlag af ovenstående de områder, hvor
Kommissionen foreslår at foretage tæt og løbende overvågning:
–
bevisbyrde (artikel 4)
Spørgsmålene vedrørende bevisbyrde er fortsat meget kontroversielle og af stor praktisk
betydning. Visse forbrugerrepræsentanter har fortsat den opfattelse, at forbrugerne på
urimelig vis er pålagt den ulempe at skulle føre bevis for defekten og/eller årsagsforbindelsen
som led i erstatningssager. Denne kritik skyldes først og fremmest, at man finder det
vanskeligt at dokumentere et krav som følge af manglende retlige eller andre ressourcer til at
undersøge kravet på fyldestgørende vis, eller fordi det ikke er muligt at få adgang til vigtig
information. Sådanne problemer synes at være særlig akutte i forbindelse med
højteknologiske produkter eller påstående skader af kompliceret art.
Producenter og forsikringsgivere er på den anden side bekymrede for, at enhver lempelse af
bevisbyrdereglerne kan føre til mange "falske erstatningskrav". Visse producenter foreslog
således, at sagsøger i højere grad skulle være underlagt en forpligtelse til at dokumentere sit
krav allerede på sagens tidlige stadier.
I adskillige medlemsstater har man i forskelligt omfang forsøgt at finde en løsning på de
vanskeligheder, som sagsøger kan have med at føre bevis for, at der er begået en fejl. I
Portugal og Østrig f.eks. er der en formodning om skyld i tilfælde af misligholdelse af en
kontraktuel forpligtelse, hvor bevisbyrden i så fald lægges over på sagsøgte, der skal føre
bevis for manglende skyld.
I en række medlemsstater har de nationale domstole været villige til at udlede eksistensen af
culpa af den kendsgerning, at produktet var defekt. Eksempler på denne praksis er blevet
rapporteret i sager i Nederlandene og Irland. I sådanne sager er der omvendt bevisbyrde med
krav om, at den sagsøgte fører bevis for at overbevise retten om, at han ikke handlede culpøst,
6
Som det fremgår af konklusion nr. 4 i Lovells-rapporten.
DA
9
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
til trods for produktets defekte tilstand. Der har også været sådanne sager i Danmark. På
samme måde har den højeste domstol i Spanien i mange domme statueret, at sagsøger kun
skal bevise skaden og årsagsforbindelsen mellem sagsøgtes handlinger og skaden. Der er
formodning om culpa, medmindre sagsøgte kan bevise en høj grad af fornøden omhu. I
mange tilfælde vil sagsøgte kun blive fritaget for ansvar, hvis han kan bevise, at der er tale om
en upåregnelig begivenhed eller force majeure, eller at kun sagsøger eller en tredjepart har
handlet culpøst. I Italien skal sagsøgte - i tilfælde af en skade forårsaget af "farlige" produkter
- bevise, at alle passende forholdsregler er truffet til forhindring af skaden, hvis han vil undgå
at blive dømt erstatningspligtig.
–
begrebet defekt (artikel 6)
Direktivet foreskriver en "forventningstest" for defekter, hvilket vil sige, at et produkt anses
for at være defekt, hvis det ikke frembyder den sikkerhed, som med rette kan forventes. På
grund af denne tests subjektive karakter kan dette princip ikke defineres præcist. Dette fører
til nogle meget praktiske spørgsmål, f.eks. hvorvidt det er hensigtsmæssigt for en domstol at
foretage en analyse af risici og fordele som led i en vurdering af, hvad man har ret til at
forvente, og i hvilken udstrækning en producents adfærd (f.eks. i hvor høj grad vedkommende
har udvist omhu eller mangel på samme) er relevant i denne forbindelse. Disse spørgsmål har
været fremme i rapporterede sager, men er endnu ikke endeligt afgjort af domstolene i nogen
medlemsstat. F.eks. fastslog den engelske High Court i ovennævnte sag
A and Others mod
National Blood Authority,
at den sagsøgtes adfærd ikke er en faktor, der skal tages hensyn til
ved overvejelsen af, om et produkt er defekt. I den efterfølgende sag
Sam Bogle and others
mod McDonald's Restaurants Ltd,
henviste den engelske High Court derimod til, at det var
relevant at tage i betragtning, at, McDonalds have truffet foranstaltninger for at træne
personalet i sikker servering af varme drikke til kunderne.
Der er også en vis usikkerhed med hensyn til, hvad der kræves for at bevise en "defekt". I
visse sager synes domstolene at have afgjort, at det er tilstrækkeligt, at sagsøger beviser, at
produktet svigtede, og at dette forårsagede skaden. I en sag ved Tribunal de grande instance i
Aix en Provence i Frankrig pådrog sagsøger sig en skade, da en glasrude i en kamin
eksploderede under forhold, hvor den nøjagtige årsag er ukendt. Tribunalet udtalte, at det var
tilstrækkeligt, at produktet indgik i skadesforløbet, og at det ikke var nødvendigt for sagsøger
at føre bevis for den præcise årsag til ulykken for at bevise, at produktet var defekt.
I en lignende sag i Belgien, der drejede sig om en eksploderende sodavandsflaske, blev det
ikke krævet, at sagsøger i henhold til direktivet at skulle føre bevis for "defektens nøjagtige
art, især med hensyn til alle dens tekniske aspekter".
