Dato:            3. marts 2007

Kontor:         Internationalt kt.

J.nr.:             2007-16200-67

Sagsbeh.:   IHO

Fil-navn:       L118 – svar SUU spm. 31

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 31 vedr. L 118 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 7. februar 2007

 

Spørgsmål 31:

”Hvor stor vil en erstatning typisk være til en ægtefælle, hvis en patient uden mindreårige børn allerede er død som følge af den forsinkede behandling, hvis a) patienten er i erhverv og under 60 år og b) hvis patienten er folkepensionist og uden andre indtægter?”

 

Svar:

Jeg har fra Patientforsikringen modtaget følgende udtalelse om spørgsmålet, hvortil jeg kan henholde mig:

 

”Skadelidtes dødsfald på grund af patientskaden vil som alt overvejende hovedre­gel udløse erstatning for forsørgertab og overgangsydelse til den efterladte ægte­fælle. Erstatning for tab af forsørger afhænger af afdødes indtægter forud for dødsfaldet, hvorimod overgangsydelse er et fast kapitalbeløb, som er indkomst­uafhængigt og som reguleres hvert år.  Der betales ikke skat af forsørgertabs­erstatning.

 

Eksempel a:

 

Afdøde var 40 år og ansat som folkeskolelærer med en årlig indkomst på kr. 300.000,00.

 

Den efterladte ægtefælle vil her være berettiget til kr. 899.989,00 i erstatning for tab af forsørger og kr. 127.500,00 (2007-takst) i overgangsydelse, jf. erstatnings­ansvarslovens § 14a.

 

Erstatningen for forsørgertab udgør 30% af erstatning for tab af erhvervsevne ved fuldstændigt tab af erhvervsevnen, jf. erstatningsansvarslovens § 13, stk. 1, hvil­ket beløb skal aldersreduceres med 11%, jf. erstatningsansvarslovens § 13, stk. 2.

                     

Eksempel b:

 

Afdøde var 67 år og folkepensionist og oppebar alene folkepension.

 

Den efterladte ægtefælle vil her være berettiget til kr. 273.780,00 i forsørgertabs­erstatning og kr. 127.500,00 (2007-takst) i overgangsydelse.

 

Erstatningen for forsørgertab fastsættes her til minimumserstatningen, jf. erstatnings­ansvarslovens § 13, stk. 1, 2. pkt., som i 2007 udgør kr. 760.500,00. Dette beløb skal dog aldersreduceres med 64%, jf. erstatningsansvarslovens § 13, stk. 2.”