Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             27. april 2007

J. nr.           500-13

  

 

Trafikudvalget har i brev af 12. april 2007 stillet mig følgende spørgsmål 41 vedrørende L 159 , som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 41:

 

"Ministeren bedes kommentere henvendelse af 10. april 2007 fra Handicaprådet, Frederiksberg Kommune, jf. L 159 - bilag 12."

 

Svar:

 

Det skal generelt om forholdet til handicaporganisationerne oplyses, at der siden 1994, gennem de forskellige stadier af den nuværende metros tilblivelse har været kontakt med handicaporganisationerne, de første år kanaliseret gennem det daværende Bolig-, Motor- og Hjælpemiddeludvalg, ”BMH” og de senere år kanaliseret gennem De samvir­kende Invalideorganisationer, ”DSI”. Det fremgår af Udredningen om Cityringen, at DSI (bistået af Center for Tilgængelighed) også i lighed med en række andre interessenter har haft lejlighed til at ytre sig om Cityringen ved et møde i ministeriet.

 

Generelt er indtrykket af den mangeårige kontakt med handicaporganisatio-nerne, at der er generel tilfredshed med metroens udformning, selvom der ind imellem dukker mindre forhold op, som forsøges forbedret ved nyanlæg, dels på Østamager-banen, dels på Cityring­en.

 

I henvendelsen fra det lokale handicapråd på Frederiksberg fremsættes imidlertid nu et ønske om, at handicappede i kørestol skal være selvhjulpne ved evakue­ring af et tog i tunnelen i tilfælde af brand eller lignende.

 

På metroens nuværende stationer er der for første gang i Danmark skabt en fuldstændig niveaufri ind­stigning med et minimalt gab mellem perron og toggulv. Denne løsning gør, at kørestols­brugere kan færdes fuldstændigt selvhjul­pent i metroen.

 

Evakuering af et tog i tunnelen på grund af brand eller lignende vil være en situation, som der – heldigvis – kun er en uendelig lille sandsynlighed for skal opstå. Hovedprincippet i Metroens ind­retning er, at et tog, uanset om en af togets røgdetektorer registrerer brand, eller om der trækkes i nødbremsen, vil fortsætte til næste station om overhovedet teknisk muligt. På stationen vil kørestolsbrugeren kunne forlade toget uden hjælp fra andre.

 

Forholdene ved evakuering af kørestolsbrugere fra et metrotog i tunnel uden for stationerne kan med rimelighed sammenlignes med den risiko kørestols-brugere befinder sig i ved at opholde sig i etagebygninger. I en brandsituation må elevatorerne ikke benyttes, fordi man risikerer at strømmen afbrydes, medens man opholder sig i eleva­toren. Også her må kørestolsbrugeren forlade sig på brandvæsenets eller evt. andres hjælp.

 

Evakuering af en kørestolsbruger fra toget i tunnelen uden for stationerne ved egen kraft forudsætter nedenfor nævnte store ænd­ringer i projektet, som det vil være overordentligt kostbart at gennemføre samtidig med, at de ikke fuldt ud vil kunne imødekomme ønsket:

 

 

Samlet vil der blive tale om en forøgelse af anlægsomkostningerne på Cityringsprojektet på 50-100 pct. For disse ekstra omkostninger opnås imidlertid ikke, at kørestolsbrugere bliver fuldt selvhjulpne, idet der fortsat vil være problemer med passage af et stort gab mellem tog og nødfortov, selv i den situation, hvor linieføringen er ændret radi­kalt. Samtidigt er passagen mellem spor og nødfortov besværliggjort for redningsmand­skabet pga. det forhøjede nødfortov.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen