Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 1, som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 23. april 2007 vedrørende forslag til lov om ændring af lov om euforiserende stoffer, straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og retsplejeloven (Højere bøder i narkosager og kriminalisering af at besidde mobiltelefoner i fængsler m.v.) (L 201).

 

 

 

Lene Espersen

/

 Lars Hjortnæs

 


Spørgsmål nr. 1 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af lov om euforiserende stoffer, straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og retsplejeloven (Højere bøder i narkosager og kriminalisering af at besidde mobiltelefoner i fængsler m.v.) (L 201):

 

”Det fremgår af Udvalget for Forretningsordenens betænkning af 7/5-99 om forbedret lovkvalitet bl.a., at regeringens og Folketingets fælles ønske om at reducere antallet af lovforslag ikke bør føre til anvendelsen af såkaldte samlelove i andre tilfælde, end hvor der foreligger en nøje saglig eller politisk sammenhæng mellem de foreslåede temaer. Der henvises endvidere til Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet side 28 (vedlagt).

Ministeren bedes med henvisning hertil redegøre for den saglige og/eller politiske sammenhæng mellem den del af lovforslaget, som vedrører højere bøder i narkosager, og den del af lovforslaget, som vedrører besiddelse af mobiltelefoner i fængslerne.”

 

 

Svar:

 

Formålet med lovforslaget er for det første, at bødestraffen ved ulovlig besiddelse af euforiserende stoffer til eget forbrug bliver skærpet. Ulovlig besiddelse af euforiserende stoffer må således anses for en lovovertrædelse af en sådan karakter, at den bør have klare og mærkbare konsekvenser, også selv om stoffet alene besiddes til eget forbrug. Dette kommer efter Justitsministeriets opfattelse ikke i tilstrækkelig grad til udtryk med det gældende bødeniveau, og det bør derfor markeres klarere ved straffastsættelsen, at besiddelse af euforiserende stoffer til eget forbrug ikke kan accepteres. En mere mærkbar sanktion vil forhåbentlig kunne medvirke til at afholde navnlig unge fra at begynde at bruge ulovlige euforiserende stoffer.

 

Lovforslaget går for det andet ud på at indføre en bestemmelse i straffeloven om straf for uretmæssigt at besidde eller medtage mobiltelefoner og lignende kommunikationsudstyr i arresthuse og lukkede fængsler. En væsentlig baggrund herfor er, at mobiltelefoner kan anvendes til at begå narkotikakriminalitet inden for fængslerne, og forslaget om den nævnte kriminalisering indgår derfor også som et led i regeringens politik om nul-tolerance over for narkotika og andre ulovlige stoffer i fængslerne.

 

Lovforslaget har således til formål at bidrage til den samlede indsats mod ulovlige euforiserende stoffer, og det er baggrunden for, at de foreslåede regler er samlet i ét lovforslag.

 

Ønsker Folketingets Retsudvalg, at lovforslaget opdeles i to selvstændige lovforslag, vil jeg være indstillet på at fremsætte et ændringsforslag herom. Om indholdet af et sådant ændringsforslag henvises til den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 3.