Til § 1

 

Af miljøministeren, tiltrådt af Miljø- og Planlægningsudvalget:

 

  1) Nr. 1 affattes således:

 

”1. § 9 v, stk. 2, ophæves.”

[Lovteknisk ændring. Det er § 9 v, stk. 2, der skal ophæves.]

     

  2) I den under nr. 2 foreslåedes § 15 b, stk. 1, nr. 1, udgår ”indregistreret første gang før den 1. oktober 2001”.

[Der skal også være filtre på de Euro 2 køretøjer, der, som følge af dispensationer udstedt af Færdselsstyrelsen, er indregistreret efter 1. oktober 2001.]  

 

  3) I den under nr. 2 foreslåedes § 15 b, stk. 1, nr. 2 udgår ”indregistreret første gang før den 1. oktober 2006”.

[Der skal også være filtre på de Euro 3 køretøjer, der, som følge af dispensation udstedt i oktober 2006 af Færdselsstyrelsen, er indregistreret efter 1. oktober 2001.]

 

  4) I den under nr. 2 foreslåede affattelse af § 15 b, stk. 5, 1. pkt., ændres ”som veteranbil” til: ”til veterankørsel”.

[Ændringen indebærer den ifølge bekendtgørelse om registrering af køretøjer m.v. (nr. 1067 fra 2005) korrekte betegnelse i forhold til veteranbiler.]   

 

 

Bemærkninger

 

Til nr. 1

Ændringsforslaget er alene af lovteknisk karakter. Forslaget er foranlediget af, at det er § 9 v, stk. 2, der skal ophæves, og ikke § 9, stk. 2, som det fremgår af § 1, nr. 1 i L 39.

 

Til nr. 2 og 3

Med § 1, nr. 2, § 15 b, stk. 1, nr. 1 og 2 i L 39 foreslås det, at lastbiler eller busser, der er drevet af en motor med kompressionstænding, og som er indregistreret med en tilladt totalvægt på mere end 3.500 kg, indenfor en miljøzone skal opfylde følgende krav:

1) Efter 1. juli 2008 skal der på køretøjer indregisteret første gang før den 1. oktober 2001 være monteret et effektivt partikelfilter, medmindre køretøjet som minimum opfylder udstødningsnormerne i bekendtgørelse om Detailforskrifter for Køretøjer 2006, punkt 7.06.022 (2) a) (Euro 3).

2) Efter 1. juli 2010 skal der på køretøjer indregistreret første gang før den 1. oktober 2006 være monteret et effektivt partikelfilter, medmindre køretøjet som minimum opfylder udstødningsnormerne i bekendtgørelse om Detailforskrifter for Køretøjer 2006, punkt 7.06.022 (2) b) (Euro 4).

 

Ændringsforslagene præciserer, at filterkravet også gælder for de tunge, dieseldrevne lastbiler og busser, som har henholdsvis en Euro 2 og Euro 3 motor, der – på grund af dispensationer udstedt af Færdselsstyrelsen i overensstemmelse med de gældende regler – er indregistreret første gang efter de i nr. 1 og 2 nævnte datoer (1. oktober 2001 og 1. oktober 2006).  

 

Præciseringerne foreslås gennemført ved at slette de i nr. 1 og 2 nævnte indregistreringsdatoer.

 

Til nr. 4

Ændringsforslaget er alene af lovteknisk karakter. Forslaget er foranlediget af, at veteranbiler ifølge bekendtgørelse om registrering af køretøjer m.v. (nr. 1067 fra 2005) registreres ”til veterankørsel” og ikke ”som veteranbil”, som angivet i L 39, § 1, nr. 2, § 15 b, stk. 5.