Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato 14 .  december 2006

J nr. 004-U18-55

  

 

Trafikudvalget har i brev af 10. november 2006 stillet mig følgende spørgsmål nr. 26 ad L35, som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål 26:

"Ministeren bedes kommentere henvendelse af 9. november 2006 fra Jens-Chr. Jensen, Virum jf. L 35 – bilag 18."

Svar:

Transport- og Energiministeriet udgav i 2004 Intern udredning om Modulvogntog, som er tilgængelig på ministeriets hjemmeside www.trm.dk .

Det fremgår af udredningen, at anvendelse af modulvogntog vil medføre en reduktion af forureningen på ca. 15 pct., og en økonomisk besparelse på 15 - 20 pct.

Analyser viser, at den trafiksikkerhedsmæssige betydning af en eventuel indførelse af modulvogntog vil være begrænset, men positiv, på det overordnede vejnet.

Modulvogntogenes sikkerhedsegenskaber kan, med allerede kendt teknologi, forbedres yderligere på en række områder, som vil kunne kræves opfyldt i forbindelse med gennemførelse af en forsøgsordning. Færdselsstyrelsen har bl.a. anbefalet, at der kræves elektronisk bremsesystem (EBS), som vil medføre kortere standselængde end almindelige vogntog, og altså ikke længere, som Jens-Chr. Jensen skriver.

Forslaget om introduktion af modulvogntog er ikke et fravalg af jernbanen som godsoperatør. Forslaget indebærer derimod mere miljøvenlige og effektive lastbiltransporter i en situation hvor det samlede godstransportarbejde forventes at vokse markant, og hvor der bliver god brug for alle transportformerne.

Modulvogntogsforsøget indtænker netop i høj grad såvel havnene som jernbanen, i de terminaler, hvor der skiftes mellem transportformerne, er en hjørnesten i ordningen.

Med venlig hilsen

Flemming Hansen