Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 12 vedrørende forslag til lov om hold af heste (L 202), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 3. maj 2007.

 

 

 

 

Lene Espersen

 

 /Torben Jensen

 

 


 

Spørgsmål nr. 12 vedrørende forslag til lov om hold af heste (L 202):

 

”Er ministeren enig i, at en vedtagelse af lovforslaget indebærer, at islandske heste bliver udsat for dyremishandling?”

 

Svar:

 

Som anført i afsnit 1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget, har lovforslaget til formål at gennemføre en samlet regulering af de forskellige forhold, som har særlig betydning for hestes velfærd.

 

En vedtagelse af lovforslaget vil efter Justitsministeriets opfattelse indebære en styrkelse af en række forskellige forhold, som er af særlig betydning for de dyrevelfærdsmæssige forhold for heste. Det er samtidig Justitsministeriets opfattelse, at der med lovforslaget er taget højde for de særlige forhold, som gør sig gældende for visse typer af heste, herunder islænderheste. Der henvises herved til lovforslagets § 6, stk. 2, hvorefter justitsministeren kan fastsætte regler om, at der for stalde, som benyttes til opstaldning af bestemte typer af heste, gælder en lavere loftshøjde end angivet i § 6, stk. 1, ligesom lovforslagets § 19 indeholder nærmere regler om udegående heste.

 

På den anførte baggrund er Justitsministeriet uforstående overfor, hvordan en vedtagelse af lovforslaget skulle kunne indebære, at islænderheste bliver udsat for dyremishandling.

 

Der henvises i øvrigt til Justitsministeriets svar af 10. maj 2007 på spørgsmål nr. 2 vedrørende lovforslaget.