Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato  20. november 2006

J. nr.           004-U18-31

  

 

Trafikudvalget har i brev af 27. oktober 2006 stillet mig følgende spørgsmål 2-8 ad L 35, som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 2:

 

 

Ministeren bedes kommentere 2 notater fra Danske Havne om modulvogntog i Danmark og om havne med ønske om at deltage i forsøg med modulvogntog, jf. L 35 - bilag 8 og 9.

 

 

Svar:

 

De to notater fra Danske Havne indeholder dels en argumentation for, at en række havne bør medtages i et udvidet forsøg med modulvogntog, dels en kort gennemgang af de enkelte havne med hensyn til bl.a. skønnede nødvendige tilpasninger af infrastruktur.

I det udvidede forsøg, som er aftalt mellem parterne bag trafikaftalen af 26. oktober 2006, jf. min besvarelse af spørgsmål 1, indgår 10 havne – heraf 9 af de 13 havne, der er nævnt i notaterne fra Danske Havne.

Der er tale om havne med international godstransport, hvor havnearealerne ligger i umiddelbar nærhed af motorvejen, og hvor en forbindelse ikke vil medføre større anlægsinvesteringer.

Der er således tale om en sammenhængende, og samtidig i geografisk og økonomisk henseende afgrænset, forsøgsordning på det overordnede vejnet, som analyseres og evalueres efter en passende indkørselsperiode. På baggrund heraf vil der kunne tages stilling til ordningen fremover. Det er således ikke forsøgets formål at alle potentielt kommercielt interessante modulvognstransporter skal kunne lade sig gøre under forsøget.

Med venlig hilsen

 

Flemming Hansen