Dato:            3. marts 2007

Kontor:         Internationalt kt.

J.nr.:             2007-16200-67

Sagsbeh.:   IHO

Fil-navn:       L118 – svar SUU spm. 3

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 3 vedr. L 118 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 5. februar 2007

 

 

Spørgsmål 3:

”Kan ministeren bekræfte, at der ikke kan ydes erstatning alene på grund af den psykiske belastning, patienten har haft i forbindelse med en forlængelse af ventetiden, men at der alene kan ydes erstatning, når den forlængede ventetid kan siges at have ført til en skade i form af, at patientens statistiske overlevelsesprognose er forringet?”

 

Svar:

Jeg har fra Patientforsikringen modtaget følgende udtalelse om spørgsmålet, hvortil jeg kan henholde mig:

 

”Efter Patientforsikringens og Patientskadeankenævnets praksis ydes der alene en mén­godtgørelse på 5-10% som følge af den psykiske belastning ved bevidstheden om den forringede overlevelsesprognose.

 

Principielt er der ikke noget til hinder for, at der kan ydes erstatning, selvom der ikke er sket en prognoseforringelse f.eks., hvis patienten på grund af ventetiden har måttet søge psykologhjælp eller har måttet købe beroligende medicin etc. Det er en betin­gelse, at udgiften hertil overstiger 10.000 kr.”

 

Jeg kan supplerende oplyse, at det følger af § 24, stk. 2, 1. pkt. i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, at erstatning kun ydes efter patientforsikringsordningen, hvis den overstiger kr. 10.000.