Ændringsforslag

 

til

 

L 176

(forslag til lov om undersøgelse, forebyggelse og afhjælpning af lov om miljøskader)

(miljøskadeloven)

 

Af miljøministeren, tiltrådt af … ( )

 

 

1) I § 12 udgår ”endelig”.

 

[Konsekvensændring]

 

Ny paragraf

2) Efter § 17 indsættes i kapitel 1 som ny paragraf:

Ӥ 01. Miljøministeren fastsætter regler om, hvilke forhold og kriterier der skal tages i betragtning ved afgørelsen af om, der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade." 

 

[Bemyndigelse]

 

 

Til § 20

3) § 20 affattes således:

 

”§ 20. Hvis der fremkommer oplysninger, som ikke forelå på tidspunktet for afgørelsen om, at sagen skal behandles efter denne lov, og som viser, at en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade med overvejende sandsynlighed ikke kan være forvoldt af adressaten for myndighedens afgørelse, sender miljøministeren de nye oplysninger til myndigheden som nævnt i § 2 med henblik på, at sagen igen behandles efter reglerne i den lovgivning, i henhold til hvilken afgørelsen om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, er truffet.

Stk. 2. Konstateres det under sagsbehandlingen, at der ikke kan tilvejebringes sikkerhed efter § 18, behandles sagen efter reglerne i den lovgivning, i henhold til hvilken afgørelsen om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, er truffet. Kan der kun tilvejebringes sikkerhed for en del af udgifterne, behandles den resterende del af sagen efter disse regler.” 

 

[Præcisering]

 

 

Til § 24

4) I stk. 1 indsættes som 2. pkt.:

”I påbuddet skal der fastsættes en pligt til retablering af ejendommen.”

[Pligt til retablering]

 

Til § 58

5) I § 58, stk. 1, ændres datoen ”30. april 2007” til: ”1. januar 2008”.

 

Til § 59

6) I § 59 ændres datoen ”30. april 2007” fire steder til: ”1. januar 2008”.

 

Til § 60

7) Efter stk. 1 indsættes som nye stykker:

” Stk. 2. Loven kan ved kongelig anordning, for så vidt angår en forurening eller skade omfattet af lov om beskyttelse af havmiljøet, sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.

Stk. 3.  Loven kan ved kongelig anordning, for så vidt angår forureninger eller skader omfattet af sølovens § 206, stk. 2, 4 og 5, sættes i kraft for Grønland og Færøerne med de afvigelser, som de særlige grønlandske og færøske forhold tilsiger.

[Korrektion] 

 

Bemærkninger

 

Til nr. 1

Idet der i en række ændringsforslag til L 175 foreslås, at klageadgangen over en afgørelse om, at der er tale om en miljøskade eller overhængende fare herfor, udskydes til først at kunne ske i forbindelse med klage over afgørelser efter miljøskadelovens kapitel 2 og 3, er der ikke længere tale om en endelig afgørelse efter de generelle love.

 

Til nr. 2

Med bestemmelsen gives der hjemmel til miljøministeren til at udstede en bekendtgørelse, som på baggrund af de indvundne erfaringer mere præcist fastlægger og definerer, hvornår der er tale om miljøskader og overhængende fare herfor. Det er forventningen, at en sådan bekendtgørelse kan udstedes efter 2-3 år. For de områder, hvor der ikke til den tid foreligger den fornødne praksis, vil bekendtgørelsen løbende efterfølgende blive revideret og forbedret i takt med, at erfaringsgrundlaget udvides. Bekendtgørelsen skal afløse ordningen beskrevet i L 175 om, at tilsynsmyndigheden skal indhente en bindende udtalelse fra miljøministeren, når det tilstrækkelige regelgrundlag i bekendtgørelsesform foreligger. Herefter er det tilsynsmyndigheden, der alene tager stilling til, om der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare herfor.

 

Til nr. 3

Det foreslås præciseret med stk. 1, at en ny sagsbehandling efter reglerne i den lovgivning, i henhold til hvilken afgørelsen om, at sagen skal behandles efter miljøskadeloven, er truffet, forudsætter, at der er fremkommet nye oplysninger. Der er således ikke tale om, at miljøministeren kan underkende en truffet afgørelse. De nye oplysninger kan være fremkommet som følge af en påbudt undersøgelse efter § 19 eller på anden vis. I så fald må tilsynsmyndigheden efter reglerne i lovene, omfattet af L 175 (og enkelte andre love) træffe afgørelse om, hvorvidt der er en anden, der er ansvarlig efter reglerne om miljøskader og overhængende fare for miljøskader.  