Disse sager står i kontrast til domstolenes holdning i Det Forenede Kongerige i sagerne
Richardson mod LRC Products Ltd
(vedrørende et kondom, der gik i stykker under brug) og
Foster mod Biosil
(vedrørende et silikone-brystimplantat, der revnede in situ). I begge disse
sager svigtede produktet, men årsagerne hertil var ukendte. I modsætning til afgørelserne i
Frankrig og Belgien bestemte retten i Det Forenede Kongerige i begge sager, at sagsøger i
henhold til direktivet havde bevisbyrden for arten af den påståede defekt, ikke blot at
produktet havde svigtet. Da sagsøgerne ikke var i stand til at bevise, hvad årsagen var, fik de
ikke medhold i deres krav.
DA
10
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1446646_0011.png
–
klausulen om ansvarsfrihed for udviklingsrisici (artikel 7, litra e))
Medlemsstaterne har i medfør af artikel 15, stk. 1, litra b), haft mulighed for at udelukke
denne klausul i deres gennemførelseslovgivning, men kun Finland og Luxembourg har valgt
at gøre dette. Selv om EF-Domstolen har givet visse præciseringer om klausulens
anvendelsesområde
7
, forbliver dens præcise omfang uvis. Der synes således kun at være
blevet rapporteret om ét eksempel, hvor klausulen har været anvendt med held, nemlig i sagen
Sanquin Foundation mod Nederlandene. I denne sag kunne leverandører af HIV-inficeret blod
påberåbe sig klausulen, fordi de ikke havde en pålidelig screeningtest til rådighed på
leveringstidspunktet. Det er imidlertid interessant at bemærke, at en domstol i Det Forenede
Kongerige i en senere sag med lignende omstændigheder fastslog, at klausulen ikke kunne
gøres gældende.
–
minimumsgrænse (artikel 9)
Denne bestemmelse fortolkes forskelligt i de enkelte medlemsstater. I de fleste medlemsstater,
bl.a. Østrig, Danmark, Finland, Tyskland og Italien, betragtes minimumsgrænsen som en
"selvrisiko", der skal trækkes fra det eventuelle erstatningsbeløb for tingsskade, der tilkendes
sagsøger. I en række andre medlemsstater, bl.a. Nederlandene og Det Forenede Kongerige,
betragtes minimumsgrænsen som et minimumsbeløb, således at det fulde erstatningsbeløb
skal udbetales, hvis kravet overstiger minimumsbeløbet. I Spanien omtales beløbet i
gennemførelseslovgivningen som en selvrisiko, men i praksis betragter domstolene det som
en bundgrænse, og beløbet er i praksis aldrig blevet fratrukket nogen tilkendt erstatning.
Minimumsgrænsen er afgjort et problem især i Finland, hvor flere berørte parter foreslog, at
klausulen blev ophævet.
–
klausul om ansvarsfrihed ved overholdelse af myndighedskrav
Flere berørte parter, især fra medicinalindustrien, argumenterede kraftigt for, at direktivet
skulle indeholde en klausul om ansvarsfrihed ved overholdelse af myndighedskrav for
producenter, hvor produktsikkerheden er genstand for nøje kontrol, hvis produktet er i fuld
overensstemmelse med de gældende bestemmelser.
–
nye produkter, konstruktionsdefekter og instruktionsfejl
Nogle berørte parter, især i producentkategorien, mente, at reglen om "objektivt ansvar" efter
direktivet var uhensigtsmæssig til anvendelse på ansvar, der skyldes konstruktionsdefekter,
eller skader, der tilskrives "informationsdefekter", som f.eks. instruktionsfejl.
5.
KONKLUSIONER
Efter at have taget behørigt hensyn til oplysningerne om direktivets gennemførelse, finder
Kommissionen det ikke nødvendigt på nuværende tidspunkt at fremsætte forslag om ændring
af direktivet. Hvad angår Rådets resolution af 19. december 2002 om ændring af direktivet
om produktansvar, mener Kommissionen, at resolutionen, hvis den trådte i kraft, ville
7
Dom (femte kammer) af 29.5.1997, sag C-300/95, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod
Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, Sml. 1997 I, s. 264.
DA
11
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
medføre, at man fjerner sig fra målet om harmonisering af bestemmelserne om produktansvar
i henhold til direktivet.
Man må imidlertid ikke undervurdere det forhold, at det er muligt at opnå yderligere
harmonisering ved at etablere det bredest mulige fælles fortolkningsgrundlag for direktivets
retlige begreber. Dette kan opnås ved hjælp af:
–
–
EF-Domstolens praksis
Kommissionens
kontrolbeføjelser
(undersøgelse
af
nationale
gennemførelsesbestemmelser, mulighed for at indlede en overtrædelsesprocedure for
ukorrekt anvendelse)
løbende analyse af situationen i arbejdsgrupperne.
–
I denne henseende foreslår Kommissionen i 2007 at fortsætte arbejdsgruppernes
undersøgelser og drøftelser, bl.a. med hensyn til de begreber, der er beskrevet i punkt 4
("Andre aktiviteter"), for således at analysere de eksisterende fællesskabsretlige bestemmelser
om produktansvar. Efterhånden som man får større erfaring med direktivets anvendelse, kan
eventuelle forskelle i medlemsstaternes måde at anvende direktivet på få større og større
praktisk betydning, og det vi i så fald være nødvendigt for Kommissionen at gribe ind.
Kommissionen skal i henhold til direktivets artikel 21 regelmæssigt tilsende Europa-
Parlamentet og Rådet rapporter, og den vil derfor fortsat overvåge direktivets gennemførelse
og virkninger samt evaluere eventuelle behov for fremtidige ændringer i sin næste rapport om
anvendelsen af direktiv 85/374/EØF.
DA
12
DA