ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

 

28. november 2006

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.  33 92 33 50

Fax 33 12 37 78

[email protected]

www.oem.dk

 

 

 

 


 


Besvarelse af spørgsmål 15 (L 22) stillet af Erhvervsudvalget den 24. november 2006.

 

 

Spørgsmål 15:

Har direktivet vedrørende gensidig anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikatiober betydning i relation til spørgsmålet om tekniske barrierer for det indre marked, eller spiller servicedirektivet en større rolle?

 

Hvis servicedirektivet spiller en rolle, vil det så ikke nu, hvor det er blevet vedtaget i EU-Parlamentet, være rimeligt at fremsende dette direktiv til Erhvervsudvalget?

 

Svar:

Såvel det vedtagne direktiv for gensidig anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, som jeg nævnte i mit svar til udvalgets spørgsmål 1, som det kommende direktiv om tjenesteydelser i det indre marked (servicedirektivet) har som formål at etablere et indre marked for tjenesteydelser for at styrke konkurrenceforholdene.

 

Jeg og mit ministerium har aktivt fulgt udviklingen af servicedirektivet og har løbende vurderet behovet for ændringer i danske reguleringer, herunder for de gældende autorisationsordninger på vvs-installatør, kloakmester- og elinstallatørområderne. Resultatet af disse vurderinger har harmoneret med de ændringer, som er begrundet i vedtagelsen af direktivet om gensidig anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer og også med danske ønsker om ændringer af hensyn til konkurrencesituationen.

 

Det drejer sig for eksempel om fjernelse af kravet om fast forretningssted i Danmark på vvs- og kloakområdet og fjernelse af muligheden for geografisk begrænsning af autorisationer på el-området. Ud over disse forhold forventes ingen konsekvenser for kravene til autorisationsordningerne.  

 

Det skal bemærkes, at servicedirektivet stadig ikke er endeligt vedtaget. Direktivet forventes endeligt godkendt af Rådet i december måned 2006.