Folketingets Skatteudvalg

Christiansborg

1218  København K

 

 

 

 

 

07. maj 2007

 

 

 

Foretræde for Skatteudvalget den 9. maj 2007

Vedr. omlægning af bilafgifter (L 217)

 

SsangYong Danmark har umiddelbart taget ovennævnte lovforslag til efterretning, og vi har forståelse for, at der givetvis er mange gode argumenter for de enkelte ændringer. Der er dog et forhold, som vi ser os nødsaget til at rette henvendelse om, da konsekvenserne heraf umuligt kan have været hensigten fra politisk side.

 

Vores henvendelse drejer sig konkret om overgangsordningen for autocampere. Vi kan forstå, at man nu er rede til at indføre en overgangsordning for autocampere, som er tilsvarende overgangsordningen for varebiler m.h.t. reglen om bindende slutseddel inden den 25.april. Det er vigtigt for os at understrege, at dette på ingen måde løser de specifikke problemer omkring de ombyggede autocampere.

 

Det forholder sig således, at biler som ombygges til autocampere ikke kun bestilles hjem og ombygges på baggrund af foreliggende kundeordrer, men også indkøbes til almindeligt lager. Bilerne ombygges herefter løbende til færdige autocampere, således at såvel forhandlere som importør har et eget lager - i vores tilfælde svarende til ca. 3 måneders salg. Dette skyldes ikke mindst, at vores biler produceres i Korea, hvorfor vi har en lead time fra bestilling til levering på 3-4 måneder (bilag 1).

 

Vi er derfor i en situation, hvor vi og vores forhandlere langt fra har kundeordrer på alle lagerbiler – hvilket i øvrigt er en helt normal kommerciel disposition. De pågældende biler er ombyggede, hvilket betyder, at der bl.a. er skåret hul i taget på bilerne og monteret et ”camper-tag” og køkken (bilag 2). Det er således ikke muligt at ombygge bilerne tilbage til normale personbiler igen, da der er ”hul” i taget. Det er heller ikke muligt at eksportere bilerne til andre markeder af samme årsag.

 

I en situation med manglende overgangsordning for allerede ombyggede lagerbiler, vil importører og forhandlere derfor være ude af stand til sælge bilerne uden dramatiske tab. Tab i  størrelsesordenen kr. 125-185.000 pr. bil afhængig af modelvariant er på ingen måde urealistisk, da omkostningerne til ombygningen alene udgør 43-45.000,- inkl. moms. Dette beløb vil være tabt, og derefter skal prisen markedskorrigeres i forhold til personbilsprisen, da der skal kompenseres for camperombygningen (som ikke efterspørges af kunden efter de nye regler), hvilket i vores tilfælde vurderes at betyde en reduktion af prisen i niveauet kr. 80-140.000 pr. bil afhængig af modelvariant. Med konkret knap 200 biler på lager vil det betyde et forventeligt tab for os og vores forhandlere på 28 mio. kr. (bilag 3 og 4). Vi mener ikke, at det er rimeligt, at vi bliver stillet i denne situation og skal tage et sådan tab set i lyset af det begrænsede antal biler, det drejer sig om. For hele branchens vedkommende er der tale om under 1.500 biler ifølge brancheforeningen Danske Bilimportører.

 

På baggrund af ovenstående er det derfor afgørende, at overgangsordningen bliver ændret, så alle allerede ombyggede autocampere på importør- og forhandlerlager har mulighed for at blive afgiftsberigtiget efter de gældende regler med 60% afgift.

 

Det er også værd at understrege, at de miljømæssige konsekvenser ikke forværres ved en ændring af overgangsordningen til også at omfatte lagerbiler, da bilerne under alle omstændigheder vil skulle afsættes, da de er på lager og ombyggede. Det er kun et spørgsmål om, hvorvidt man ønsker at påføre aktørerne i branchen et anseligt tab.

 

Vi skal henstille til Dem, at revurdere overgangsordningen for autocampere, som herefter nødvendigvis må omfatte allerede ombyggede lagerbiler – jfr. ovenfor.

Vi står gerne til rådighed i den yderligere vurdering af præmisserne for en sådan overgangsordning.

 

Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at lovforslagets økonomiske konsekvenser i øvrigt for SsangYong Danmark ikke er ”illustreret” – om end de er særdeles alvorlige for det videre forretningsgrundlag.

 

Vi respekterer fuldt ud politikerne præmisser og motivation for det fremlagte lovforslag – men håber samtidig, at der kan etableres de nødvendige justeringer (overgangsregler) omkring de mere ekspropriationslignende forhold !.

 

De ”dynamiske effekter” må vi nødvendigvis leve med.

 

 

Med venlig hilsen

SsangYong Danmark A/S

 

 


Kenneth Hansen

Adm. direktør