Dato:            4. december 2006

Kontor:         Forvaltningsjuridisk kt.

J.nr.:             2006-1640-17

Sagsbeh.:   MER

Fil-navn:      


Besvarelse af spørgsmål nr. 40 (L 50), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 14. november 2006

 

Spørgsmål 40:

”I hvilket omfang kan patienten begrænse lægers, sygeplejerskers og jordmødres videregivelse af oplysninger til øvrige sundhedspersoner, og hvordan informeres patienten om, dels at andre sundhedspersoner ønsker oplysninger om patienten, dels om sin egen eventuelle indsigelsesret?"

 

Svar:

 

Med lovforslagets § 1, nr. 2 (§ 16, stk. 4 i sundhedsloven) indføres en udtrykkelig regel om, at den fyldestgørende information, patienten har ret til at modtage, inden patienten giver sit informerede samtykke til, at en behandling indledes eller fortsættes, jf. sundhedslovens § 15, tillige skal omfatte oplysninger om mulige konsekvenser for behandlingsmuligheder, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger, hvis patienten frabeder sig videregivelse eller indhentning af helbredsoplysninger m.v.

 

Denne pligt medfører, at patienten skal informeres om muligheden for at sige fra over for indhentning af helbredsoplysninger m.v. fra elektroniske systemer, herunder at det på ethvert tidspunkt er muligt at sige fra. Patienten vil også skulle informeres om konsekvenserne ved at frabede sig videregivelse eller indhentning af elektroniske helbredsoplysninger.

 

Patienten skal informeres om sin ret til at frabede sig indhentning af elektroniske helbredsoplysninger enten direkte af de pågældende læger, sygeplejersker eller jordemødre eller i mere generel form, for eksempel ved patientinformationsmateriale i form af brochurer eller anden skriftlig vejledning, typisk i forbindelse med, at patienten giver informeret samtykke til selve behandlingen, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 13 (sundhedslovens § 42 a, stk. 4).

 

Efter lovforslagets § 1, nr. 13 (§ 42 a, stk. 1) er det kun de læger, sygeplejersker eller jordemødre, der i forbindelse med aktuel behandling af patienter har behov for at indhente elektroniske helbredsoplysninger m.v., der kan foretage opslag i den elektroniske patientjournal. Hvis andre sundhedspersoner end læger, sygeplejersker og jordemødre har brug for at modtage oplysninger fra den elektroniske patientjournal, skal de have oplysningerne videregivet efter de eksisterende videregivelsesregler i sundhedslovens kapitel 9.

 

Efter den eksisterende videregivelsesregel i sundhedslovens § 41, stk. 1, er det hovedreglen, at en sundhedsperson kan videregive helbredsoplysninger m.v. til en anden sundhedsperson med patientens samtykke. Det vil sige, at patienten som hovedregel vil blive informeret om andre sundhedspersoners ønske om oplysninger i forbindelse med, at patientens samtykke søges indhentet.

 

Der kan dog efter § 41, stk. 2, ske videregivelse uden patientens samtykke i en række undtagelsestilfælde. Der kan for eksempel efter sundhedslovens § 41, stk. 2, nr. 1, ske videregivelse uden patientens samtykke, når det er nødvendigt af hensyn til et aktuelt behandlingsforløb for patienten, og videregivelsen sker under hensyntagen til patientens interesse og behov. Der kan endvidere efter sundhedslovens § 41, stk. 2, nr. 2, og efter lovforslagets § 1, nr. 6 (sundhedslovens § 41, stk. 2, nr. 2) ske videregivelse af et udskrivningsbrev fra en læge, der er ansat i sygehusvæsenet, til patientens alment praktiserende læge, eller den praktiserende speciallæge, der har henvist patienten til sygehusbehandling. Med lovforslagets § 1, nr. 7 (sundhedslovens § 41, stk. 2, nr. 3) foreslås det, at der ligeledes kan ske videregivelse af et udskrivningsbrev fra en læge, der er ansat på privatejet sygehus, klinik m.v., til patientens alment praktiserende læge, eller den praktiserende speciallæge, der har henvist patienten til sygehusbehandling, når behandlingen er ydet efter aftale med et regionsråd eller en kommunalbestyrelse i henhold til sundhedsloven.

 

Endvidere kan der ske videregivelse uden patientens samtykke efter en værdispringsregel, når videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, herunder en patient, der ikke selv kan varetage sine interesser, sundhedspersonen eller andre, jf. sundhedslovens nuværende § 41, stk. 2, nr. 3, og efter lovforslaget § 1, nr. 8 (sundhedslovens § 41, stk. 2, nr. 4).

 

Der kan også uden patientens samtykke ske videregivelse til patientens alment praktiserede læge fra en læge, der virker som stedfortræder for denne, jf. sundhedslovens nuværende § 41, stk. 2, nr. 4, efter lovforslaget nr. 5.

 

Når videregivelsen er nødvendig af hensyn til et aktuelt behandlingsforløb for patienten, kan patienten efter sundhedslovens § 41, stk. 3, frabede sig, at oplysninger videregives uden patientens samtykke. Patienten kan ligeledes, jf. sundhedslovens § 41, stk. 3, frabede sig, at der sker videregivelse af et udskrivningsbrev fra en læge, der er ansat i sygehusvæsenet, til patientens alment praktiserende læge samt videregivelse af et udskrivningsbrev fra en læge, der er ansat på privatejet sygehus, klinik m.v., til patientens alment praktiserende læge, eller den praktiserende speciallæge, der har henvist patienten til sygehusbehandling, når behandlingen er ydet efter aftale med et regionsråd eller en kommunalbestyrelse i henhold til sundhedsloven.

 

Patienten skal informeres om muligheden for at frabede sig videregivelse af helbredsoplysninger m.v. i disse situationer, jf. sundhedslovens § 16. Disse regler vil fortsat gælde efter lovforslagets ikrafttræden i forhold til videregivelse af oplysninger fra den elektroniske patientjournal til en anden sundhedsperson end en læge, sygeplejerske eller jordemoder.