ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

18. april 2007

 

 

Besvarelse af spørgsmål 2 ad L 178 stillet af Erhvervsudvalget den 2. april 2007

 

 

 

 

Spørgsmål 2:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 29. marts 2007 fra Finansforbundet, jf. L 178 – bilag 3.

 

Svar:

Finansforbundet er meget positiv over for forslaget om oprettelse af Penge- og Pensionspanelet, men udtrykker i sit brev samtidig ønske om at få en plads i panelet. Dette ønske fremkom Finansforbundet allerede med i december sidste år, inden udkastet til lovforslaget blev sendt i høring. Jeg svarede Finansforbundet, at jeg ville tage endelig stilling til panelets sammensætning, når høringen var afsluttet.

 

Af uvisse årsager har Finanstilsynet imidlertid aldrig modtaget Finansforbundets høringssvar på lovforslaget. Finansforbundet har nu genfremsendt deres høringssvar.

 

Jeg finder ikke, at Finansforbundet, som repræsenterer de ansatte i den finansielle sektor, er en naturlig deltager i et Penge- og Pensionspanel, som i øvrigt er sammensat af repræsentanter for henholdsvis forbrugerne/pen­sionskunderne og de finansielle brancheorganisationer.

 

Som det fremgår af lovforslaget er der lagt betydelig vægt på, at panelet har en funktionsdygtig størrelse, og at der er et lige antal repræsentanter for henholdsvis forbrugerne og de finansielle brancher. Såfremt Finansforbundet fik en plads i panelet, ville det forrykke denne balance.

 

Den viden om den praktiske anvendelse af forbrugerreglerne på det finansielle område, som Finansforbundets medlemmer uden tvivl besidder, vil efter min opfattelse kunne inddrages i panelets arbejde gennem Finansforbundets deltagelse i ad hoc arbejdsgrupper om konkrete opgaver.

 

Der er derfor heller ikke af den grund behov for at tildele forbundet en plads i Penge- og Pensionspanelet.

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk