J.nr. SNS-100-00073

 

 

  

Den 6. maj 2007

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 37 ad L 148 - Forslag til lov om ændring af lov om planloven (Revision af detailhandelsbestemmelserne), stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål 37

Vil ministeren – som teknisk bistand – udarbejde et ændringsforslag, der gør det muligt at gennemføre en model for detailhandelsplanlægning, herunder mulighed for at etablere store udvalgsvarebutikker i Trekantområdet som den model, der foreslås gennemført i hovedstadsområdet?

 

Svar

 

Det bemærkes for god ordens skyld, at de vedlagte ændringsforslag alene i hovedtræk angiver de nødvendige ændringer til L 148. Hvis nedenstående ændringsforslag vedtages, vil Miljøministeriet være forslagsstiller behjælpelig med at foretage de nødvendige konsekvensrettelser i lovforslaget mellem 2. og 3. behandling.

 

Det bemærkes endvidere, at i modsætning til hovedstadsområdet, hvis afgrænsning er klart defineret i planlovens § 5 h, er Trekantområdet ikke klart afgrænset i lovgivningsmæssig sammenhæng.

 

Jeg vil samtidig tilkendegive, at jeg ikke kan støtte ændringsforslagene, idet jeg kan henvise til min besvarelse af spørgsmål 34.

 

Ændringsforslagene med det ønskede indhold kan formuleres således:

 

 

Ændringsforslag til L 148

 

Af …..(), tiltrådt af ……()

 

Til § 1

 

1) I det under nr. 2 foreslåede kapitel 2 d indsættes i § 5m, stk. 4, 1. pkt., efter ” hovedstadsområdet”:

”og Trekantområdet”.

 

[For Trekantområdet fastlægger ministeren beliggenheden af bymidter, bydelscentre og aflastningsområder, herunder bymidter og aflastningsområder, hvori der kan etableres store udvalgsvarebutikker]

 

 

2) I det under nr. 2 foreslåede kapitel 2 d indsættes i § 5 q, stk. 2, ændres: ”hovedstadsområdet og Århus” til: ”hovedstadsområdet, Trekantområdet og Århus”.

 

[I Trekantområdet kan der placeres 3 udvalgsvarebutikker på mere end 2000 m² hvert 4. år ]

 

Bemærkninger

 

Til nr. 1

 

 

Efter ændringsforslaget fastlægger ministeren efter dialog med kommunerne i Trekantområdet beliggenheden af bymidter, bydelscentre og aflastningsområder, herunder områder hvori der kan etableres udvalgsvarebutikker over 2000 m2. Herved bliver det muligt ved landsplandirektiv at placere store udvalgsvarebutikker uden for bymidten.

 

 

Til nr. 2

 

Efter ændringsforslaget kan der i Trekantområdet placeres 3 udvalgsvarebutikker på mere end 2000 m² hvert 4. år.