Dato:            11. december 2006

Kontor:         Kommunaladm. kt.

J.nr.:             2006-2400-44

Sagsbeh.:   MWP

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 13 (L 6 – spørgsmål 13), som Folketingets Kommunaludvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 8. december 2006

 

Spørgsmål 13:

"Under henvisning til ministerens besvarelse af spørgsmål 12 på forslaget bedes ministeren bekræfte, at der siden 2001 har været en stigning i den direkte EU-støtte til landbruget."

 

Svar:

Jeg har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet følgende udtalelse fra Fødevareministeriet, som jeg kan henholde mig til:

 

"Støtten til landbruget i EU har gennemgået en række ændringer, som det også fremgik af besvarelsen af spørgsmål 12. Formålet med disse ændringer har været at mindske de markedsforvridende konsekvenser af støtten. Ændringerne er udmøntet ved reduktion af den indirekte landbrugsstøtte via prispolitikken, som gradvist er afløst af direkte støtte til landmændene. Der kan her peges på McSharry reformen fra 1992, Agenda 2000 beslutningen, Landbrugsreformen fra 2003 og senest reformen af sukkerordningen i 2006.

 

Denne udvikling indgår i OECD’s opgørelse over den samlede landbrugsstøtte i EU. Dette sker ved anvendelse af det såkaldte PSE (Producer support estimate), som er et måltal, der anvendes ved sammenligning af landbrugsstøtte i organisationens medlemslande, og som udtrykker pengeværdien af støtteordningerne - det være sig direkte eller indirekte støtte.

 

Udviklingen illustreres ved nedenstående figur, som er udarbejdet af OECD. Området nederst i figuren viser den støtteandel, som landmændene i EU har modtaget indirekte gennem højere markedspriser. Dette element udgør en fortsat faldende del af støtten. Landbrugspolitikken i EU har således reduceret det støtteelement, som hidrører fra markedet, og i stedet er der sket en stigning i det støtteelement, som udgøres af de direkte støtter. Udviklingen i den direkte støtteandel fremgår tillige af figuren (de to mellemste områder).

 

Gennemførelse af beslutningen i 2003 om obligatorisk modulation indebærer imidlertid, at der sker en reduktion af den direkte landbrugsstøtte med 3 pct. i 2005, 4 pct. i 2006 og med 5 pct. i 2007 og fremefter. Reduktionen gennemføres kun i forhold til støttebeløb, der overstiger 5000 euro, og slår derfor mest igennem i lande med færrest antal bedrifter i forhold til landbrugsareal, som f.eks. Danmark.

 

Det kan endelig oplyses, at OECD har beregnet den samlede landbrugsstøtte i EU (bestående af 15 medlemslande) til at have udgjort 41 pct. af indtjeningen i 1986-88, 36 pct. i 2003 og 33 pct. i 2005. Over perioden har der således været tale om et fald.

 

 

European Union: Producer Support Estimate (PSE): level and composition over time

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kilde: Agricultural Policies in OECD Countries 2006.”