Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 6 vedrørende forslag til lov om hold af heste (L 202), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 26. april 2007.

 

 

 

Lene Espersen

 

 /Torben Jensen

 


Spørgsmål nr. 6 vedrørende forslag til lov om hold af heste (L 202):

 

”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 24/4-07 fra Håndværksrådet vedrørende L 202, jf. L 202 - bilag 9.”

 

Svar:

 

1. DS Håndværk og Industri samt Håndværksrådet retter i henvendelsen til udvalget kritik af bestemmelsen i lovforslagets § 28, stk. 2, hvorefter justitsministeren kan fastsætte regler om, at beskæring eller anlæggelse af beslag kun må foretages af personer, der har den relevante faglige uddannelse hertil.

 

De to organisationer anfører nærmere, at kravet om, at beskæring eller anlæggelse af beslag kun må foretages af personer, der har den relevante faglige uddannelse hertil, bør gælde allerede fra lovens ikrafttræden.

 

2. Justitsministeriet kan oplyse, at ministeriet kan tilslutte sig forslaget fra arbejdsgruppen om hold af heste, hvorefter beskæring eller anlæggelse af beslag skal foretages af personer, der har den relevante faglige uddannelse hertil. Det er således hensigten, at bemyndigelsen i lovforslagets § 28, stk. 2, skal udmøntes i en bekendtgørelse, der indeholder nærmere administrative regler herom.

 

Efter Justitsministeriets opfattelse er der imidlertid en række forhold, der bør afklares, før et sådan krav indføres

 

Det er således ikke på nuværende tidspunkt afklaret, hvilke uddannelsesmæssige krav beslagsmede skal opfylde for at kunne leve op til kravet om besiddelse af en relevant faglig uddannelse. En række spørgsmål af uddannelsesmæssig karakter skal derfor afklares med de relevante myndigheder og organisationer.

 

Endvidere bør det sikres, at der er uddannet det tilstrækkelige antal beslagsmede til at varetage opgaven, før et sådan uddannelseskrav indføres. Det bemærkes i den forbindelse, at Rådet for Hovpleje og Hestebeslag samt Sammenslutningen af Danske Beslagsmede i forbindelse med høringen over rapporten fra arbejdsgruppen om hold af heste har anført, at der vil mangle ca. 80 beslagsmede for at kunne dække behovet for personer, som er uddannet til at beskære og anlægge beslag på heste.

Der henvises herved til den kommenterede høringsoversigt, som Justitsministeriet har oversendt til udvalget den 12. april 2007, og til afsnit 14 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.