Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240 København K.

Dato   28    . november 2006

J nr.             004-u18-37

  

 

Hermed fremsender jeg svar på spørgsmål nr. 6 (L 34) stillet af Trafikudvalget den 7. november 2006.

Spørgsmål nr. 6

”Ministeren bedes redegøre for, hvorfor ministeren har valgt stort set ikke at følge nogle af de anbefalinger, som Færdselsstyrelsen fremlagde i november 2004, jf. L 34 bilag 3, herunder om det ligger ministeren fjernt at forestille sig en større liberalisering på området?”

Svar:

Jeg går ud fra, at spørgsmålet tager udgangspunkt i et notat af 15. november 2004 fra Færdselsstyrelsen, som omfatter overvejelser om regelforenklinger og om forbedringer af konkurrencevilkårene på en række nærmere angivne områder indenfor taxiområdet.

Notatet blev udarbejdet til brug for en tværministeriel arbejdsgruppe, der var nedsat som led i opfyldelsen af regeringens målsætning om regelforenkling og om modernisering af den offentlige sektor, og som havde til opgave at undersøge mulighederne for at liberalisere taxiloven for derved at øge konkurrencen på dette område.

Arbejdsgruppen, som var sammensat af repræsentanter for Finansministeriet, Erhvervsministeriet og for Transport- og Energiministeriet, herunder Færdselsstyrelsen, analyserede bl.a. erfaringer fra udlandet i forbindelse med forskellige former for liberaliseringer på taxiområdet, ligesom der blev gennemført en markedsundersøgelse af den danske befolknings holdninger til taxibetjeningen.

Arbejdsgruppen konstaterede bl.a., at erfaringerne med et frit taximarked ikke entydigt kunne begrunde en liberalisering af taxiloven. Markedsundersøgelsen viste en høj grad af tilfredshed blandt taxierhvervets kunder.

Notatet har tillige været genstand for drøftelser med repræsentanter for branchens organisationer.

Der er med virkning fra den 1. juni 2006 blevet gennemført en række liberaliseringer af taxilovgivningens tekniske krav til taxier.

Det er min vurdering, at det er vigtigt, at der udvises forsigtighed, inden man liberaliserer et rimeligt velfungerende marked.

Jeg mener, at lovforslaget, som giver kommunerne mulighed for at etablere kommunale fællesskaber på taxiområdet, tilfører taxierhvervet en række gode muligheder.

Forslaget giver således mulighed for at udføre taxikørsel indenfor større områder. Det betyder, at de enkelte taxivirksomheder vil kunne udvide deres forretningsområder til at omfatte flere kommuner.

På denne måde får taxivirksomhederne mulighed for at udnytte taxierne bedre, ligesom de får mulighed for at opnå driftsmæssige besparelser som følge af en bedre kapacitetsudnyttelse og dermed en mere miljøvenlig ressourceudnyttelse. Samtidig vurderes det at kunne forbedre kundebetjeningen i form af kortere ventetider på forudbestilte taxier.

Disse fordele skal samtidig ses i lyset af kommunalreformen, som reducerer antallet af kommuner væsentligt.

Kommunale fællesskaber på taxiområder kan således meget nemt komme til at omfatte meget store geografiske områder med ganske betragtelige kundegrundlag.

Mit ministerium undersøger herudover løbende mulighederne for at forbedre reguleringen af taxiområdet.

 

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen