Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. <DOCUMENT_START> 3, som Finansudvalget har stillet til justitsministeren den 10. september 2007.

 

 

 

Lene Espersen

/

John Vestergaard


Besvarelse af Finansudvalgets spørgsmål nr. 3 af 10 september 2007 (L 219 - §<DOCUMENT_START> 11).

 

”Ad tekstanmærkning nr. 104 ad § 11.23.01. Politiet og anklagemyndigheden

Der ønskes en redegørelse for indhold og anvendelse i praksis af den i tekstanmærkningen opførte bemyndigelse.”

 

Svar:

 

Rigspolitiet har oplyst, at Rigspolitiet og Politiforbundet senest den 18. marts 1998 indgik aftale om politireserven. Aftalen fastsætter bestemmelser for ansættelse, afsked, stationering, uniformering, lønning og lignende af ansatte i politireserven. 

 

Politireserven indgår som et element i politiets seniorpolitik og er således en mulighed for, at polititjenestemænd, der er afskediget på grund af alder med pension, under visse nærmere forudsætninger kan ansættes på særlige vilkår til at udføre særlige opgaver for politiet. Det er bl.a. en forudsætning for ansættelse i politireserven, at polititjenestemanden – som det også fremgår af anmærkningerne til tekstanmærkning nr. 104 – har forrettet god tjeneste, og at den pågældendes helbredstilstand er tilfredsstillende. Ansatte i politireserven kan ifølge aftalen som hovedregel ikke indgå ved udførelsen af de almindelige daglige arbejdsområder på tjenestestedet, men beskæftiger sig f.eks. med automatisk hastighedskontrol, besøgskontrol, transportopgaver og genbesøg hos ofre for kriminelle.

 

Det fremgår af aftalen fra 1998, at udtræden af politireserven seneste skal ske med udgangen af den måned, hvori den pågældende fylder 65 år. I lyset af den aftale om kriterier for indgåelse af aftaler om individuel højere pligtig afgangsalder end 63 år for tjenestemænd i politiet, der er indgået den 22. august 2007 mellem Finansministeriet og Statstjenestemændenes Centralorganisation II, har Rigspolitiet og Politiforbundet imidlertid aftalt, at aftalen om politireserven ændres, således at udtræden af politireserven fremover senest skal ske med udgangen af den måned, hvori den pågældende fylder 70 år.

 

Rigspolitiet har endelig oplyst, at der pr. 1. september 2007 er 145 ansatte i politireserven.