Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             1. december 2006

J. nr.           200-8

  

 

Trafikudvalget har i brev af 22. november 2006 (L 36) stillet mig følgende spørgsmål 15, som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 15:

 

"Er det ministerens opfattelse, at den foreslåede regulering, vil betyde, at lavprisoperatørerne forlader det danske marked?"

 

Svar:

 

Som jeg nævnte i min besvarelse af 24. november 2006 af spørgsmål 7 (L36) fra Trafikudvalget, er lovforslaget ikke et indgreb mod lavprisselskaber, lovlig prisdifferentiering eller mod, at der under visse omstændigheder ydes tilskud til luftfartsselskaber.

Det som lovforslaget skal sikre, er, at alle luftfartsselskaber – lavprisselskaber såvel som øvrige luftfartsselskaber- får adgang til samme ydelser på lige vilkår, og at de lufthavne, der giver ulovlige rabatter, kan sanktioneres økonomisk gennem bødestraf.

Jeg vil gerne understrege, at lavprisselskaber skal være mere end velkomne i de danske lufthavne. Regeringen har faktisk besluttet at bruge ½ mia.kr. om året på at afskaffe den statslige passagerafgift – netop for at gøre det nemmere for alle danske lufthavne at tiltrække bl.a. lavprisselskaber. Halveringen har allerede bidraget til etablering af nye ruter og nye passagerer, herunder flere lavprisruter.

Jeg mener derfor, at regeringen har stræbt sig på at skabe de bedst mulige rammer for at tiltrække nye ruter til Danmark. Det er dog vigtigt at sikre, at alle luftfartsselskaber bliver behandlet på lige vilkår, når de skal forhandle priser med lufthavnene, og det er netop baggrunden for det foreliggende lovforslag.

 

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen