Beskæftigelsesrådets Ydelsesudvalg

Arbejdsdirektoratet

Stormgade 10

Postboks 1103

1009  København K.

Sagsnr. 07-239

Vores ref. HBØ/lth

Deres ref.

 

Den 2. maj 2007

Høringssvar vedr. forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring (dagpenge eller efterløn efter pasning af handicappet eller alvorligt sygt barn eller nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem)

LO støtter, at der med lovforslaget sker en afhjælpning af nogle af de problemer, som arbejdsmarkedslovgivningen skabte for personer, der passer syge eller handicappede børn eller nærtstående døende.

Det er dog LO’s holdning, at man – i relation til opgørelse af beskæftigelseskravet - bør se bort fra hele den periode, hvor medlemmet har passet sygt eller handicappet barn uden at kombinere forlængelsen med den eksisterende 2 års frist for forlængelse som lovforslaget lægger op til.

Personer, der modtager kompensation for pasning af sygt eller handicappet barn for et mindre antal timer end fuld tid, kan i dag ikke modtage arbejdsløshedsdagpenge, da medlemmet ikke vurderes at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. LO anbefaler, at der findes en løsning også for denne gruppe, så gruppen kan modtage en ydelse, eventuelt arbejdsløshedsdagpenge, for de resterende timer, hvor medlemmet er ledigt.

Det vil være ønskeligt, hvis lovforslaget udvides til også at løse problemerne i forhold til sygedagpengeloven for ikke-forsikrede, der passer syge eller handicappede børn. I sygedagpengelovens § 32 stk. 3 fremgår, at der ved opgørelse af beskæftigelseskravet til kommunen alene kan ses bort fra en periode på 2 år, hvor man har passet et sygt eller handicappet barn. Det vil være naturligt at fjerne denne 2 års frist fra sygedagpengelo­ven, således at der bliver parallelitet mellem de to lovgivninger.

Med lovforslaget bliver persongruppen omfattet af de gældende regler for beregning af arbejdsløshedsdagpenge. Dette indebærer, at de personer, der ikke inden for de seneste 5 år, har et beregningsgrundlag, eller har fået udbetalt dagpenge med en beregnet sats, får udbetalt dagpenge med dimittendsatsen. LO skal anbefale, at der findes en løsning, så disse personer ikke stilles ringere, end hvis man anvender indtægten fra før plejeforhol­dets begyndelse som beregningsgrundlag.

LO kan tilslutte sig, at der ved overgang til efterløn, kan ses bort fra rådighedskravet, hvis den pågældende modtager støtte til pasning af sygt eller handicappet barn eller en nærtstående døende.

Med hensyn til ikrafttrædelsestidspunktet skal LO anbefale, at loven også kommer til at gælde for medlemmer, der ansøger om dagpenge eller overgang til efterløn efter lovens ikrafttræden, selvom perioden med kompensation for tabt arbejdsfortjeneste ved pasning af sygt eller handicappet barn eller nærtstående døende lå forud for lovens ikrafttrædel­sesdato.

 

Med venlig hilsen

 

Harald Børsting