J.nr. MST-103-00008

Den 3. november 2006

 

Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1 (L 40) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg den 27. oktober 2006

 

 

 

 

Spørgsmål nr. 1:

 

Ministeren bedes redegøre for, om der vil blive problemer med at sikre de mest optimale og fagligt forsvarlige driftsløsninger for kommunerne, sådan som KL har udtrykt bekymring for i deres høringssvar, hvis loven gennemføres.

 

 

Svar:

 

Det er min opfattelse, at kommunerne i kraft af kommunalreformen bliver større og derved får den nødvendige faglige bæredygtighed til selv fremover at kunne varetage alle kommunale myndighedsopgaver.

 

Kommunalreformen medfører, at 271 kommuner reduceres til 98. Kommunerne får tilført ressourcer i forbindelse med overførsel af amternes opgaver og medarbejdere. Dermed følger ekspertisen med opgaverne og der opnås synergier i opgavevaretagelsen ved en samling af flere opgaver inden for miljø- og naturområdet. Ud fra en gennemsnitsbetragtning betyder kommunalreformen, at hver kommune vil kunne råde over godt 10 årsværk mod ca. 2,4 årsværk i dag.

 

Hertil kommer, at lovforslaget jo ikke forhindrer kommunerne i vidensopbygning, erfaringsudveksling og lignende. Kommunerne vil således som hidtil kunne lægge løsningen af driftsopgaver ud til andre og etablere tværkommunale samarbejder, når der ikke herved sker delegation eller overførsel af myndighedsopgaver.

 

Det er naturligvis sådan ved enhver overgang til noget nyt, at der er en tilpasningsperiode, hvor tingene måske ikke opleves at fungere helt optimalt.  Jeg mener dog, at der med forslaget om en 1-årig overgangsperiode er givet den fornødne tid til, at kommunerne kan tilrettelægge opgavevaretagelsen inden for de nye rammer.

 

Jeg mener derfor, at kommunerne – også efter lovforslagets gennemførelse – vil have mulighederne for at kunne tilrettelægge en hensigtsmæssig og effektiv opgavevaretagelse.