Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             27. april 2007

J. nr.           500-23

  

 

Trafikudvalget har i brev af27. marts 2007 stillet mig følgende spørgsmål 2 vedrørende L 158, som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål 2:

 

"Ministeren bedes kommentere henvendelse af 20. marts 2007 fra Inger Hutters, Initiativet for Nordhavnsmanifestet, jf. L 158 – bilag 4."

Svar:

 

Det fremgår af lovforslagets § 15, stk. 5, at Arealudviklingsselskabet I/S helt eller delvist uden vederlag kan stille arealer til rådighed for kulturelle formål og for fritids- og rekreative formål. Denne bestemmelse giver selskabet mulighed for at bidrage til at fremme rekreative aktiviteter, bl.a. i Nordhavnen. Bestemmelsen vil fx kunne bruges til at afprøve nogle af de aktiviteter, som foreslås i Nordhavnsmanifestet.

 

Af lovforslagets bemærkninger fremgår det endvidere, at Arealudviklingsselskabet I/S skal sikre en ansvarlig byudvikling, inden for de rammer som Københavns Kommune fastlægger som planmyndighed. Dette betyder bl.a., at Arealudviklingsselskabet I/S også skal sørge for at der etableres rekreative områder, fx grønne arealer og mulighed for forskellige aktiviteter på vandet.

 

Det fremgår endvidere af lovforslagets bemærkninger, at Arealudviklingsselskabet I/S skal fastlægge en overordnet strategi for udvikling af selskabets arealer. I strategien vil selskabet også skulle redegøre for hvilke rekreative arealer, der skal være i det enkelte område.

 

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen