J.nr. SNS-701-00015

 

 

  

Den 11. maj 2007

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 39 ad L 161 - forslag til lov om ændring af lov om råstoffer (Ophævelse af fartøjsgodkendelse og modernisering af efterforsknings- og indvindingstilladelser på havet m.v.) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål 39

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 27. april 2007 fra Rohde Nielsen A/S, jf. L 161 bilag 17.

 

 

Svar

Miljøministeriet anmodede på et møde i februar 2007 Kommissionen om at bekræfte den positive holdning til en mere vidtgående overgangsordning, som Rohde Nielsen A/S angiver, at Kommissionen skulle have tilkendegivet på møde med virksomheden i december 2006.

 

Kommissionen kunne ikke bekræfte denne opfattelse. Kommissionen benyttede lejligheden til på mødet med ministeriet at uddybe EF-domstolens krav til en overgangsordning, herunder at en sådan ordning skal gennemføres ikke-diskriminerende, være begrundet i tvingende almene hensyn, være egnet til at opnå det formål, som den forfølger samt ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt (proportionalitet). Kommissionen refererede til en række afgørelser, hvor EF-domstolen afviser, at økonomiske hensyn til en branches virksomheder kan anses for ”tvingende hensyn”.

 

Dette er baggrunden for den konkrete udformning af lovforslagets overgangsordning, idet Danmark efter regeringens opfattelse ikke i forbindelse med ændringen af råstofloven kan bringe sig i konflikt med EF-traktaten og således potentielt pådrage sig erstatningssager fra virksomheder, der udelukkes fra det danske marked.

 

Udvalget skal være opmærksom på, at alle de eksempler, som nævnes i det ved spørgsmålet vedlagte notat fra Danmarks Rederiforening, drejer sig om politisk vedtagne overgangsregler i forbindelse med indførelse af nye fælles EU-regler.

 

Det er en anden situation, når Danmark med ændringen af råstofloven tilpasser sine regler, så de er i overensstemmelse med allerede eksisterende fællesskabsregler om konkurrence.

 

Lovforslagets overgangsordning er ikke indholdsløs. Overgangsordningen medfører, at det frem til udgangen af 2009 ikke er tilladt at anvende indvindingsfartøjer større end 2.000 m3 til indvinding i de over 80 eksisterende konverteringsområder. Det betyder endvidere, at i områder, hvor der er meddelt indvindingstilladelse med eneret efter de gældende regler, kan der heller ikke anvendes større indvindingsfartøjer, så længe tilladelsen løber, medmindre tilladelsesindehaveren beslutter sig for at søge om dispensation og kan dokumentere, at anvendelsen af større skibe ikke vil medføre en større miljøbelastning. Det er denne mulighed, som Kystdirektoratet har tilkendegivet, at man overvejer at anvende.

 

En udsættelse af lovforslaget vil, som jeg har oplyst i min besvarelse af spørgsmål 37, på kort sigt betyde en risiko for traktatkrænkelsessag samt for indvindingsvirksomheders erstatningssøgsmål mod staten. En udsættelse vil endvidere forlænge usikkerheden om erhvervsvilkårene for efterforskning og indvinding og dermed på lang sigt betyde en risiko for mangel på råstoffer på havet, jf. lovforslagets bemærkninger, pkt. 1.1.