J.nr. SNS-101-00622

 

 

  

Den 11/4 2007

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 17 ad L 148 - Forslag til lov om ændring af lov om planloven (Revision af detailhandelsbestemmelserne), stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål 17

Vil ministeren yde teknisk bistand til et ændringsforslag, der gennemfører detailhandelsudvalgets anbefaling til afgrænsning af byer, der kan udlægges særligt store udvalgsvarebutikker?

 

Svar

Spørgsmålet forstås således, at der anmodes om bistand til et ændringsforslag, hvorefter udvalgsvarebutikker på mere end 2.000 m2 alene kan placeres i bymidten i byer med mere end 60.000 indbyggere.

 

Det bemærkes for god ordens skyld, at det vedlagte ændringsforslag alene i hovedtræk angiver de nødvendige ændringer til L 148. Hvis nedenstående ændringsforslag vedtages, vil Miljøministeriet være forslagsstiller behjælpelig med at foretage de nødvendige konsekvensrettelser i lovforslaget mellem 2. og 3. behandling.

 

Jeg vil samtidig tilkendegive, at jeg ikke kan støtte ændringsforslaget.

 

Et ændringsforslag med det ønskede indhold kan formuleres således:

 

 

Ændringsforslag til L 148

 

Af …..(), tiltrådt af ……()

 

Til § 1

 

1) I det under nr. 2 foreslåede kapitel 2d affattes § 5q, stk. 2, således:

”Stk. 2. I bymidter i byer med mere end 60.000 indbyggere, kan kommunalbestyrelsen i forbindelse med, at der hvert 4. år udarbejdes en strategi for kommuneplanlægningen, jf. § 23 a, stk. 1, 1. pkt., træffe beslutning om at revidere kommuneplanen med henblik på at fastsætte butiksstørrelser for højst 3 nye udvalgsvarebutikker på mere end 2.000 m2 bruttoetageareal i hver by.”

 

[Ændring af størrelsen af de byer, hvor der kan etableres udvalgsvarebutikker på mere end 2.000 m2]  

 

Bemærkninger

 

Til nr. 1

 

Med ændringsforslaget ændres bystørrelsen for de byer, hvor der kan etableres store udvalgsvarebutikker på mere end 2.000 m2 fra 40.000 til 60.000 indbyggere, og muligheden for at etablere store udvalgsvarebutikker i de fem største byers aflastningsområder udgår.