København, den 21. maj 2007

 

 

 

 

Dansk Flygtningehjælps høringssvar vedr.  Lov om ændring af udlændingeloven (Kontraktordning for afviste asylsøgere, der samarbejder om udrejse)

 

 

Dansk Flygtningehjælp har fået ovennævnte lovudkast i høring den 16. maj (pr. e-mail) med frist for bemærkninger den 21. maj 2007 klokken 10.00. I betragtning af, at det var Kristi Himmelfartsdag den 17. skal Dansk Flygtningehjælp beklage den ekstremt korte svarfrist.

 

 

Dansk Flygtningehjælp skal derfor alene give sine overordnede synspunkter til lovforslaget.

 

  1. Isoleret set er ideen om opkvalificeringsforløb for afviste asylsøgere et positivt initiativ. For mange asylsøgere, der har været en længere periode i Danmark, kan der være en lang række praktiske og økonomiske forhold, som vanskeliggør en bæredygtig hjemvenden. Opkvalificeringsforløb og økonomisk støtte kan derfor være en meget nyttig hjælp og for mange reelt en forudsætning for hurtigt at genetablere sig i hjemlandet og tage del i en evt. genopbygning og udvikling.

 

  1. Det giver ikke nogen mening, at knytte tilbuddet om opkvalificering til en kontrakt om frivillig udrejse i de tilfælde, hvor det internationale samfund, typisk FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, og det pågældende lands myndigheder afviser muligheden for hjemsendelse af afviste asylsøgere og i visse tilfælde endda (f.eks. central og syd Irak) – for så vidt angår UNHCR – reelt anbefaler at anerkende de pågældende som flygtninge.

 

  1. Det giver yderligere ikke mening, at lade afviste asylsøgere underskrive en kontrakt, som myndighederne ikke er i stand til at kræve opfyldt. Forudsætningen for kontraktindgåelse må naturligvis være a): at det internationale samfund (UNHCR) anerkender tvangshjemsendelse, b): at der er indgået en aftale med det pågældende lands myndigheder samt c): at det er praktisk muligt. Det er ikke efter Dansk Flygtningehjælp tilstrækkeligt, at der - som delforudsætning - er indledt forhandlinger med hjemlandets myndigheder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

For så vidt angår de afviste irakiske asylsøgere i Danmark er det Dansk Flygtningehjælps opfattelse, at Danmark burde finde udvej for, at leve op til UNHCR’s anbefaling og give irakerne fra central og syd Irak opholdstilladelse.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Andreas Kamm

Generalsekretær

Dansk Flygtningehjælp