Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

 

 

 

 

 

 

Den 22. november 2006

 

 

 

 

 

Sagsnr.: 3854


 

 

 

 

 

 

 

 

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i skrivelse af 9. november 2006 (Ad L 28) udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål 14:

 

Spørgsmål 14:

”Vil ministeren oplyse, hvordan det undgås udmålingen af et administrativt bødeforlæg til virksomheder med relativt få medarbejdere og med relativ stor omsætning kun sker i forhold til antallet af medarbejdere og ikke også i forhold til omsætningens størrelse?”

 

Svar:

Jeg har forelagt spørgsmålet for Fødevarestyrelsen, der har oplyst følgende, hvortil jeg henholder mig:

 

”Det fremgår af § 60, stk. 5, i fødevareloven, at der ved udmåling af bødestraf for overtrædelse af fødevarelovgivningen – ud over de almindelige regler i straffeloven – skal tages hensyn til virksomhedernes omsætning. Hjemlen til differentiering efter virksomhedernes omsætning trådte i kraft den 1. januar 2006, og har således intet med lovforslag L 28 at gøre.

 

Hensigten med bestemmelsen var en forhøjelse af bødeniveauet for større virksomheder, således at den præventive effekt forholdsmæssigt blev bedre sammenlignelig for virksomhederne uanset deres størrelse. Eksempelvis vil en bøde på 5.000 kr. forholdsmæssigt være mere byrdefuldt - og dermed have større præventiv effekt - for en lille kiosk end et stort slagteri.

 

Hjemlen til differentiering efter virksomhedens størrelse er udmøntet således, at der i forbindelse med domstolsprøvelse tages hensyn til virksomhedens omsætning, mens der ved udstedelse af administra­tive bødeforlæg af praktiske årsager tages udgangspunkt i antallet af ansatte i virksomheden. I forbindelse med fødevareregionens skøn over antal ansatte i en virksomhed skal eventuelt deltidsan­satte omregnes til heltidsansatte.

 

Bestemmelsen administreres således, at bøden for overtrædelser på et givet område afhænger af antal ansatte indenfor den enhed, som udgør ét tilsynssted. F.eks. vil bøden for en overtrædelse i et supermarkeds slagterafdeling eller et hotels restaurant beregnes ud fra antal ansatte i slagterafdelingen eller restauranten og ikke det samlede antal ansatte i hele supermarkedet eller hotellet. Som eksempel kan endvidere nævnes, at et slagteri typisk udgør ét tilsynssted og en bøde for overtrædelse af reglerne i en afdeling vil derfor afhænge af antal ansatte i hele virksomheden. 

 

Antallet af ansatte giver i de fleste tilfælde et realistisk billede af virksomhedens omsætning og ind­tjening. Fødevaremyndighederne får gennem regelmæssige tilsyn et nærmere kendskab til og viden om virksomheden, og kan på baggrund af denne viden lave et kvalificeret skøn over virksomhedens omsætning i forhold til antal ansatte.

 

Fødevaremyndighederne skal lave en konkret vurdering i hver enkelt sag, men udgangspunktet for vurderingen kan være forskellig alt efter hvilken branche og type virksomhed, der er tale om. F.eks. vil en bagerforretning typisk have forholdsvis mange ansatte i forhold til omsætning, mens en kontorvirksomhed, som alene videresælger fødevarer, kan have et mindre antal ansatte men en forholdsvis stor omsætning. Som hovedregel skelnes der dog mellem engrosvirksomheder med og uden behandling og detailvirksomheder. Indenfor hver branche differentieres bødens størrelse afhængigt af antallet af ansatte, hvor virksomheder med mellem 1 og 9 ansatte som regel kun får en normalbøde.

 

Det må dog fastslås, at det kendskab fødevaremyndighederne har til virksomheden naturligvis spiller ind på vurderingen af, hvilken sanktion der er den rigtige. Hvis fødevaremyndighederne vurderer, at antal ansatte ikke giver et retvisende billede, fordi virksomhedens omsætning vurderes til at være meget stor i forhold til antal ansatte, skal der foretages politianmeldelse med påstand om en højere bøde. På den måde vil domstolene komme til at tage stilling til spørgsmålet om bødens størrelse, hvori hensynet til virksomhedens omsætning vil indgå.”

 

 

Lars Barfoed

                                                                                                                     /Heidi Søltoft