Med stk. 2 præciseres for det første, at en sagsbehandling efter miljøskadeloven ikke skal afvente, at der stilles sikkerhed som nævnt i § 18. Konstateres det imidlertid under sagsbehandlingen, at den ansvarlige ikke kan stille sikkerhed, ophører sagsbehandlingen efter miljøskadeloven. I så fald skal sagens videre behandling ske efter de generelle love (L 175 m.v.). Kan der kun delvist stilles sikkerhed, behandles den resterende del af sagen efter disse love.

Det følger således af såvel stk. 1 som stk. 2, at tilsynsmyndigheden må afgøre i henhold til de almindelige regler, om og i givet fald til hvem der kan meddeles påbud, hvis der ikke er en ansvarlig efter miljøskadereglerne, eller hvis den pågældende ikke – eller ikke fuldt ud - kan betale. Det vil også være efter disse regler, det skal afgøres, om tilsynsmyndigheden kan eller skal foretage selvhjælpshandlinger.

 

Til nr. 4

I lighed med den foreslåede tilsvarende bestemmelse i miljøbeskyttelseslovens § 64 p (se L 175, § 1, nr. 8) foreslås der fastsat en pligt til retablering, når der meddeles påbud til en ansvarlig, som ikke har rådighed over ejendommen. I lighed hermed skal bestemmelsen forstås med den begrænsning, at der ikke vil kunne meddeles påbud, hvor et påbud vil udgøre en ekspropriation.

 

Til nr. 5 og 6

Ikrafttrædelsen af forslaget udskydes for at sikre, at en række tiltag, herunder en vejledning om miljøskadebegrebet og et on-linevejledningssystem er udarbejdet og kan træde i kraft samtidig med lovens ikrafttræden.

 

Til nr. 7

L 176 er fremsat samtidig med L 175 og disse 2 lovforslag implementerer til sammen miljøansvarsdirektivet. L 175 gennemfører dele af miljøansvarsdirektivet i en lang række generelle love på bl.a. miljø- og naturområder, herunder havmiljøloven. L 175 regulerer i § 14 også forholdet til søloven for at opnå en klar afgrænsning mellem anvendelsen af miljøansvarsdirektivets ansvarsregler og anvendelsen af sølovens ansvarsregler.

 

Tilsynsmyndigheden skal efter de generelle love træffe afgørelse om, hvorvidt der er tale om en miljøskade eller overhængende fare herfor og hvem der er ansvarlig, samt på hvilket ansvarsgrundlag. Når der efter disse love er truffet en sådan afgørelse, skal sagens videre behandling vedrørende forebyggelsen af en miljøskade eller afhjælpningen heraf ske efter L 176 – miljøskadeloven.

 

Det følger af lov om beskyttelse af havmiljø, at den kan sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger og med bestemmelsen i § 18 i L 175 er det sikret, at dette også kan ske fsva. de regler, der indføres i havmiljøloven som en konsekvens af miljøansvarsdirektivet. På tilsvarende vis skal reglerne i L 176 om undersøgelse, forebyggelse og afhjælpning af miljøskader – miljøskadeloven – også kunne sættes i kraft for Grønland.

 

Søloven kan sættes i kraft for Grønland og Færøerne med de afvigelser som de særlige grønlandske og færøske forhold tilsiger. Miljøansvarsdirektivet undtager hændelser og begivenheder, der er omfattet af en række konventioner, herunder HNS- og Bunkerskonventionerne, og som forårsager en miljøskade eller overhængende fare herfor, i det omfang disse konventioner er trådt i kraft. Med ændringen i sølovens § 206, stk. 2, der indføres med § 14 i L 175, sikres det, at i den periode, hvor HNS- og Bunkerskonventionen ikke er trådt i kraft, skal miljøansvarsdirektivets regler gælde som gennemført i havmiljøloven og ikke de særlige regler i søloven. I den forbindelse kan det blive nødvendigt at sætte miljøskadeloven i kraft for Grønland og Færøerne, såfremt dette er sket for de ændringer af søloven, der foreslås gennemført med L 175.

 

Med ændringen i sølovens § 206, stk. 4 og 5 i L 175 sikres det, at reglerne om ansvarsbegrænsning efter sølovens kapitel 9 fortsat gælder for de tilfælde, der er omfattet af sølovens § 206, stk. 2-4. Såfremt det vælges at sætte søloven i kraft for Grønland og Færøerne, skal det også være muligt at gøre det samme, for så vidt angår reglerne i miljøskadeloven, således at sølovens regler om ansvarsbegrænsning også gælder for forpligtelser, der måtte påhvile den ansvarlige efter L 176 – miljøskadeloven – og ikke kun for de forpligtelser i forhold til miljøskader og overhængende fare for miljøskader, der følger af L 175. Når der er truffet afgørelse om, at der foreligger en miljøskade og en ansvarlig herfor efter L 175, oversendes sagen jo som nævnt til videre behandling efter L 176.

 

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 14 i L 175