Dato:            3. marts 2007

Kontor:         Internationalt kt.

J.nr.:             2007-16200-67

Sagsbeh.:   IHO

Fil-navn:       L118 – svar SUU spm. 26

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 26 vedr. L 118 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 7. februar 2007

 

 

Spørgsmål 26:

”Hvilke betingelser skal være opfyldt for, at en patient kan opnå en erstatning af størrelsesordenen 1-1,5 mio. kr., jf. lovforslagets bemærkninger herom?”

 

Svar:

Jeg har fra Patientforsikringen modtaget følgende udtalelse om spørgsmålet, hvortil jeg kan henholde mig:

 

”En generel betingelse vil være, at den tilskadekomne patient er erhvervsaktiv, såle­des at der bliver tale om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsev­netab. Et eksempel herpå kan illustrere det.

                     

Eksempel:

 

Patienten er en 35-årig kræftpatient, der er ansat som tømrer med en årsløn på kr. 350.000,00. På grund af den forsinkede behandling af patientens testikelkræft i 2004 er der sket spredning til det ene ben, der må sættes af.

 

Patienten må som konsekvens af skaden gennemgå revalidering med henblik på ud­dannelse til IT-tekniker, hvor årslønnen er omtrent den samme. Uddannelse varer 3 år, og den årlige revalideringsydelse er kr. 180.000,00. Det viser sig imid­lertid ved revalideringsafslutningen, at patienten ikke kan klare arbejde på fuld tid, og man opretter derfor et fleksjob med en ugentlig arbejdstid på 25 timer, og hvor arbejdsgiverens andel af lønnen udgør kr. 200.000,00.

   

Patienten vil være berettiget til kr. 440.375,00 (2007-takst) i godtgørelse for varigt mén svarende til en ménprocent på 65 for tab af et ben.

 

Patienten vil ligeledes være berettiget til kr. 510.000,00 i erstatning for tabt arbejds­fortjeneste i perioden frem til revalideringsafslutningen svarende til diffe­rencen mellem den forventede indtægt uden skaden og den faktiske indtægt i peri­oden.

 

Patienten vil endelig være berettiget til kr. 1.413.760,00 i erstatning for tab af er­hvervsevne, idet det vurderes, at patientens erhvervsevne er nedsat med 40%. Er­statningen beregnes på baggrund af en opreguleret årsløn på kr. 376.000,00 og med en aldersreduktion på 6 %.

 

Skaden udløser i dette tilfælde således en samlet erstatning på omkring kr. 2.365.000,00.”