Beskæftigelsesministerens besvarelse af spørgsmål nr. 10 af 8. december 2007 fra Folketingets Trafikudvalg (L 34).

Text Box: December 2006

Vores sag
6519-0003


Spørgsmål nr. 10:

Vil beskæftigelsesministeren tilsende udvalget sin vurdering af transport- og energiministerens besvarelse af L 34 - spm. 7 med særlig henblik på afsnittet: "Forsøg på at ændre disse forhold gennem en lovændring vil efter min opfattelse være et klart indgreb i arbejdsgiveres og arbejdstageres aftalefrihed på overenskomstområdet. Hertil kommer, at et lovindgreb efter min mening også ville være i strid med de grundlæggende principper om organisationsfrihed på arbejdsmarkedet" Besvarelsen af L 34 - spm. 7 vedlægges til orientering.

 

 

Svar:

Jeg er enig med transport- og energiministeren i, at forsøg på at ændre på de nuværende overenskomstforhold i taxibranchen ved en justering af § 5, stk. 5, i taxiloven vil være et indgreb i arbejdsgiveres og arbejdstageres aftalefrihed på overenskomstområdet.

 

Retten til at føre kollektive forhandlinger er imidlertid ikke ensbetydende med, at aftaleretten på arbejdsmarkedet er fri og ubegrænset. Også parterne i en kollektiv overenskomst må respektere de lovgivningsmæssige begrænsninger i aftalefriheden, som Folketinget fastsætter. Det vil således være op til transport- og energiministeren, hvorvidt der skal ske ændringer i bestemmelsen i taxiloven.