J.nr.

 

 

  

Den 9. november 2006

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 6 ad L 40 - Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse, lov om beskyttelse af havmiljøet og forskellige andre love (Ophævelse af adgang til at overføre myndighedskompetence til kommunale fællesskaber og ændring af delegationsbestemmelser m.v. i en række love på natur- og miljøområdet) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål 6:

Ministerens kommentar udbedes til henvendelsen af 2/11-06 fra Michael Andersen, jf. L 40 - bilag 3.

 

Svar

Michael Andersen foreslår i sin henvendelse, at bestemmelserne i ”Domaineeiendomslovens” §§ 1-4 ophæves.

 

Den gamle lov fra 1852 fastsætter bestemmelser for salg af visse nærmere beskrevne arealer, der ejes af staten, herunder overgang af fæstegods til selveje. Den gældende lov omfatter 5 paragraffer, hvoraf de 4 første er uden betydning, da de omhandlede afhændelser for længst er gennemført.

 

Selv om det som nævnt er uden praktisk betydning, kan Michael Andersen selvfølgelig have ret i, at de 4 bestemmelser ud fra et ordenssynspunkt bør ophæves, når vi nu alligevel er inde i loven, og jeg vil derfor hermed stille følgende ændringsforslag i betænkningen:

 

                                                            ”Til § 21

 

Af miljøministeren, tiltrådt af [ ]:

 

1)      Før nr. 1 indsættes som nyt nummer:

”01) §§ 1-4 ophæves.”

[Ophævelse af lovens §§ 1-4]”.

 

§ 5 har fortsat betydning, idet denne bestemmelse hjemler statens ejendomsret/medejendomsret til visse gadejorder. Den kortlægning og efterfølgende tinglysning og evt. gennemførelse af retssager med henblik på opnåelse af ejendomsdom, som ministeriet i 1999 overvejede at iværksætte, er af ressourcemæssige grunde skrinlagt.