J.nr. SNS-101-00622

 

 

  

Den 11. april 2007

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 24 ad L 148 Forslag til lov om ændring af lov om planloven (Revision af detailhandelsbestemmelserne), stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål nr. 24

Med lovforslagets fastlæggelse af den maksimale størrelse på 2.000 m2 til et byggemarked i tilknytning til en butik med særlig pladskrævende varegrupper tømmer og/eller byggematerialer er BAUHAUS den eneste aktør på dette marked, som reelt begrænses. Alle øvrige aktører, som eksempelvis Silvan, Jem & Fix, XL m.fl. vil kunne rumme deres koncepter inden for de foreslåede 2.000 m2. Vil ministeren på den baggrund redegøre for det rimelige i, at lovforslaget således medfører en skævvridning af konkurrencen og bremser mulighederne for at drive forretning for én enkelt aktør på markedet?

 

Svar

Med lovforslaget er det sket en opblødning i forhold til de gældende regler, idet der efter de gældende regler, uden for bymidterne, kun kan udlægges arealer til butikker, der alene forhandler særlig pladskrævende varegrupper. Det fremgår af bemærkningerne til ændringen af planloven i 1997, at bestemmelsen ikke gælder butikker, der både sælger pladskrævende varer og andre varer.

 

Lovforslaget giver i § 5 n, stk. 2, som noget nyt mulighed for, at der i tilknytning til en butik med særlig pladskrævende varer, som tømmer og byggematerialer, kan etableres et  byggemarked med varer, der ikke er pladskrævende.

 

Begrebet byggemarked kan imidlertid give anledning til fortolkningstvivl. Jeg vil derfor tilbyde at fremsætte et ændringsforslag, der i stedet bruger betegnelsen ”et særligt afsnit i butikken til varer, der ikke er særlig pladskrævende, men som anvendes i forbindelse med tømmer og byggematerialer” i stedet for begrebet ”byggemarked”.

 

Ændringsforslaget skal være med til at gøre det klarere, hvilke regler der gælder for de enkelte varegrupper.

 

Der er ikke med lovforslaget taget hensyn til enkelte butikskæder med særlige koncepter. Lovforslaget er udformet under hensyntagen til formålet med detailhandelsbestemmelserne, og lovforslaget fastsætter klare rammer, som er ens for alle. Jeg kan på den baggrund ikke se, at der sker en skævvridning af konkurrencen mellem forskellige aktører på markedet.